Dag 4: Monsterfluen og coronafilmene

Der står det samme fire gange i retningslinjerne til dette års filmfestival i Venedig: ”Behold masken på.”

Man skal i princippet bære den uafbrudt fra man ankommer til festivalpladsen på Lidoen til man tager derfra.

Også under filmvisningerne, hvad der ifølge rygterne faldt den rumænske instruktør Christi Puiu så meget for brystet, at han aflyste sin deltagelse som jurymedlem og blev erstattet af den amerikanske skuespiller Matt Dillon.

Han slår til gengæld et slag for masque couture, når han spankulerer rundt i sensommerheden med et stiligt sort fløjlsnummer, der matcher hans jakkesæt.

Det må være varmt, men han ofrer sig, og det gør vi andre også. For efter et halvt års festivalkarantæne og hjemmebiograf er Lidoens filmfest en fejring af, hvad film også handler om: at sidde i mørket med fremmede mennesker og lade sig føre et andet sted hen.

Og så må man forsøge at abstrahere, når nogen hoster.

Fjolserne og den store flue
Quentin Dupieux er en skæg fisk.

Den franske instruktør og DJ har skabt sig en niche som fransk films store absurdist, og Mandibles er hans morsomste film til dato.

Den handler om et par småtbegavede venner, der finder en gigantisk flue i et bagagerum, og beslutter sig for at tjene kassen på den. ”Vi kan sende den til en bank og bede den komme tilbage med alle pengene. Som en drone!”

Guderne må vide, hvordan det skal fungere i praksis, men de klør på med gåpåmod og idiotiske indfald, der bliver hysterisk morsomme takket være skuespillernes velsignede deadpan-mimik.

Det er dumt, men Quentin Dupieux kerer sig om sine idioter, så det gør publikum også. Festivalens foreløbigt største latterbrøl kom, da den ene af fyrene trækker den anden, som sidder i en benzintom bil med fluen på bagsædet, cyklende på en trehjulet cykel malet som en enhjørning.

Og så stopper en bil med tre kønne piger. ”Hvad laver du?” spørger hun, og han tøver et øjeblik, før han svarer: ”Tjah… hvordan skal jeg forklare det?”

Marx-datter var punkrock-feminist
Det er en fascinerende kvindeskæbne, Susanna Nicchiarelli skildrer i Ms. Marx, der dyster om en Guldløve i hovedkonkurrencen.

Eleanor Marx er helt igennem sin fars datter, en lynskarp socialist, der sidst i 1800-tallet giver sin fars opgør med kapitalismens rovdrift på fattige et feministisk tillæg.

”Lige så meget som kapitalisten udnytter arbejderne, udnytter mænd kvinderne!” tordner hun i en tale sidst i filmen. ”Midlet er det samme som enhver ekspropriation: magt!”

Hendes mand ser noget beklemt ud, for han knepper udenom og lyver over for hende om stort og småt. Hun taler af erfaring.

Romola Garai bærer filmen med samme nonchalante lethed, som Eleanor bærer multifarvet mode som et stille oprør med tidens bornerthed. Desværre bringer instruktørens manuskript os ikke nær så tæt på denne fascinerende kvinde, som hun gjorde i Nico, 1988.

Susanna Nicchiarelli er næsten for forelsket i Eleanors fremadsynede tankegang, der lyder progressiv selv i dag, for vi får mere ideologi end indsigt i hendes stormombruste liv. Men bedst som det bliver mest støvet, liver hun op i portrættet med arrig punkrock, der føles helt i Eleanors ånd.

Barnearbejdere i Teheran
Eleanor Marx havde også haft et og andet at sige om den iranske konkurrencefilm Sun Children, der handler om børnearbejdere i Teheran.

Ali og hans venner er gadebørn, der selv må tjene til dagen og vejen, mens de gemmer sig for ordensmagten. Han samles op af en skummel fyr, der giver ham en mission: gå i den og den skole, bryd ind i kælderen og find en vej ned i kloakken, der løber ved siden af. Der finder du en skat.

De gør, som de får besked på, men mens de graver, lærer skolen dem et og andet om selvrespekt og sammenhold, alt imens ”skatten” virker stadig mere tvivlsom. Instruktør Majid Majid er et koryfæ i iransk film med mange års omsorg for udsatte børn, og Sun Children er dedikeret til de 152 millioner – 152 millioner – tvungne børnearbejdere i verden.

Stjernen Ruhollah Zamani måtte vi dog undvære på den røde løber. Han har nemlig fået corona.

Abel Ferrara spejler tiden
Coronaen spøger også i programmet på Venedig. Festivalen lagde fra land med tyvstartsfilmen Venetian Molecules, og lørdag var der premiere på hele to korte dokumentarer om krisetiden.

Abel Ferrara er på Lidoen for at modtage Jaeger-Coultre-prisen for at have sat et originalt aftryk på filmkunsten. Og det må man sige, at han har. Gennem en lang karriere har newyorkeren altid været helt sin egen.

Det er han også i Sportin' Life, der er stykket sammen af optagelser fra Berlinalen, hvor hans Siberia var et bizart stimulerende indslag i hovedkonkurrencen.

Hans seneste er et ægte kriseværk, optaget på den sidste større festival inden nedlukningen og vist på den første, der holdes efter. Her ser vi instruktøren lave interviews, give koncerter, og reflektere klogt over kunst og kærlighed og livet i almindelighed, mens krisebilleder af propfyldte hospitalsgange og massegrave spiller.

”I don't sweat the story,” siger han på et tidspunkt, ”I sweat the feeling.” Det er et nøglecitat for hans filmkunst.

Guddommelig skomager
Også Luca Guadagnino har haft kameraet fremme under nedlukningen.

Fiori, Fiori, Fiori! – blomster, blomster, blomster – er en frit associerende lille sag, hvor den italienske mester snakker med venner og slægtninge om krisen og karantæne på en tur tilbage til sin barndomsby i Sicilien.

Det er en sød film, men også lidt en bagatel. Til gengæld fortæller instruktøren en medrivende italiensk succeshistorie i Salvatore: Shoemaker of Dreams, et portræt af den banebrydende italienske skomager Salvatore Ferragamo.

I interviews og arkivklip får vi fortalt historien om den gudsbenådede entreprenør, der var færdiguddannet som tiårig, åbnede sin egen forretning som tolvårig, og satte sin fantasi fri i Hollywood, før han var fyldt tyve.

Salvatores talent præsenteres som en gave fra oven. I interviewoptagelser fra 50’erne forklarer han, at hans håndværk altid har føltes som noget, han vidste i forvejen. Han skulle bare lige huske, hvordan man gjorde.

Og det er en interessant fortælling for alle, der er nysgerrig på kreativitet og talent.