Moralisten og mellemkødet

MORALISTEN ...

Anders Morgenthaler bøjer sig langsomt fremover, dækker sit ansigt i sine hænder, udstøder et dybt suk ud i det lille studio, og siger så:
     
"Jeg har jo aldrig forstået det. Det dér funny guy kom bare snigende. Når nogen fra min skoletid siger til mig, at jeg også var ret vanvittig dengang, forstår jeg det ikke. Jeg synes jo selv, at jeg er ret normal."
     
Normal? Et forunderligt, ja næsten grotesk ord at tage i sin mund, når man hedder Anders Morgenthaler og er en af ophavsmændene til avisstriben Wulffmorgenthaler, der gennem årene har hærget bagsiden af dagbladet Politikens 2. sektion. Adskillige er de læsere, der har startet dagen med et chok, et visuelt uppercut, et eksistentielt par på skrinet i form af Morgenthaler, hans makker Mikael Wulff og deres fælles forsøg på at vride vores virkelighed af led. Engang skrev læserne hundredvis af chokerede breve, der krævede Wulffmorgenthaler fjernet fra deres avis, men avisen holdt fast, brevstormen døde ud, og på forbavsende vis er Wulffmorgenthaler endt som en populær og for mange uundværlig morgenbitter.       
     
Men normal? Kan en mand, der vender verden på hovedet med tegninger af grimme, nøgne mennesker og ondskabsfulde pandabjørne, være normal? Det påstår han — hårdnakket endda. Han påstår også, at han er alvorlig. Og at han er meget moralsk.
     
"Jeg vil ikke være en del af en cafelatte-generation, der ikke gør noget. Jeg vil gerne gøre en forskel."
 
Et moralsk korstog
Trangen til at gøre en forskel blev uimodståelig, da Morgenthaler og Wulff blev færdige med at lave deres tv-show for DR2 i foråret og det blev klart for Morgenthaler, at han ikke havde nogen ambition om at være stand-up-komiker eller funny guy. Ifølge makkeren Wulff er der tale om "et moralsk korstog", og Morgenthaler mener det så alvorligt, at EKKO kun måtte få lov til at portrættere ham, hvis artiklen handlede om den anden Morgenthaler, den alvorlige Morgenthaler, der i foråret 2006 debuterer som filminstruktør med Princess, en blanding af tegne- og realfilm om en mands blodbestænkte opgør med den pornoproducent, der tog livet af hans søster og forgreb sig på søsterens lille datter. Og filmen er, naturligvis, Morgenthalers eget vrede opgør med en pornobranche, der tydeligvis kan få hans urin op på det berømte kogepunkt.
     
"Der er en hel generation af unge, der bliver fuldstændig smadret i deres opfattelse af, hvordan sex og kærlighed hænger sammen. De hører Katja Kean sige 'porno er et produkt', og så forbinder de 'produkt' med noget, som jo er en stor del af kærlighedsforholdet. Der har været avisartikler om fjorten-årige piger, der kommer hjem med infektioner i skeden, fordi de på deres seksuelle debut er blevet kneppet i røven af to drenge. Det tror de jo, man skal. Der har lige været en kæmpestor undersøgelse om, at de små teenagere ikke ved en skid om noget som helst. Specielt drenge ved ingenting om sex."
     
"Jeg vil gerne dedikere Princess til ofrene for pornobranchen. Der går 10.000 kvinder gennem den amerikanske pornoindustri om året. De laver en eller to film, og det ridder dem som en mare resten af livet. Der er måske ti kvinder, der er pornostjerner i en femårig periode og, som Katja Kean, fremstår lykkelige. Men det er jo løgn. Jeg kan ikke tro det. Jeg bad min assistent finde ud af, om det var muligt at finde navnene på døde pornostjerner, og hun skulle bare lave én søgning, 'dead porn stars', så fandt hun en liste med omkring 200 amerikanske pornostjerner og deres dødsårsag, bilulykker, mord, narkooverdosis ... Det hele var relateret til, at de havde haft det ad helvede til."
     
Morgenthaler kunne blive ved med at tale om pornoen. Han understreger, at han ikke har noget imod sex, men han har noget imod pornobranchens mangel på moral.
     
"Det er enormt nemt for folk at sige, 'jamen, du laver jo selv en stribe, der er dybt pornoficeret.' Men det synes jeg jo ikke, den er. Den leger med alle de seksuelle begreber. Den er ikke bange for sex, men hvis man går et lag nedenunder, er den meget moralsk."
 
Er verden parat?
Så er spørgsmålet, om verden er klar til at se en tegneserie-humorist med hang til nøgne mennesker springe ud som alvorlig moralist. Vil det ende som komikeren Jacob Haugaard, der pludselig kom i folketinget og på sølleste vis ledte efter en punchline til sin store, alvorlige vits om politikerne? Vil det gå som Dirch Passer, der forsøgte sig med en alvorlig teaterrolle i Steinbecks Mus og mænd, men kun blev mødt med latterbrøl fra et publikum, som grinede, bare de så Passer? Morgenthalers makker, Mikael Wulff, har i hvert fald svært ved at finde en passende grimasse. Hans ene mundvig peger opad med et småsmørret grin, den anden peger bekymret nedad.
     
"Jeg har ikke set hans film, men Anders og jeg har ry for at være meget umoralske og pornografiske og svælgende i blod og vulgaritet, og så er det svært at komme og sige, at det vi laver faktisk er meget moralsk." Morgenthaler er udmærket klar over, at han er på en hård opgave, men han insisterer på sin ret til at indeholde flere sider. Og han insisterer på Wulffs ret til ikke bare at være sjov.
     
"Mikael er jo lige så facetteret som mig. Han har for eksempel lige skrevet manuskript til en super art-film sammen med Christoffer Boe. Mikael er et meget, meget intellektuelt menneske. Vi har to forskellige måder at gå til tingene på. Han er jo universitetsuddannet i litteratur, og jeg er i høj grad pragmatisk uddannet fra design- og filmskole. Jeg kunne ikke læse og stave, da jeg var barn. Jeg kunne ikke noget som helst. Jeg kunne bare tegne. Mikael har definitivt en anden side, end den vi kender. Han er heller ikke fastlåst i et ønske om at være humorist. Han kan skrive bøger, lave filmmanuskripter, alt muligt."
 
Helt normal
Dér befinder den dynamiske duo, Morgenthaler og Wulff, sig. Deres grundlæggende samarbejde er avisstriben, men derudover fører deres utallige ideer og projekter dem vidt forskellige steder hen. Morgenthaler skal lave en musikvideo til gruppen Pelding, han skal udgive et par børnebøger, og derudover tumler han med flere filmmanuskripter, blandt andet en dansk gangsterfilm med ejendomsmæglere i rollen som mafiosi. I det hele taget synes der ikke at være nogen begrænsninger på de to kreative herrers udfoldelsesmuligheder.
     
"Jeg har det virkelig godt lige nu. Jeg laver det, jeg allerhelst vil lave. Jeg har den kvinde, jeg allerhelst vil have, og jeg har det barn, jeg har drømt om. Og jeg har en udmærket lejlighed. Det er i virkeligheden ret interessant at se tilbage på sit liv og tænke, at hvis jeg ikke havde haft evnen til at skabe noget og få ideer, var jeg jo blevet den vildeste taber. Så havde jeg været sådan én, der sad og røg hash og ikke kunne følge med i skolen. Jeg var sikkert blevet sådan en super-ynkelig kriminel. Småstjælerier. Hælervarer. Den slags."
     
Sådan siger Anders Morgenthaler. Klassens klovn, dynamisk mediestormer, alvorlig moralist. En helt normal mand.
 

... OG MELLEMKØDET

Hvis Anders Morgenthaler er en alvorstung moralist, hvad er du så, Mikael Wulff? Har du også en hemmelig side?
     
"Vil du virkelig se det?" svarer Mikael Wullf med et skarpt, næsten spiddende blik, som om han i løbet af et mikrosekund vil pille hele journaliststanden fra hinanden. Som om han vil udstille mediernes absurde trang til at komme bag masken på kendisserne og finde ind til sandheden, det virkelige jeg inde bag berømmelsens ulidelige hulhed. Som om han vil udstille det idiotiske i at søge "den ægte" Casper Christensen, når nu det netop er det offentlige, populære billede af ham, som vi er blevet fascineret af. Og så ... så breder et skævt smil sig ud over hans ansigt.
     
"Jamen, jeg vil da gerne vise dig mit mærkeligt flaprende mellemkød."
     
Sådan er Mikael Wulff. Mens hans makker, Anders Morgenthaler, er opsat på at ville noget og gøre en forskel, sådan for alvor, finder Wulff tydeligvis glæde i at underminere alvoren. Han opfatter det som meget absurd, at nogen skulle interessere sig for, om han har en bagside, men i stedet for at diskutere og dissekere ideen, giver han den et effektivt dødsstød ved at afsløre, at hans største særpræg er det mærkeligt flaprende hudvæv mellem hans testikelpung og endetarm.
 
Komiker før alt andet
"Jeg er ikke et særlig alvorligt menneske. Jeg tager mit arbejde meget alvorligt — jeg har en stor forfængelighed over for mit arbejde — men jeg vil ikke sige, at jeg ser livet som et alvorligt sted," erklærer Mikael Wulff, der ikke har samme trang til at blive redefineret som Anders Morgenthaler: "Jeg betragter mig selv som stand-up-komiker før alt andet. Det er det, jeg har lavet i længst tid."
     
Af samme grund skriver Wulff i øjeblikket på en ny sæson af det selvsamme tv-program, der overbeviste Morgenthaler om, at det var på tide at gå nye veje. Og hvad angår Morgenthalers kanonisering af Wulff til "et intellektuelt menneske", bliver den også skudt ned:
     
"Anders mener bare, at jeg er mere intellektuel end ham, og det er jo noget helt andet end at være intellektuel. Jeg vil ikke engang påstå, at jeg er mere intellektuel end Anders, men det er rigtigt, at jeg har gået på universitetet og derfor har nogle referencer. Men det er kun referencer, der lige nøjagtig gør, at jeg kan komme igennem Weekendavisen. Mere er det ikke. Det er ikke nok til at skrive i Weekendavisen, for eksempel. Men Anders insisterer jo meget kraftigt på, at han er ordblind. Jeg påstår så til gengæld, at han bare ikke gider stave ordentligt. Jeg har bemærket, at når han skal skrive et vigtigt brev, så er der sgu' ingen stavefejl."
 
Jordbundent menneske
Det vil formentlig komme som lidt af en overraskelse for læsere af Wulffmorgenthaler-striben og kendere af den rablende gale blå flodhest Dolph fra deres tv-show, at Mikael Wulff virker som et snusfornuftigt menneske. Han er intelligent nok til at vide, at han ikke er hyperintelligent, og intelligent nok til at være glad for, at han er intelligent nok til at være dér, hvor han er i dag. Og han er intelligent nok til at vide, at han ikke er intellektuel, hvilket er en erkendelse, talrige intellektuelle kunne drage lære af.
     
"Det både forudsigelige og triste er jo, at både Anders og jeg er meget almindelige mennesker," som han siger.
     
Wulff nægter altså at gemme på store hemmeligheder, men ud over det mærkeligt flaprende område bag hans kønsdele har Wulff i hvert fald én side, der stikker ud fra hans øvrige virke som humorist. Han er medforfatter til Christoffer Boes science fiction-kærligheds-komedie Allegro, en film som med Morgenthalers ord er "en super art-film", men som ifølge instruktøren selv bestemt ikke er "intellektuel". Under alle omstændigheder er det en krøllet og skæv film, der i tone og sprog ligger langt fra Wulffs øvrige ideer.
     
"Jeg lærte Christoffer at kende for ni-ti år siden, da han i en tre måneders tid forsøgte sig som stand-up-komiker. Senere kom han jo ind på filmskolen, og for tre år siden fik han ideen til et lystspil. Det var derfor, han henvendte sig til mig. Dengang var Allegro ikke det ambitiøse værk, som det endte med at blive. Hans intention var at lave et lystspil, med streg under lyst — og spil."
 
Prakke lort på
Det passer formentlig heller ikke særlig godt ind i det gængse billede af Wulff, at han engang skrev digte og gentagne gange sendte sin digtsamling rundt til de danske forlag.
     
"Jeg har aldrig været bange for at prakke andre mit lort på," som han tilføjer.
     
De ord kunne såmænd også passe på Morgenthaler, der ligesom Wulff har spredt sine ideer ud over en stor del af det danske mediebillede, biografer, børnebøger, tv, netsider og aviser.

"Vi synes jo ikke, der er noget særlig stort spring fra at lave et tv-program til en avisstribe til en film," forklarer Wulff. "Jeg ved ikke, om det er typisk for vores generation. Jeg er meget, meget påpasselig med at levere generelle statements om min generation. Men jeg vil i hvert fald ikke håbe, at jeg selv eller Anders kan siges at være repræsentative."
     
Hvad angår en filosofisk stillingtagen eller et budskab med sit virke, kan Wulff lige nøjagtig strække sig til følgende konklusion:
     
"Det der i øjeblikket adskiller Anders og mig er, at han forsøger at sige noget helt specifikt, hvor jeg altid er bange for at sige noget definitivt. Det er svært at sige noget definitivt om, hvad det vil sige at være i live, andet end at man ofte er til grin. Det kendetegner i hvert fald vores striber, at vores figurer ofte er til grin, og så undrer de sig over, hvordan de er endt i den situation."
     
Som eksempel hiver Wulff fat i en dugfrisk avisstribe, som han og Morgenthaler netop har kreeret på deres kontor i det indre København:
     
Den ene af de to typiske Wulffmorgenthaler-figurer i striben ser overdrevent lyksalig ud, mens han stikker næsen over hækken ind til naboen og siger: "Hej, nabo! Vil bare lige sige, at jeg er så glad for, at I flyttede ind! Det har sparet mig så meget tid og penge, som jeg før brugte på at downloade porno. Hold kæft, din kone ser jo skidegodt ud i nederdel, og din ældste datter er forrygende! Hver gang jeg har set en af dem, stormer jeg ind på toilettet og onanerer! Vi ses, nabo!" Naboen, der vasker sin bil, står til gengæld aldeles paralyseret, stirrende fortumlet ud i det store verdensrum. Han er den anden typiske Wulffmorgenthaler-figur — ham, der altid er til grin.
     
Et tilsvarende sammenstød mellem den lyksalige og den undrende figur findes såmænd i Allegro. Her er det hovedpersonen Zetterstrøm, en knudemand af en pianist, der flere gange bliver gjort til grin af Tom, en uudgrundelig ældre herre, som i højt humør præsenterer Zetterstrøm for den store kærlighed, som han har fortrængt.
     
"Budskabet i det jeg laver er nok, at livet er et meget bizart sted, hvor det er svært at få nogle endegyldige svar på de spørgsmål, som man uafladeligt må stille sig selv — plus det, at man grundlæggende er til grin."

Og lad os så se den hemmelige side af Wulff, det mærkeligt flaprende mellemkød... jo, det er mærkeligt flaprende. Men så interessant er det heller ikke. Det blegner i hvert fald i forhold til for eksempel Dick Bird, forretningsmanden uden realitetssans i Wulffmorgenthaler-striben, eller Dolph, den blå flodhest med den manglende moral.