Overtrætte publikummer hujer, griner og gyser

Udskårne hjerter, levende begravelser, skizofren virkelighedsflugt, afrevne kæbepartier, pandeskud, lemlæstelse og eksplicit sex.

Der er smæk for skillingen i det bedste midnatsprogram på Sundance-festivalen i årevis.

Jeg har allerede omtalt og anmeldt transdramaet I Saw the TV Glow og den lesbiske bodybuilderkrimi Love Lies Bleeding.

Programmets tredjebedste film er It’s What’s Inside, som Netflix forleden købte for hele sytten millioner dollars. Det er en manisk kropsbyttekomedie, hvor otte gamle venner mødes på et ødselt palæ til en polterabend for at drikke sig fulde, ryge sig skæve, udleve gammelt begær og slå en streg over fjendskaber.

Sidst de var der, endte drukaftenen med, at den nørdede Forbes blev smidt ud af skolen, mens hans mindreårige søster endte på den lukkede. Så der er lutter anstrengte smil, da han nu dukker op med en kuffert og et forslag til en festleg.

”Kom de her elektroder på tindingen, så trykker jeg her og voila! Alle skifter krop med personen på højre hånd.”

Pjokket Cyrus øjner en chance for at knalde sin gamle flamme, mens hans sexhungrende kæreste Shelby nyder de nye spilleregler i en anden kvindes krop. Men mens de gør sig tilløb til sidespring, giver brudgommen og hans tidligere flirt efter og knalder vildt på husets allerhøjeste altan.

Indtil stenrækværket vælter, og de falder i døden. Og så er der pludselig to kroppe for lidt til, at alle kan skifte tilbage!

Sprudlende adhd-tempo
Midnight-sektionen på Sundance er et af verdens bedste udstillingsvinduer for genrefilm, hvor overtrætte publikummer hujer, griner og klapper en fed stemning frem til selv de mest fortærskede film.

Dem har der heldigvis ikke været mange af på dette års festival, hvis midnatspremierer i øvrigt fandt sted senest klokken halv elleve om aftenen. Sektionen har budt på gys, komik og exploitation med medrivende fortællinger, en vild idérigdom og ustyrlige eksperimenter med form og indhold.

I It’s What’s Inside er det ikke bare præmissen om at bytte krop, der er outreret. Instruktør Greg Jardin har et flippet og overgearet filmsprog, hvor skuespillere, kamera og klip bevæger sig tjept og taktfast, så tempoet aldrig daler et sekund.

”Jeg har adhd, så for mig føltes det som et helt almindeligt tempo,” joker han til en veloplagt Q&A efter visningen.

Man skal have tungen lige i munden og måske se filmen et par gange for at holde styr på, hvem der er i hvis krop hvornår. Men It’s What’s Inside er skamløs underholdning, en sci-fi-komedie i et Cluedo-hus oplyst som Dario Argentos Suspiria. 

Overgearet kulthumor
Der er næsten lige så meget drøn på i den flippede Krazy House. Engelske Nick Frost spiller hovedrollen som den karikaturkristne familiefar Bernie, der medvirker i en 90’er-sitcom, som bliver hijacket af russiske gangstere.

Det er et syret koncept realiseret med samme meme-bejlende, nostalgisk mobbende humor som den svenske actionsatire Kung Fury, 90’er-pasteller og billigt grænseoverskridende humor.

De hollandske kultinstruktører Steffen Haars og Flip Van der Kuil instruerer uden impulskontrol. De er som gnæggende drengerøve, der prøver den ene idé af efter den anden uden at ulejlige sig med at få dem til at hænge sammen.

Bernies arrige kone stresser på sit arbejde. Hans datter føler sig grim og duller sig op for den spyttende, svedende Dmitri. Hans søn føler sig ensom og ryger hjemmebagt metamfetamin med spinkle Igor med kaninfortænderne. Den russiske far Piotr bæller vodka og pulser smøger for sine hjerteproblemer, som andre bruger en inhalator for astma. 

Det er overgearet, åndssvagt og desværre også i længden lidt kedeligt!

I morderens støvlespor
Så er den canadiske slasherfilm In a Violent Nature mere spiselig og nok den film på festivalen, folk er mest ivrige efter at diskutere i byens busser og billetkøer.

Frem for at fokusere på de sagesløse ofre følger instruktøren Chris Nash den overnaturlige morder, der skridt for skridt udrydder en gruppe overmodige teenagere på vandretur dybt inde i Ontarios skove.

De kommer på kollisionskurs, da de finder en guldkæde i skoven og vækker den slumrende damptromle af en dæmonisk dræber. Johnny, som han hedder, var en mentalt handicappet knægt, der blev mobbet og dræbt af skovhuggere. Nu er han på et uendeligt hævntogt, der synes inspireret af 80’ernes mest fjollede slasherfilm.

Ganske som i de film har In a Violent Nature en spændingskurve, der bygger op til hvert bestialske, fantasifulde mord – fra fyren, der parteres lige under næsen, til yogapigen, hvis krop bøjes og drejes i bestialsk umulige stillinger.

Salen var fuld af chokerede grin, men der var ikke mange skrig. 

Langfingret børnetyv
Den australske The Moogai er mere uhyggelig og mindre kvalmende, selv om de mest inkarnerede horrorfans måske vil finde den lidt frelst.

Det starter langt ude på landet tilbage i 60’erne, hvor et par hvide mappedyr dukker op hos en aboriginerfamilie for at tvangsfjerne børnene, så de kan få en hvid opvækst.

Mændene jager to søstre gennem naturen til en hule, hvor den ene forsvinder. Mange år senere er den andens datter Sarah højgravid og topprofessionel. Hun blev selv tvangsfjernet som spæd og opfostret af en hvid familie.

Men efter hun har født, plages hun af skrækindjagende syner og natlige besøg af en fåmælt lille pige med fedtet hår og mælkehvide øjne.

”Han kommer!” hvæser hun, så Sarah bliver hylet ud af den. Hendes biologiske mor Ruth ved nok, hvordan man beskytter sig mod den slags, men Sarah skal ikke nyde noget af hendes overtro – i hvert fald ikke til en start.

The Moogai tager et tiltrængt opgør med den nedlejrede racisme i det australske samfund, men gysermekanikken er noget letkøbt med en tvivlsom plotlogik.

Men for Australiens indfødte befolkning er de stjålne generationer et traume, som får sig en passende repræsentant i Jon Bells monsterfilm: Moogaien, et kridhvidt menneskedyr med lange fingre og to ondskabsfuldt smilende ansigter.

Dét billede er hele filmen værd.