Ny moms kan få alvorlige konsekvenser
”Møgdag. Trump er blevet præsident, og regeringen indfører i lys af USA-valget moms på rettigheder. Det første lever vi med. Det andet er et svigt.”
Sådan skrev forperson for Dansk Skuespillerforbund, Benjamin Boe Rasmussen, i onsdags på de sociale medier. Også Ekkos medieanalytiker Claus Bülow Christensen har kommenteret lovforslaget, som ifølge ham vil koste filmbranchen mange penge.
Og nu har flere af kunstnerforbundene – heriblandt Danske Filminstruktører og Dansk Journalistforbund – skrevet et brev til den nye skatteminister, Rasmus Stoklund fra Socialdemokratiet, og bedt ham genoverveje forslaget. Bekymringen deles af film- og tv-arbejdernes forening FAF, som Ekko har været i kontakt med.
Også Danske Scenografer reagerer på forslaget.
”Momspligt på ophavsretsvederlag vil få vidtrækkende konsekvenser for den kunstneriske branche, herunder også mange af vores medlemmer, der blandt andet laver production design og scenografi til film og tv,” skriver Carsten Burke Kristensen, som er forperson for Danske Scenografer.
Den perfekte storm
Til Filmmagasinet Ekko uddyber han.
”Det er meget gennemgribende. Det påvirker alle de midler, som går igennem Copydan, der varetager betalingen for kunstnernes rettigheder. Hvis tv-distributørerne fra den ene dag til den anden skal betale 25 procent mere for kunstnerrettighederne, vil regningen uden tvivl ende hos kunderne, og det vil i sidste ende ramme kunstnerne,” siger Carsten Burke Kristensen.
Lovforslaget kommer på et særligt sårbart tidspunkt, understreger Carsten Burke Kristensen.
”Vi har en perfekt storm, da vi i forvejen har en konflikt med teleselskabet Nuuday (YouSee), som vil skære i rettighedsudbetalingerne med 70 procent og har lagt sag an mod Copydan. Oveni kommer denne bombe med moms,” siger Carsten Burke Kristensen.
”Det fremstår uigennemtænkt, fordi man rammer en branche, som i forvejen er presset. Det vil få konsekvenser for kunstnerforeningerne, som får færre penge fremover og dermed mindre mulighed for at lave kulturelle events og støtte for eksempel unge talenter, der laver kortfilm til Ekko Shortlist.”
Fængsel i Kosovo
Copydan er blandt underskriverne af brevet til skatteministeren. Jørgen Ramskov, forperson for Copydan Verdens TV, der står for rettighedsopkrævning til danske og udenlandske tv- og radiokanaler, er enig i, at det vil få alvorlige konsekvensen, hvis skatteministeriet indfører momsen.
”Det er et forslag, som har været undervejs i flere år. Det er ikke nogen hemmelighed, at rettighedshaverne har syntes, at det var en forkert beslutning. Og vi har ikke været enig i, at det er en nødvendig beslutning,” siger Jørgen Ramskov.
Danmark har siden 1978 haft momsfritagelse for kunstnerrettigheder, men fra 2021 argumenterede Skatteministeriet for, at vi er nødt til at indføre den på grund af EU’s regler. Det skete efter en EU-dom i Rumænien mod rettighedsforvaltere.
Dengang skulle momsindtægten til staten gå til kriminalforsorgen, blandt andet leje af fængselspladser i et Kosovo-fængsel. Kunstnerne mente, at det var en uskøn sammenblanding, og lovforslaget blev tilsyneladende taget af bordet.
Men nu er det dukket op igen, og momsforpligtelsen skal allerede gælde fra 1. januar 2025.
”Forslaget genfremsættes for at bringe dansk ret i relation til den momsmæssige behandling af meddelelse af licenser til kunstneres ophavsrettigheder i overensstemmelse med de bagvedliggende EU-regler,” skriver skatteminister Rasmus Stoklund i sin fremsættelse af lovforslaget den 6. november.
Lang og grundig proces
I en mail til Filmmagasinet Ekko forklarer Rasmus Stoklund baggrunden for, at lovforslaget fremsættes nu.
”Det lovforslag, jeg nu har været nødsaget til at fremsætte, er nødvendigt for, at Danmark overholder EU-retten, som vi er forpligtet til. Det er både Skatteministeriets og Justitsministeriets vurdering, at det er nødvendigt at ændre den nuværende retstilstand for at overholde EU-retten. Der har været en meget lang og grundig proces med at afklare behovet for at ændre den nuværende retstilstand,” skriver Rasmus Stoklund og tilføjer:
”Regeringen er klar over, at lovforslaget må forventes at have nogle afledte konsekvenser for kunstnerne. Det er vi i gang med at se nærmere på.”
Jørgen Ramskov er lodret uenig med skatteministeren i forhold til EU-retten.
”Vi har haft meget dygtige jurister til at holde møder med justitsministeriet og EU, og vi kan konstatere, at EU har valgt ikke at udtale sig om, hvorvidt momsen er et lovkrav eller ej. Derfor bliver det i sidste ende en fortolkning af EU-lovgivningen.”
”Her savner vi en saglig begrundelse for at indføre kunstnermomsen. Vi mener, at der skulle være brugt flere kræfter på at undersøge, at det vitterligt er et krav fra EU. Men Skatte- og Justitsministeriet virker fastlåste.”
Færre film og serier
Jørgen Ramskov forklarer, at den enkelte instruktør, fotograf eller skuespiller ikke skal til at betale moms af sine rettigheder. Men Copydan er tvunget til at lægge moms på regningen til tv-distributørerne.
”Distributørerne får derfor en ekstra omkostning, fordi de fremover skal svare moms til staten af kunstnerrettighederne, når de viser en film eller en serie. Det kan betyde, at det bliver dyrere for kunderne af tv-pakker og lignende,” siger Ramskov.
”Tv-pakkerne er i forvejen steget løbende de seneste år – primært på grund af stigning i sportsrettigheder – og vi er bekymret for, at denne ekstra skat vil øge afmatningen på tv-markedet yderligere. Risikoen er jo, at kunderne i stigende grad vil sige deres pakker op, hvilket igen kan betyde, at der vil blive indkøbt færre film og serier. Det vil ramme det økosystem, som vi har i dag via Copydan.”
Jørgen Ramskov er ikke optimistisk.
”Flere politiske partier har været imod momsen, men jeg er ret sikker på, at der er et politisk flertal for at gennemføre det. Regeringen, som har fremsat lovforslaget, er jo en flertalsregering.”
”Det får nogle rigtigt trælse konsekvenser for et marked, som har stor betydning for, hvor meget dansk indhold der er på skærmene. Det vil danskerne komme til at mærke.”
Ekko har forsøgt at få en kommentar fra Kulturministeren. Presseafdelingen svarer, at man vil vende tilbage.
Kommentarer