FILMSKOLEN: Mor er gift med vinden

To sort-lilla sommerfugle flakser hen over lærredet i et nærbillede, imens Maria Bäck diskuterer sin film Mamma är Gud med moren i telefonrøret.

Stemmen i røret fortæller på et varmt og syngende svensk historier om at være gift med vinden, om uglernes evne til at skræmme de onde magter væk og om de forskellige blomsterarters interne sprog.

Indimellem spørger stemmen: ”Hvordan går det med filmen, Maria?” 

Maria Bäcks mor har hele livet kæmpet med psykisk sygdom i form af diagnosen ”bipolar lidelse”. Men nu har hun fået rollen som konsulent under tilblivelsen af Marias afgangsprojekt fra Filmskolens dokumentarlinje. Derudover er hun også filmens altoverskyggende hovedperson, svævende på lydsporet som en usynlig gud.

Og det til trods for, at Maria Bäck i flere år havde forsvoret at lave en film om sin mor. 

”Det har noget at gøre med klicheen om Filmskolens dokumentarlinje – at de typiske produktioner portrætterer et mere eller mindre interessant familiemedlem,” fortæller Maria Bäck, der for et par år siden arbejdede som tilrettelægger på en række dokumentarprogrammer på DR2. 

Tankespindets værdi
Årene på Filmskolen gjorde imidlertid, at Maria Bäck blev mere sikker på sin egen kunstneriske kerne. Med tiden fokuserede hun mindre på, hvordan hun virkede udefra. 

Maria Bäck synes også, at hendes mor er noget ganske særligt. Hun fortæller om, hvor fantastisk det er, når andre mennesker kan tilføre hendes mors særlige tankespind en værdi. 

”Poul Nesgaard (Filmskolens rektor, red.) sagde til evalueringen af afgangsfilmene, at han næsten blev jaloux over den fantasi, min mor har. Man skal måske ikke være jaloux på min mor, hun har det til tider virkelig hårdt, men hvis man alligevel kan se, at hun har noget, som andre ikke har, så bliver alt det svære lidt mindre svært.”

Den indre nødvendighed
Maria Bäck havde hele tiden planlagt, at telefonsamtalerne skulle være det, der bandt Mamma är Gud sammen. Men ellers har filmens tilblivelsesproces været lige dele intuition og intens listeskrivning. I listerne samlede Bäck de ting, hun ville have med i sin film.

”Jeg er sygeligt perfektionistisk i forhold til det med lister. Der er utrolig meget frit spil under optagelserne, men uden listerne ville det aldrig gå.” 

Hun beskriver, hvordan processen var omgærdet af en helt særlig magi. Inspireret af den russiske kunstner Kandinsky lod hun sig styre af det, hun kalder ”den indre nødvendighed”: Hvis man når ind til den indre kerne som kunstner og som menneske, kommer tingene til at passe sammen. 

”Man kan vælge at tro på, at det er, fordi der er magi i verden, eller man kan vælge at tro på, at det er, fordi man stiller sig helt åben. Så ser man, hvad der opstår.” 

Gang på gang oplevede Maria Bäck og filmholdet, hvordan vejret på optagelserne syntes at rette sig efter listernes indhold. Hvis hun bad om sol om mandagen, blev det sol om mandagen. 

”Det kan vi ikke planlægge, men på en eller anden måde står det i listerne, og så sker det ligesom. Det er en eller anden psykisk åbenhed, som jeg gerne vil have, at hele holdet kommer ind i. Så kommer man ind i et godt flow.” 

Flere virkeligheder
”Min stemme skal komme fra et ukendt sted i rummet,” messer Marias mor i begyndelsen af Mamma är Gud. Det sorte lærred bliver afløst af kameraets svæven ud over et hav. Snart efter præsenteres vi for en kvindelig psykiaters nøgterne oplæsning. ”Er du tæt på Gud?” spørger hun med afmålt løftede øjenbryn. 

Filmens særlige form understreger, at Mamma är Gud handler om meget mere end psykisk sygdom. 

”Jeg havde ikke haft lyst til at lave en forklarende film. Jeg ville hellere, at man skulle få en fornemmelse af, hvilket sprog der ligger i min mors verden og imellem os. Frem for at vælge en vinkel, hvor jeg gjorde min mor eller mig selv til et offer, var jeg mere interesseret i at undersøge, hvad der er virkelighed i det hele taget.” 

”Jeg synes ikke, min film nødvendigvis handler om min mor. Overordnet set handler den om forskellige oplevelser af virkeligheden.” 

Maria Bäck vokser op alene med sin mor i Göteborg, indtil hun er seks år, hvor hun får en stedfar. Moren arbejder som biomedicinsk analytiker, men i perioder er hun indlagt. 

Da Maria er tolv år gammel, tager hun en beslutning om, at det, hun drømmer om natten, kan være lige så virkeligt som det, hun oplevede i går. 

”Min mor kan have nogle oplevelser, som for hende er virkelige, men som måske ikke er virkelige for mig. Hvis man har en oplevelse af at være gift med vinden, er man så ikke det? Hvem afgør hvad?” 

Et opgør med kassetænkning
Selvom Maria ønsker at gøre op med diagnosticeringens kassetænkning, er hun ikke ude med riven efter psykiatrien som sådan. Tværtimod oplevede hun under mødet med psykiateren og den såkaldte PANSS-skala i Mamma är Gud en uventet forbindelse imellem psykiatriens særlige sprog og hendes egen tilgang til det at skabe film. 

”Det er en slags målingsapparat, men for mig er det også poetisk – sammenligningerne minder mig om de lister, jeg laver, når jeg laver film. Hvis jeg skulle vælge to ord, der rimede på hinanden, kunne det sagtens være en bold og en appelsin, for de er begge to runde, så de rimer. Psykiatrisprogets poesi er ret tæt på min egen.” 

I Mamma är Gud ser vi aldrig Marias mor ansigt til ansigt. I stedet ledsages hendes stemme i telefonrøret af fragmenterede billeder af Moder Naturs fire elementer. Maria siger, at hun godt kan lide, at filmens seere har friheden til at forestille sig Marias mor, som de nu har lyst til. 

”Det, synes jeg, er med til at gøre hende lidt mere magisk. Jeg kan godt lide, at man ikke ser hende – ligesom en Gud. Jeg tror heller ikke, jeg ville kunne få hende til at tale lige sådan, hvis der var kamera på. Vi taler absolut bedst, når vi taler i telefon.” 

Varm kakao
I flere af scenerne i Mamma är Gud optræder psykiaterens lille datter. En mørkhåret skønhed, der med barnlig entusiasme læser op fra en billedbog og får kakao på forsædet af mors bil. Maria valgte at filme datteren, da hun oplevede en form for omvendt spejlingsforhold imellem hende og sig selv. 

”Jeg kunne genkende mig selv i hende som barn, og på samme tid har hun en mor, der kender til den verden, som jeg kender til, men som alligevel er meget mere tryg end min egen mor.” 

Maria fortæller, at hun i perioder under sin barndom ønskede sig en mor, der kunne komme og hente hende i bil og tilbyde hende varm kakao. 

”Selvom jeg har fået ubetinget kærlighed, har min mor ikke kunnet give mig den tryghed, jeg har ønsket, fordi hun er faldet ind og ud af virkeligheden. I stedet for at have en anden syg mor med i filmen, synes jeg, det var sjovere at arbejde med ønskebilledet.” 

Kunsten kommer først
Inden Maria Bäck kom ind på Filmskolen i 2009, havde hun en stabil karriere kørende som tilrettelægger på DR. Men allerede da hun for første gang søgte ind på Filmskolen i 2005, var hun sikker på, hvor hun hørte hjemme. 

”Jeg var meget glad for mine opgaver på DR, men jeg har nok altid vidst inderst inde, at jeg jo faktisk er kunstner! Det har bare taget tid for mig at kunne sige det højt. Det kan jeg sagtens nu. Jeg kunne faktisk godt råbe det højt både på gader og torve eller ude i skoven. Sådan er det bare.” 

”Det vigtigste, jeg har lært på Filmskolen, er, at det aldrig kan være lige meget, hvem jeg er, og hvilken baggrund jeg har, i forhold til det jeg laver,” fortæller Maria Bäck. 

Hun glæder sig til at kunne arbejde med både tv og egne filmprojekter fremover. For som hun siger, kan den ene verden godt inspirere den anden. 

”Jeg kan ikke forestille mig et liv uden at få lov til at skrive digte og danse og tage billeder og omforme tanker og følelser til noget, som andre kan tage del af. Og jeg glæder mig meget til at komme ud i den såkaldte virkelighed med mine fortællinger og lege og ideer om, hvad det vil sige at være menneske i den her totalt mærkelige verden.”