Nyhed
29. maj 2018 | 13:21

Morgan Freeman benægter overgreb

Foto | Dean Semler
Morgan Freeman spiller selveste Gud i Bruce den almægtige fra 2003, men skuespilleren beder nok selv de højere magter om hjælp med at komme levende igennem anklager om sexchikane.

”Jeg har ikke skabt usikre arbejdsmiljøer og angrebet kvinder,” udtaler skuespilleren efter anklager om sexchikane og upassende opførsel.

Af Nicki Bruun

Det kom nok bag på mange, da Morgan Freeman i slutningen af sidste uge blev endnu en i rækken, der kom under anklage for chikane og upassende opførsel.

Otte kvinder beskyldte i en artikel i det amerikanske nyhedsmedie CNN den 80-årige skuespiller for at have befamlet dem eller kommet med upassende kommentarer.

Kort efter artiklens offentliggørelse undskyldte Freeman i en udtalelse over for alle, som måtte have følt sig ilde til mode i hans nærvær. Men efterfølgende har skuespilleren udsendt en anden pressemeddelelse, hvor han benægter at have begået overgreb på kvinder.

”Jeg er knust over, at mit 80 år lange liv risikerer at blive ødelagt på et øjeblik af artiklerne i torsdags,” starter Morgan Freeman om beskyldningerne, der kom i torsdags amerikansk tid.

”Alle ofre for overgreb og chikane fortjener at blive hørt. Og vi skal lytte til dem. Men det er ikke i orden at sidestille forfærdelige seksuelle overgreb med malplacerede komplimenter eller humor.”

Ingen angreb på kvinder
Morgan Freeman blev i artiklen af CNN beskyldt for at have skabt et usikkert arbejdsmiljø på sit produktionsselskab Revelations Entertainment, hvor kvindelige ansatte ifølge artiklens anonyme kilder ikke føler sig trygge.

”Jeg indrømmer, at jeg er typen, der prøver at få kvinder – og mænd – til at føle sig værdsat og rolige i mit selskab. Som en del af det har jeg ofte joket med og givet komplimenter til kvinder på en måde, som jeg troede var afslappet og sjov,” fortsætter skuespilleren i sin udtalelse, hvor han slår fast, at han aldrig bevidst har gjort noget for at skade nogen.

”Jeg fremstod tydeligvis ikke altid, sådan som det var tiltænkt. Derfor undskyldte jeg i torsdags og vil fortsat undskylde over for alle, som jeg har gjort kede af det, selv om det var utilsigtet.”

”Men jeg vil gerne gøre én ting klar: Jeg har ikke skabt usikre arbejdsmiljøer. Jeg har ikke angrebet kvinder. Jeg har ikke tilbudt ansættelse eller forfremmelse i bytte for sex. Antydninger i den retning er simpelthen forkerte.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko