Moderskabets genvordigheder

I den lavmælte japanske Love Life sørger moren Taeko over sin lille søn Keita, hvis død er grufuldt simpelt skildret.

Mens familien synger karaoke i stuen, kravler han op på badekarret for at lege med sin flyvemaskine. Han glider og slår hovedet mod kanten, og ingen andre end publikum hører plasket.

Familien lægger låg på følelserne.

Taeko er gift med Jiro, men hun havde Keita fra et tidligere ægteskab med den døve koreaner Park. Han dukker uanmeldt op til begravelsen og stikker hende en syngende lussing.

Det var altid hende, der glemte at trække proppen op af badekarret.

Love Life er et neddæmpet drama i den gamle mester Yasujirō Ozus ånd, hvor følelseslivet skjules under indstuderet høflighed. Man aflæser dramaet i udglattende smil og sigende tavshed, indtil personerne sent i filmen lægger kortene på bordet.

Det er den bedste af en række film i Venedig-festivalens hovedkonkurrence, der behandler et af tidens store temaer: moderskab.

Andre folks børn
I den franske Les enfants des autres er instruktør Rebecca Zlotowski ikke helt så karrig med at vise følelserne frem.

Skolelæreren Rachel begynder at date den følsomme, sjove og fraskilte Ali. Men han er betænksom, da hun vil møde hans fireårige datter Leila. ”Det kan være svært med andre folks børn,” advarer han.

Rachels moderhjerte kammer over, så snart hun møder den bedårende spirrevip, men som lejlighedsmor står hun stadig uden for familien. Snart drømmer hun om selv at blive gravid.

Omkring de 40 tikker det biologiske ur meget stærkt, som instruktøren Frederick Wiseman siger i en overraskende birolle som Rachels gynækolog.

”Hvor lang tid har jeg tilbage?” spørger hun, da han forklarer, at det er ved at være sidste udkald, hvis hun skal have et barn.

”Det spørger jeg mig selv om hver dag,” svarer den 92-årige veterandokumentarist med et smil.

Tolstojs oversete hustru
Les enfants des autres fortæller smertefuldt flot om et familieliv, der er til låns. Virginie Efiras nuancerede præstation som Rachel går lige i hjertekulen.

Frederick Wiseman er selv i hovedkonkurrencen med sin fransksprogede fiktionsdebut Un couple.

Her vandrer Nathalie Boutefeu rundt i det franske kystlandskab og læser højt fra Sophia Tolstojs skiftevis kærlige og bebrejdende dagbøger og breve til sin store kunstnermand Leo.

Sophia var en fremragende forfatter i egen ret. Hun skrev levende om sine blødende ofre for mandens vilde temperament og store kunst.

Frederick Wiseman var senest aktuel for to år siden med den fem timer lange og totalt medrivende City Hall. Hans seneste varer kun 64 minutter, men når at føles langsom. Den ville have været mere effektiv som en teatermonolog.

Mor dræber sit barn
Det samme kan man sige om Alice Diops Saint Omer, der med få afstikkere er klaustrofobisk indelukket i et retslokale i Nordfrankrig.

En senegalesisk kvinde står anklaget for at have dræbt sin baby. Hun erkender forbrydelsen, men nægter sig skyldig.

Over to stive timer skildrer filmen, hvordan hun ankom til Frankrig med hovedet fuldt af drømme og endte gemt af vejen i en lille lejlighed som en ældre mands elskerinde.

Blandt tilhørerne i retslokalet sidder den gravide unge forfatter Rama, der er baseret på Alice Diop selv. Instruktøren overværede en lignende retssag med henblik på at bruge sagen i en film.

Men Saint Omer føles mest af alt som at læse i hendes notesbog.

Tilda som mor og datter
Jeg sad også uafklaret tilbage efter The Eternal Daughter, hvor Tilda Swinton har en dobbelt hovedrolle som både mor og datter.

Joanna Hogg fik et sent gennembrud med de bjergtagende erindringsfilm The Souvenir og The Souvenir Part II. I hendes nye film er den personlige historie pakket ind i en spøgelseshistorie.

The Eternal Daughter starter som engelsk folk horror fra 70’erne. I en tyk nattetåge i skoven er mor og datter på vej til et gammelt gods.

Her boede Tilda Swintons hovedperson som barn under Anden Verdenskrig. Nu fører barnet sit voksne ”jeg” tilbage for at få hende til at tale om sit livs glæder og skuffelser.

Godset er blevet et dyrt og øde hotel med en vrissen receptionist og mystisk larm om natten.

Spøgelseshistorien er uden gys, men der er masser af stemning. Og historiens rørende kerne – om den livserfaring, der går tabt over generationer – står krystalklart.

Poleret transhistorie
Den italienske L’immensitá er til gengæld for poleret. Den foregår i 70’ernes Rom og følger tolvårige Adriana, som hellere vil kaldes Andrew.

Filmen trækker på instruktør Emanuele Crialeses erfaringer som transperson, og der er øjeblikke, hvor den virker autentisk.

Debutanten Luana Giuliani er forbløffende naturlig i hovedrollen, og Penélope Cruz har i rollen som Andrews mor en ustyrlig energi som en stærk kvinde langt fra sit hjemland, der holdes for nar af sin afstumpede, utro mand.

L’immensitá er en af de italienske film, der hvert år får en forlomme til en af verdens fineste filmkonkurrencer. Også i kunstens verden kan man tale om hjemmebanefordel.