Ugens streaming
01. dec. 2017 | 10:16

Streaming: Ekko anbefaler moderne gyserfilm

Foto | Justin M. Lubin
I Get Out udsættes den unge afroamerikaner Chris for sit livs værste mareridt, da han besøger sin hvide svigerfamilie for første gang.

Motorsave og japanske spøgelsespiger er skiftet ud med samfundskritik i moderne gyserfilm. Vi fremhæver fem af de allerbedste.

Af David Madsen & Patricia Smollerup

Gysergenren er i opsving.

Fans af genren har i nyere tid nydt et tag-selv-bord af moderne klassikere. Og i år er to af de største succeshistorier i filmverdenen gyserne It og Get Out, som både imponerede ved billetlugerne og hos kritikerne.

Noget af forklaringen skal findes i den originalitet og samfundsrelevans, som præger nye gysere. Racisme, seksualitet og fattigdom er alle emner, der tages op, og filmene er pludselig skræmmende. Ikke på grund af monstrene, der gemmer sig under sengen, men i stedet fordi det hele er en smule for tæt på vores egen virkelighed.

Den prisvindende instruktør Joachim Triers Thelma er det nyeste skud på stammen. Den handler om en ung, lesbisk kvinde med religiøse forældre. Med den som anledning anbefaler fem gyserfilm, som de seneste par år har imponeret, til streaming i weekenden.

Get Out

I Get Out er den største skræk ikke en seriemorder eller et spøgelse, som lurer i mørket, men hvide, liberale Amerika. Den unge afroamerikaner Chris (Daniel Kaluuya) skal for første gang besøge sin hvide kærestes familie. Det burde ikke være noget problem, for som svigerfar pointerer, så stemte familien på Obama – begge gange!

Men hurtigt breder mystikken sig. For i den seneste tid er sorte i området blevet meldt savnet, og hvorfor opfører alle de sorte, som arbejder på familiens grund, sig så besynderligt? 

Instruktør og manuskriptforfatter Jordan Peele er kendt fra komikkens verden og kombinerer på eminent vis klassiske gyservirkemidler med sit talent for timing og humor. Et stærkt træk er den konstant skiftende tone, som holder os yderst på stolekanten og gør, at vi ikke aner, om vi skal grine eller løbe skrigende væk.

Kan lejes på Blockbuster.

 

Don’t Breathe

Invasionsgysere er en veletableret genre, men instruktør Fede Alvarez har med en simpel idé vendt konceptet på hovedet. I stedet for at det er indbrudstyvene, som får blod på tanden og går på jagt efter beboerne, er det dem, som er på flugt fra husets frygtindgydende ejer.

Beboeren er en gammel, blind krigsveteran, som tre desperate unge ser som et nemt offer. De vil skaffe nogle penge, så de kan komme væk fra ruinbyen Detroit. Men ejeren viser sig at være dødsensfarlig. Når han slukker for lyset nede i sin gustne kælder og går på jagt, er stemningen nervepirrende intens, for én forkert lyd kan resultere i en tidlig død.

Kan streames på Viaplay.


Crimson Peak

Da den unge forfatter Edith Cushing (Mia Wasikowska) forelsker sig i den adelige brite Thomas Sharpe (Tom Hiddleston), håber hun på et romantisk eventyr.

I stedet får hun sig en drabelig overraskelse, da Sharpe-familiens herregård, Crimson Peak, viser sig at skjule et væld af fordums tids forbrydelser og ugerninger.

Crimson Peak byder på blodige dødsscener og billedskønne kostume- og setdesign, og instruktøren Guillermo del Toro er tydeligvis inspireret af gotiske, italienske gyserfilm som Suspiria og Black Sunday. Instruktøren, der har skabt Pans labyrint, er kendt for sine kreative monstre, og den ældgamle herregårds mange makabre spøgelser er da også filmens højdepunkt.

Kan streames på C More.


It Follows

Ung sex og gyserfilm går hånd i hånd som peanutbutter og marmelade. Der er trods alt en god grund til, at en orgasme har fået tilnavnet ”den lille død”.

Den sammenhæng oplever den unge Jay i bogstaveligste forstand. Efter sin første tur i kanen begynder hun at blive jagtet af et mystisk monster, som kan tage enhver menneskelig form, og som aldrig stopper med at jagte hende, før hun er død.

Filmens fænomenale synth-soundtrack og retro-æstetik vækker gode erindringer om klassikere som A Nightmare On Elm Street og Maskernes nat.

Kan streames på Netflix og Filmstriben.


The Untamned

Realisme blandes med science fiction i den mexicanske instruktør Amat Escalantes The Untamed

I en mexicansk storby møder vi tre middelklasseeksistenser, hvis liv er trist og trivielt. Forholdet mellem den unge mor Alejandra og manden Angel er iskoldt, og manden har oven i købet en affære med Alejandras homoseksuelle bror Fabian.

Men en dag dukker den mystiske kvinde Veronica op. Hun leder dem til en afsondret hytte, hvor et monster holdes skjult. I hytten dominerer lyster og undertrykte drifter, når monstret tilfredsstiller med sine slibrige tentakler. Mødet med monsteret, som er et billede på samfundets undertrykkelse af menneskets naturlige drifter, får fatale følger.

Kan lejes på Filmperler.

Kommentarer

Hver uge giver Ekko fem bud på, hvad du skal streame.

Vi anbefaler både film og tv-serier.

Denne uge fokuserer vi på moderne gyserfilm.

© Filmmagasinet Ekko