Shortlist: Mødet med Kasper Højhat

Et ravhjerte, en tom slikskål, en slidt Fjällräv, nussede udenlandske mønter, en elektrisk skrivemaskine, en tophat.

En plade bliver langsomt fyldt med finurlige, ligegyldige og brugbare småting.

Alt dette og meget mere udgør et særegent puslespil, som instruktøren Lea Glob samler i Mødet men min far Kasper Højhat, der i denne uge bobler på Ekko Shortlist – Danmarks hitliste for kortfilm.

Tingene har været Lea Globs fars.

Hun kendte aldrig sin far, og afgangsdokumentaren fra Den Danske Filmskole er hendes forsøg på at stykke ham sammen.

Arv er vigtigt
”Filmskolen var en rigtig god ramme at lave den film færdig i,” fortæller den 31-årige instruktør over en kop kaffe.

”Jeg vidste, at filmen skulle laves på et tidspunkt, men hvis jeg skulle lave den uden for skolen, ville der være lang vej fra tanke til handling.”

Over for dansk films bureaukrati og kommercielle tænkning kunne hun risikere at løbe ind i spørgsmål som: ”Hvorfor skal jeg interessere mig for din far?”

Det ville hun gerne undgå, for filmen skulle laves. Det var hun ikke i tvivl om. Og på skolen fik hun den frihed og opbakning, hun havde brug for.

”Der er selvfølgelig en masse egoistiske motiver i at lave sådan en film, men jeg synes, den har et alment tema: At det er vigtigt for børn at finde ud af, hvor de kommer fra.”

Endegyldigt farvel
Da Lea Glob var to år, gik hendes mor fra faren.

De stod foran Magasin i Aarhus og aftalte at mødes efter fem minutter. Moren ville lige gå en kort tur med datteren i barnevognen, men hun vendte aldrig tilbage.

Nogle år forinden havde forældrene mødt hinanden i et cirkus. De var begge to artister, og de turnerede rundt med deres eget show.

Moren var meget forelsket – alligevel valgte hun at gå. For tryllekunstneren Kasper Højhat havde vist sig at være dybt problematisk. Selv om det var en svær beslutning, gjorde hun det for datterens og sin egen skyld.

”Der er ting … som min mor selvfølgelig ikke har villet fortælle mig,” fortæller Lea Glob tøvende.

”Det må man respektere. Min mor var meget ung, og hun kunne ikke finde ud af andet end at stikke af. Jeg forstår godt, hvorfor hun gik, og er virkelig glad for, at hun havde modet til det. Jeg har fået et nemmere liv på mange måder.”

Rødt skæg og sejlskib
Lea Glob kendte kun beskrivelsen af faren som en flot mand med rødt skæg og et sejlskib tatoveret på brystkassen fra morens dagbog. Barnet Lea Glob forestillede sig derfor, at han sejlede på de syv have – og så opgav hun ellers forestillingen om en far, da hun var fem år.

Det var først, da Lea Glob var atten år, at hun igen hørte om faren – og det kun efter, at han havde begået selvmord i sin celle i Herstedvester Fængsel.

Mødet med min far Kasper Højhats sidste scene – hvor Lea Glob for første gang træder ind i den celle, hvor faren endte sit liv – er også den første, der blev optaget.

For allerede i 2006 var hun begyndt at filme det, der nu som et andet arkæologisk projekt kortlægger, hvem hendes far var.

Ind i cellen
”Jeg stillede kameraet, og så gik jeg ind i cellen. Jeg ville være der. På præcis samme sted … det var en rituel handling. Og lige der … det var ret råt,” siger hun, mens stemmen næsten forsvinder, og hun kigger væk.

”Stakkels mand,” hvisker hun nærmest for sig selv.

Men dengang vidste hun ikke, at det ville ende med en film. At filme har bare altid været hendes måde at dokumentere vigtige ting i sit liv på.

”Jeg optog rigtig meget, allerede inden jeg gik på Filmskolen. Dengang havde jeg ikke nogen distance til materialet, så det var godt, at det lå længe,” fortæller Lea Glob, hvis mørke hårlokker ofte stryges væk fra panden og de blå øjne, mens hun taler.

”Jeg var heller ikke dygtig nok til at lave filmen på det tidspunkt,” lyder det ærligt.

Befriende opdagelse
Intentionen har været at tage folk med på en mærkelig rejse. For det er syret at få genstande dumpende ind af brevkassen fra en afdød person, som man så kan stykke sammen til et helt menneske.

Sådan oplevede Lea Glob det i hvert fald efter farens død.

”Jeg ville overhovedet ikke have noget med ham at gøre. Jeg ville ikke vide noget. Men der blev ved med at dukke ting op. Og så var det enormt forløsende at opdage, at han ikke var …”

Lea Globs talestrøm standser.

Hun frygtede, at faren var en ”ond” mand. Og så var han ”kun” bankrøver – selv om det selvfølgelig ikke er godt.

”Men han kunne have været morder, barneforbryder eller voldtægtsmand. Jeg vidste jo ikke noget om, hvorfor han sad i fængsel. Så at opdage, at han bare var en helt almindelig mand med en tragisk skæbne …”

Igen standser talestrømmen.

”Jeg ved godt, at det er en tragedie. Det er ikke nogen hemmelighed, ligesom det også skinner igennem i filmen, at det har været hårdt.”

Processkildring
Mange af de ting, Lea Glob modtog eller fandt, da hun endelig magtede at træde ind i farens lejlighed, bliver i filmen lagt på et display: en to gange tre meter lang plade – samme størrelse som farens fængselscelle.

”Jeg vidste, at det rum var vigtigt – det med at sætte sig ind i, hvordan det er at leve på den måde. Hvordan det er at dø på den måde.”

Pladen maler og præparerer hun i starten af filmen.

Løbende bliver fladen fyldt med småt og stort af farens levn. Gennem det arkiverende arbejde prøver hun at finde ud af, hvem han var.

”Opbygningen er en slags processkildring. Der var også et filmisk begær i at prøve at se om, man kunne forestille sig manden, når man havde alle de små ting fra ham,” siger hun.

Hvad er der tilbage?
Selv om Lea Glob aldrig har mødt ham, føler hun faktisk, at hun nu er den person, der kender ham bedst. Fordi hun har samlet alle trådene i den fortælling, der var hendes fars liv.

Filmen er bygget simpelt op med Lea Globs fine speak, farens ting og optagelser af steder, hvor faren har været – som hans barndomshjem og sidste lejlighed.

”Jeg vidste, det var vigtigt, at jeg så de steder, han har været. Når et menneske forsvinder, hvad er der så tilbage? Hans liv var en drønende, tragisk fiasko, men i tragik er der jo også altid små, skæve ting.”

Lavet på ren intuition
Filmen er som at se en sommerfuglesamler pusle om sin samling med nåle og noter. Det er nøgternt fortalt og dog meget rørende og stærkt.

”Filmen er faktisk ret kontrolleret,” lyder det næsten undrende fra Lea Glob, da hun fortæller, at selve processen var meget kaotisk.

”Jeg kastede mig fuldstændig på hovedet ud i den historie med et kamera og filmede alt og alting. I virkeligheden var det ren intuition, at jeg kom frem til noget, der var så stramt.”

”Det kunne have været en film, hvor der var meget mere umiddelbart tilgængeligt følelsesmæssigt materiale,” fortæller hun.

”Så det her er destilleringen. Måske kunne det have klædt filmen at have været ti minutter længere. Der er nogle nuancer, man går glip af. Men nej, jeg er glad for resultatet,” siger hun med et smil.

Moren fik sagt farvel
Da Lea Glob bliver spurgt, om filmen har givet hende forløsning, svarer hun først: ”Ja.”

Men så griner hun og siger: ”Jeg ved ikke, om det har givet mig forløsning, men det har hjulpet. Det har faktisk været mere forløsende for min familie.”

I virkeligheden var morens reaktion det, der gjorde størst indtryk på Lea Glob. Da der på lærredet blev vist et stort avisbillede fra farens bankrøveri, fik hendes mor et kæmpechok.

”Det blev virkeligt … Jeg tror, hun sagde farvel til min far med den her film,” lyder det eftertænksomt fra Lea Glob.

”På en måde har filmen måske handlet mere om min mor, end om min far.”