Interview
14. juli 2023 | 23:44

Masseødelæggelsens Mozart

Foto | Melinda Sue Gordon

Cillian Murphy spiller fysikeren J. Robert Oppenheimer, som minder Robert Downey Jr. om det plagede og arrogante geni Mozart, mens hans egen rolle i filmen svarer til den forsmåede Salieri. 

Inden Cillian Murphy og tre andre stjerner fra Oppenheimer gik i strejke, oplevede Ekko dem i en samtale om, hvorvidt atombombens far skal betragtes som helt eller skurk.

Af Frederik Hoff

Torsdag aften udvandrede skuespillerne fra verdenspremieren på Christopher Nolans film Oppenheimer på grund af den igangværende skuespillerstrejke, som forhindrer dem i at stille op til interviews og pressemøder.

Ekko nåede heldigvis at opleve hovedrolleindehaveren Cillian Murphy samt Robert Downey Jr., Emily Blunt og Matt Damon til et zoom-pressemøde to dage, inden strejken brød ud.

”Når Christopher Nolan ringer, så siger man ikke nej,” fortæller Matt Damon.

Inden han fik rollen, havde han lovet både sin kone og sin terapeut, at han ville holde ferie. Men det var inkluderet i aftalen, at Nolan var undtagelsen.

Så da instruktøren ringede og bad Damon om at spille Oppenheimers chef, Generalløjtnant Groves, blev det et rungende ja, fortæller han.

”Kan jeg få nummeret på den terapeut?” indskyder Robert Downey Jr., der har svært ved at sidde stille og med et glimt i øjet siger sin uforgribelige mening om Matt Damons prikkede skjorte.

Mærker ensomheden
Robert Downey Jr. indledte sit comeback som skuespiller med Iron Man, der havde premiere kort før Nolans succesfulde Batman-film The Dark Knight.

”Jeg fik tit den omvendte kompliment, at Iron Man var god som opvarmning, mens folk ventede på The Dark Knight. Så ligesom alle engang levede under skyggen af atomkrig, levede jeg i mange år under skyggen af, at Nolan aldrig havde ringet mig op,” griner han.

”Jeg var ligeglad med, om det var en scene eller bare et øjeblik. Jeg ville bare være med,” siger Emily Blunt.

Sådan er der åbenbart flere skuespillere, der har haft det. I løbet af filmen, der har dansk premiere den 20. juli, dukker stjerner som Rami Malek, Gary Oldman og Casey Affleck op for blot at medvirke i en eller to scener.

Ikke mindst titter Kenneth Branagh frem i rollen som Oppenheimers idol, den danske stjernefysiker Niels Bohr.

De fire skuespillere, vi møder, fortæller da også om en afslappet og behagelig instruktør, som trods sin perfektionisme får det bedste ud af skuespillerne.

Emily Blunt spiller J. Robert Oppenheimers kone. Kitty boede sammen med sin mand under udviklingen af den første atombombe, men fik ikke at vide, hvad han var ved at opfinde, før opfindelsen dræbte 300.000 japanere.

Kitty lever ensomt, fordi hun er lukket totalt ude af sin mands liv og sind. Emily Blunt fortæller, at hun nærmest mærkede Kittys følelse på egen krop.

”J. Robert Oppenheimer er så omskiftelig og enigmatisk – især i Cillians skikkelse. Man bliver suget ind og besat af at forstå, hvad der sker i hans hoved. Hans ansigt trygler bare om at blive filmet med et IMAX-kamera,” siger hun og refererer til de særlige højfrekvenskameraer, Nolan bruger.

Klaustrofobisk hjerne
Cillian Murphy har selv måttet erkende, at han ikke kan penetrere den virkelige Oppenheimers hjerne.

”Jeg kommer aldrig til at forstå alle de ting, han forstod. Jeg interesserer mig for, hvad så stor en viden og så mange moralske komplekser gør ved et menneskes relationer. Hvordan kan man relatere til andre, når man forstår kvantefysik?” spørger Cilian Murphy.

Oppenheimer valgte selv lokationen for den første atomprøvesprængning. Det blev i New Mexicos ørken, hvor han havde en ranch og tilbragte tid som barn.

”Det må have været klaustrofobisk at bo inde i hans hjerne. Jeg forstår godt, at han var tiltrukket af de åbne vidder,” siger Emily Blunt, hvorefter Robert Downey Jr. fortsætter:

”Atomprøvesprængningen er jo enormt opera-agtigt i sit spektakel, og der er noget smukt over, at han selv valgte scenen, hvor han atom-opera skulle opføres.”

Små mennesker
Robert Downey Jr. spiller filmens sekundære hovedperson, Lewis Strauss.

Strauss startede sin karriere som skomager og amatørfysiker, inden han blev leder af United States Atomic Energy Commission. Her havde han pinlige sammenstød med Oppenheimer og forsøgte at hævne sig på forskeren ved at fratage ham hans sikkerhedsgodkendelse.

Robert Downey Jr. beskriver Oppenheimer som en sjælelig efterfølger til Miloš Formans Amadeus. Oppenheimer minder om det plagede og arrogante geni Mozart, mens Strauss svarer til den forsmåede Salieri.

I filmen bliver Strauss besat af, hvad Oppenheimer tænker om ham, og for Matt Damon gør det ham til den mest menneskelige karakter.

”Selv om vi er i stand til at skabe stor, magtfuld teknologi, er vi stadig bare små mennesker. Strauss ved, hvor meget der er på spil, men kan alligevel ikke fatte idéen om, at Oppenheimer er ligeglad med ham. For det var han. Han tænkte kun på Jordens undergang,” siger Matt Damon.

God mand på bunden
Det helt store spørgsmål, man sidder tilbage med efter filmen, er, om hovedpersonen gjorde det rigtige.

Var atombomben nødvendig for at vinde Anden Verdenskrig og redde verden fra nazistisk formørkelse og et japansk blodbad? Eller var det en overilet beslutning at skabe så farligt et våben?

Christopher Nolan har selv udtalt, at han har det ambivalent med opfindelsen, men at han forstår, hvorfor Oppenheimer gjorde, som han gjorde.

Robert Downey Jr. er derimod ikke i tvivl.

”Det umulige skete, fordi Generalløjtnant Groves ansatte den rigtige person på det rigtige tidspunkt. Sandheden er – og det her mener jeg virkelig – at bomben var en nødvendighed, og nogen var nødt til at bære byrden. Det gjorde Oppenheimer,” siger Downey Jr.

Cillian Murphy tør ikke se lige så entydigt på sin karakter.

”Jeg er ikke sikker på, hvad jeg synes om hans opfindelse. Han var en mand, der dansede moralsk mellem regndråberne, men han var en god mand på bunden.”

Trailer: Oppenheimer

Kommentarer

Cillian Murphy

Født 1976 i Douglas, Irland.

Har arbejdet sammen med Christopher Nolan i seks film.

Kendt for rollen som den Birmingham’ske gangsterboss Tommy Shelby i Peaky Blinders.

Spiller hovedrollen som fysikeren J. Robert Oppenheimer i Oppenheimer.

Emily Blunt

Født 1983 i London.

Begyndte at spille skuespil for at komme af med sin stammen og er aktiv i The American Institute for Stuttering.

Kendt for roller i The Devil Wears Prada, A Quiet Place og The Girl on the Train.

Spiller J. Robert Oppenheimers kone, Kitty.

Robert Downey Jr.

Født 1965 i New York City.

Har været Oscar-nomineret to gange – første gang for bedste hovedrolle med sit portræt af Charlie Chaplin i Chaplin.

Tæt på at ødelægge sin karriere med stoffer.

Vendte stærkt tilbage som helten i Iron Man.

Spiller politikeren Lewis Strauss i Oppenheimer.

Matt Damon

Født 1970 i Cambridge, Massachusetts

Vandt sammen med vennen Ben Affleck en Oscar for manuskriptet til Good Will Hunting, hvor han selv spiller hovedrollen.

Kendt for roller i The Talented Mr. Ripley, The Martian og Jason Bourne.

Spiller Generalløjtnant Leslie Groves i Oppenheimer.

© Filmmagasinet Ekko