Monica Vitti er død
Monica Vitti døde i dag, 90 år gammel.
Men den italienske skuespiller har været væk fra filmen og offentligheden i tre årtier, fordi hun led af den frygtelige sygdom Alzheimers, der æder sjælen op indefra.
I 1960’erne var hun blandt de største stjerner i Europa takket være sit samarbejde med en enkelt instruktør, landsmanden Michelangelo Antonioni.
Hun spiller en central rolle i Antonionis såkaldte fremmedgørelses-trilogi, der består af L’Avventura, La Notte og L’Eclisse.
Med sin kølige og gådefulde skønhed var hun en perfekt legemliggørelse af gennembruddet for den modernistiske filmkunst, der kredser om tilværelsens tomhed og meningsløshed.
Spirituel rejse
I L’Avventura (1960), der på dansk fik titlen De elskendes eventyr, spiller Monica Vitti unge Claudia, som søger efter sin forsvundne veninde og undervejs har en affære med venindens kæreste.
Den sort-hvide film former sig om Claudias spirituelle rejse og markerer sammen med franske Jean-Luc Godards Åndeløs fra samme år modernismens indtog på film. Godard klippede så at sige Hollywoods genrefilm i stumper og stykker, mens Antonioni satte tempoet ned og fokuserede på mentale stemninger frem for handling og plot.
Monica Vitti blev Antonionis muse og kæreste i 1960’erne. De fortsatte samarbejdet i Den røde ørken (1964), hvor hun spiller en psykisk ustabil kvinde, som har både rigdom og familie, men føler sig isoleret og fortabt.
Titlen refererer til de golde og mennesketomme industrilandskaber, som hovedpersonerne går rundt i, og som bliver et symbolsk billede på fremmedgørelsen i det moderne samfund.
Fra komedie til drama
Monica Vitti blev født i Rom i 1931 og døbt Maria Luisa Ceciarelli.
Som teenager fik hun smag for skuespil i amatørforestillinger på teatret og uddannede sig på den nationale dramaskole i Rom. I starten af 1950’erne blev det primært til komiske roller på teatret og tv, men i 1957 mødte hun Michelangelo Antonioni, og så tog karrieren en seriøs drejning.
Sammen skabte de sig en velfortjent plads i den moderne filmhistorie, og gennembruddet i en dramatisk rolle kom straks med L’Avventura.
Da parret gik fra hinanden, fortsatte Monica Vitti karrieren i film som Ettore Scolas trekantsdrama Dramma della gelosia (på dansk: Jalousi’ det med blomster) fra 1970 og surrealisten Bunuels Frihedens spøgelse fra 1974. Hun genforenedes med Antonioni i Mysteriet i Oberwald fra 1980.
Debut som instruktør
Monica Vitti var i karrieren med i to engelsksprogede film, nemlig spionparodien Modesty Blaise fra 1966 og den romantiske komedie An Almost Perfect Affair (1979), der handler om en filmskaber på Cannes-festivalen.
Sidste biograffilm blev Scandalo secreto, som hun selv instruerede. Den fik premiere på Cannes-festivalen i 1990 og indbragte hende flere priser.
Monica Vitti modtog også en pris på Berlinalen i 1984 for sin rolle som jaloux hustru i Flirt. Den er instrueret af italienske Roberto Russo, som hun blev kæreste med i 1973 og gift med i 2000.
Roberto Russo tog sig af Monica Vitti under Alzheimers-sygdommen helt frem til hendes død.
Kommentarer