MollyCam går linen ud

Aage Rais-Nordentoft mangler ikke mandsmod. Engang gik han til Det Danske Filminstitut og søgte om støtte til at filmatisere Dostojevskijs mammutklassiker Forbrydelse og straf. Som sin debutfilm. Men den gik ikke.

Og hvad gjorde Rais i 2000, da dansk film ellers havde størst succes med historier fra bænken eller italiensklasseværelset? Han gik såmænd i krig i Bosnien med På fremmed mark.

Med sin nye film går han linen helt ud. Bevæger sig på én gang på fremmed og velkendt mark. I dramadokumentaren Tøser + Drengerøve og ungdomsfilmen 2 ryk og en aflevering har han tidligere vist sin forkærlighed for at skildre teenagetilværelsens tabuer. Men han har ikke tidligere bevæget sig i det seksuelle farvand med så stort vovemod, som han gør i sin nye film, MollyCam.

Bandlyste drifter, beskyldninger om voldtægt, skyld eller (tab af!) uskyld — MollyCam er ikke for enhver.

Generation YouTube
Filmen bygger på Christian Lollikes teaterstykke Dom over skrig, som igen er baseret på en autentisk sag om massevoldtægt i Århus. Eller var der nu tale om en massevoldtægt?

Det afhænger af øjnene, der ser, nej, af kameraet, der filmer. Molly filmer hele sit liv, også når hun har sex med kæresten Sako, diabolsk spillet af Olaf Højgaard. Hun er tiltrukket af de seksuelle eksperimenter - men endnu mere af, at kameraet ser på.

Meget af filmen opleves gennem hendes kamera for at gøre det hele autentisk. Dét greb er ved at være lidt slidt, og kønt er det i hvert fald ikke. Men det er Generation YouTube, Aage Rais-Nordentoft går i kødet på. En grænseløs generation. Og når man ikke har grænser, hvordan skal man så vide, hvornår de er overtrådt?

Moderne Lolita
Det ved Molly heller ikke. Hun har lyst til at prøve gruppesex og fingerer en pornofilm med Sako og en af hans venner i et usselt skur. Det går grassat, og hun anmelder episoden som voldtægt. Politimanden Jens fornemmer, at hun er i tvivl om sin uskyld. Hun indvilligede jo selv til at begynde med.

Jens filmer også, men hans kamera i forhørslokalet står i lovens tjeneste. Det er malet med moral. Kameravinklen er sandelig en anden end Mollys. "Hvorfor filme hele sit liv, hvis ingen skal se det," spørger Jens. Jo, han tilhører en generation, der kender til grænser.

Eller gør han? Det er her, det bliver spændende! Aage Rais-Nordentoft har siden spillefilmdebuten Anton haft en fin sans for at sætte sig ind i barn- og ungdommens følelsesliv, men den svigter desværre her. Vi trænger aldrig ind under den facade, Molly gemmer sig bag.

Hvem er hun egentlig andet end en moderne Lolita? Hun ved det ikke selv, og det er naturligvis en del af pointen. Men når vi ikke lærer hende at kende, virker billedet af hende kalkuleret. Heldigvis betyder det mindre, når Aage Rais-Nordentoft til gengæld skildrer sin egen generation med en ærlig dristighed, hvor tilskuerens empati holdes fast.

Æblekinder eller appelsinhud
Den midaldrende Jens kigger nemlig Mollys videooptagelser igennem. Han lader sig fascinere - og forføre. Efterhånden er det hans historie, der bliver filmens centrale. Derhjemme fornemmer konen, at han tænder mere på Mollys æblekinder end hendes appelsinhud. Når de dyrker sex, kigger han hende ikke i øjnene.

Jens er den almindelige dansker. Ikke en sølle randeksistens. Ikke en pervers liderbuks. Jens kunne godt hedde Hansen til efternavn. Men selv en sympatisk, jævn politimand kan få tændt sit banale begærs flamme uden at ville det.

Man kunne fristes til at tro, at Aage Rais-Nordentofts mod lå i skildringen af ungpigesex og gruppevoldtægt. Nej. Det er her, modet træder frem: I det ømme portræt af, hvordan pornoficeringen af samfundet ikke kun rammer tweens og teenagere, men også mænd i midtvejskrise. Det er dét tabu, instruktøren prøver at forstå og faktisk lykkes med at bryde uden at hænge sin figur ud. 

Tankevækkende tvivl
Kristian Halken er hudløs som Jens. Han starter med varme i blikket og ender med rander under øjnene. Jens kæmper hårdt for at slå bremsen i, mens han endnu står ved Mollys side. Det gør han ikke i slutscenen, hvor han sammen med Molly rekonstruerer voldtægten på gerningsstedet.

Man kan kortvarigt komme i tvivl, om Jens går over stregen eller ej. Slutscenen virker forceret, men den formår alligevel at prikke til kernen af det hele. For hvornår bliver et overgreb egentlig til et overgreb? Det er lige netop dén tvivl, der gør sager om voldtægter så vanskelige. Tilskuerens tvivl er både instruktøren og Lollikes fortjeneste.

MollyCam er ikke ubetinget vellykket. Men alligevel sært anbefalelsesværdig.

MollyCam har premiere i dag i Grand Teatret og Cinemaxx i København, Cinemaxx i Århus og Cafe Biografen i Odense.