Nyhed
13. feb. 2009 | 18:01

Moore forbereder finanskrisefilm

Den kontroversielle instruktør vil afsløre ”det største svindelnummer i amerikansk historie”.

Af Jesper Bo Petersen

Michael Moore går i sin næste film i kødet på de pengemænd, som han mener, er skyld i finanskrisen.

På sin hjemmeside beder han alle medarbejdere i den amerikanske finanssektor om at stå frem og hjælpe ham med filmen.

”Nogle få gode folk er allerede trådt fem, og det har givet mig den tro, at der er flere derude, som ved, hvad der sker. Det her er jeres chance for at fortælle sandheden til jeres medborgere,” opfordrer Moore.

På forkant
Michael Moore brød igennem i 1989 med Roger & Me, som beskriver de menneskelige konsekvenser af bilindustriens krise.

Siden har han været en socialt indigneret enmandshær.

I Bowling for Columbine fra 2002 kulegravede han den amerikanske våbenkultur og vandt en Oscar. I sin takketale udtrykte han sin vrede over præsident George W. Bush – og blev buet ned fra talerstolen.

Moores vrede, som han fik afløb for i Guldpalmevinderen Farenheit 9/11, er i dag allemandseje i store dele af USA.

På samme måde var han med Sicko fra 2007 tidligt ude og slå et slag for den offentlige sygesikring, som Barack Obama nu vil indføre.

Modet til at være helt
Nu er turen så kommet til den finansielle krise, og ifølge Moores opslag på hjemmesiden bliver denne film ikke mindre kontroversiel.

”Jeg beder jer ydmygt om et øjebliks mod til at være en helt og hjælpe mig med at afsløre det største svindelnummer i amerikansk historie,” skriver Michael Moore, der lover, at alle henvendelser vil blive behandlet i fuld fortrolighed.

”Din identitet vil blive beskyttet, og du bestemmer selv i hvor høj grad, at du vil bidrage til at fortælle den største historie om kriminalitet nogensinde.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko