Plum-tvillinger i homoerotisk håndgemæng

Carl & Niels åbner med en fascinerende spejlscene, hvor tvillingerne Carl og Niels Plum prøver at få deres halve ansigtsrefleksioner til at passe sammen, så de fremstår som én person.

”Jeg har haft lyst til at ringe til dig hele ugen,” siger den ene halvdel af hovedet.

”Jeg har faktisk ikke savnet dig,” siger den anden.

”Det ved jeg godt …” lyder det resigneret.

Så enkelt vises den konflikt, der er mellem de to identiske, men alligevel vidt forskellige tvillingebrødre, som har et intenst kærlighedsforhold.

Korporlig kærlighed
Instruktør Alexander Lind tog afgang fra Den Danske Filmskole i 2013. Han gik på flerkameralinjen, og med Carl & Niels har han lavet en af de stærkeste afgangsfilm fra den linje, der har ry for at være skolens mest eksperimenterende.

Nu bobler det usædvanlige tvillingeportræt på Ekko Shortlist. I løbet af 29 minutter kommer man helt tæt på tvillingerne, der er vokset op på landet med deres mor, den kendte tv-kok Camilla Plum.

Smuk og syret scenografi med kunstig sne under stjernehimmel, grotter med vand og sommerfugle og neon-kropsmaling skaber grobund for både samtaler og homoerotisk håndgemæng mellem Carl og Niels.

For Filmskolens flerkamerafilm optages i en såkaldt blackbox, der er et sort rum uden indhold. Det skal instruktøren selv skabe.

Brødrene tvinges til at reflektere over deres intense forhold. Fra at have været uadskillelige som børn, er de mere splittede i dag, og det er ikke en fælles, harmonisk beslutning. Deres forhold er vildt og dramatisk, og det tiltrak Alexander Lind, der lærte tvillingerne at kende privat kort inden filmen.

”Jeg identificerer mig rigtigt meget med Carl og Niels. Det, de laver, den måde, de snakker om ting, smitter af på de ting, jeg laver,” fortæller Alexander Lind i sit lille hjem på Refshaleøen i København.

Stjerner og politivold
Der er nærmest en venne-enklave ude på Refshaleøen. 26-årige Niels Plum bor i nabohaven i en tipi, og tvillingebroren Carl Plum bor på en båd i nærheden.

Niels trisser rundt i Alexanders køkken og laver kaffe og te. Han har feber, fordi han dagen forinden besluttede sig for at svømme to gange rundt om Holmen. Han skulle nok have nøjedes med én tur, tænker han højt. Carl ringer og siger, at han er på vej fra Nørrebro.

”Vi boede herude på bådene sammen og var ved at blive venner. Samtidig ville jeg også gerne lave nogle tests af Carl og Niels, for sådan arbejdede jeg på det tidspunkt: Jeg tog lige nogle folk ind, som jeg syntes, var fascinerende,” fortæller Alexander Lind.

”Da Carl og Niels havde sagt ja til at være med i filmen, var de lige pludselig ikke mine venner, men også medvirkende i min film. Det var det svære,” uddyber han.

”Synes du, at det var svært?” spørger Niels Plum.

”Ja, jeg gik jo og observerede jer, og jeg lavede nogle vilde ting med jer. Den første gang, I kom ned i studiet …”

”… der lå vi i blackboxen og kiggede på stjerner og på politivold,” afbryder Niels og refererer til de billeder, som instruktøren projicerede op på loftet. ”Vi mediterede … og skændtes lidt.”

”Carl gik i vrede. Dér vidste jeg, at jeg ville lave en film om jer,” siger Alexander Lind.

Scenariet i Kill Bill
Niels Plum sluttede den første test af med at sige, at ”det her er i hvert fald ikke nærvær”. Dét greb instruktøren og gjorde til en ledetråd i dokumentaren.

”Jeg identificerede mig rigtigt meget med, at de var ved at glide fra hinanden. Sådan havde jeg det med min daværende kæreste, og jeg så mig selv i dem,” siger han og griner lidt af sig selv.

”Det er både en kærlighedshistorie mellem to tvillinger og mellem mig og min mandlige kæreste. På en eller anden måde bliver det en mærkelig fusion af flere ting.”

De fysiske rum i filmen udspringer af forskellige idéer, som Alexander Lind havde. Han prøver at skabe liv i æstetiske rammer og var fascineret af scenariet i Kill Bill, der foregår i en sneklædt, japansk have.

Han tog derfor Carl og Niels med til en japansk have i Danmark for at placere dem i de omgivelser, men det fungerede ikke.

”Det var jo bare den diametrale modsætning, for tvillingerne er ukontrolleret natur. De forstår at dyrke og turde være i vildskaben,” fortæller Alexander Lind, der dog bibeholdt sneen til drengenes kærlige slåskamp – et af filmen bedste øjeblikke.

Rammen skal være enkel
”Min lærer Karin Priergaard Worsøe sagde, at jeg skulle lade være med at lægge kompleksiteten i rammen, men i de medvirkende. Det er noget af det fedeste, jeg har fået med fra skolen,” siger Alexander Lind.

Han lod derfor Niels instruere Carl. På den måde bliver det også etableret, hvad der skal ske i hver scene, i og med at Niels fortæller sin bror, hvad der skal ske.

”Jeg troede, at en instruktør var én, der skulle manipulere ting frem, men det her var helt nøgternt. Bittesmå oplysninger,” siger Niels Plum.

”Jeg plantede bare idéerne,” forklarer Alexander Lind og fortæller i samme åndedrag, at filmen er et portræt. ”Den er mere end en film fra A til B. I portrættet ligger ikke nødvendigvis en dramatisk udvikling.”

Instruktørens ambition var at få tvillingerne til at sætte ord på, hvordan de havde det.

”Det med rent faktisk at sige, hvordan man har det, og hvad man har brug for, kan være svært i et parforhold eller i en meget tæt relation. Vi glemmer, at den anden ikke ved, hvad vi tænker. Og det må være endnu værre, når man er tvilling,” siger Alexander Lind.

Psykolog for en dag
Alexander Lind arbejder uden manuskript. Nogle ting kommer fra ham selv, nogle ting fra de medvirkende, og atter andre ting opstår af små uheld.

”Jeg vil undersøge mig selv på film. Det er selvterapeutisk – for os alle. Den her intuitive metode at arbejde på er den mest legende, og den tager direkte kontakt til ting i mit eget liv,” fortæller han.

”På grund af mine sindssyge kærestesorger forsøgte jeg at finde en ro. Jeg kan ikke redde mit eget forhold, tænkte jeg, men jeg kan måske redde Carl og Niels. I en periode var jeg bange for, at de ville tage livet af hinanden, så hvorfor ikke lege psykolog og fikse det hele på én optagelsesdag,” griner Alexander Lind.

”Hold kæft, det ville jeg gerne have set, filmen havde gjort,” udbryder Niels Plum, men tilføjer heldigvis: ”Carl og jeg har det virkelig godt for tiden.”

”Der er mange, der har spurgt mig, om det, jeg beder Carl og Niels om at gøre, er etisk forsvarligt. Så faktisk er jeg bare helt vildt lettet over, at Niels ikke mener, det har gjort en forskel i deres forhold. I det mindste har jeg ikke gjort noget værre, end det var,” siger Alexander Lind.

Carl er dum
Carl Plum er kommet ind ad havedøren. Han hilser og sætter sig ved siden af sin bror på køkkenbænken.

”Det er første gang, vi laver interview sammen,” siger Alexander Lind og drejer dermed samtalen elegant ind på et ømtåleligt emne.

Carl Plum kom uheldigt i mediernes søgelys for to år siden omkring filmens premiere, da han slagtede en pony på stranden i Tisvilde.

”Man kan kalde ponygate verdens bedste pr-stunt for en film, men det var bare uheldigt og åndssvagt. Folk ringede og spurgte mig om det i stedet for at spørge til filmen. Jeg havde vildt meget lyst til at forsvare Carl og gå imod den lynchning, der var i gang,” siger Alexander Lind uden omsvøb.

Carl skænker te op og virker afslappet. Han er mindre snakkesalig end sin bror, ligesom det også i filmen er Niels, som snakker mest.

Alexander Lind fortæller, at han var bange for at vise tvillingerne den færdige film. Men der var ingen grund til bekymring.

”Det var lidt som at spole igennem vores forhold meget hurtigt. På den måde er den skruet ret godt sammen. Men der er meget af det, jeg synes er lidt kedeligt. Det er jo ens egen verden – som den plejer at være,” siger Carl Plum.

”Hvis jeg skal være ærlig, så syntes jeg, at Carl er dum i filmen,” siger Niels Plum. ”Jeg havde lyst til at ringe og skændes med ham. Jeg har aldrig mødt andre, der er så dramatiske som ham, men vi elsker hinanden, og det er en kærlighed uden forbehold.”

”Jeg blev selv overrasket over, hvor meget et røvhul jeg er i filmen,” lyder det uventet ærligt fra Carl.

”Totalt kostbar, totalt umeddelsom og …” overtager Niels. ”Jeg synes ikke, det virkede, som om Carl overhovedet følte sig ansvarlig for at være sød og være elskværdig.”

En lykkelig slutning
Niels Plum fortæller, at han længe har drømt om, at Carl netop blev filmet, så han kunne se, hvordan han behandlede Niels.

”Jeg har set det nu. Fuck, jeg var et røvhul, men jeg synes, at vores forhold er ret anderledes nu,” siger Carl, og Niels nikker bekræftende.

En lykkelig slutning, man som instruktør vel kun kan være stolt af?

”Jo, men jeg var bare heldig at få lov at dokumentere, hvem de er. Det sagde de også inden optagelserne: ’Vi skal nok give dig en god film.’”