”Branchen er bange for usympatisk hovedrolle”

Isabella Eklöf laver film uden omsvøb.

Det er tydeligt i Kalak, som byder på den mest markante åbningsscene i en dansk spillefilm længe.

Den unge mand Jan ligger i en lædersofa. Det er sommer i 1980’ernes København. Morgensolen strømmer ind gennem vinduet. Så kommer hans far ind billedet. Kort efter sutter faren sin store knægts pik af.

”Det er lige på og hårdt. Når du lægger ud med en voldtægt, skaber det stærke følelser hos publikum. Og du etablerer hovedpersonen. Vi sidder ikke og spekulerer på, hvorfor han er ude af fokus i sit eget liv,” siger 46-årige Isabella Eklöf og smiler til Kim Leine.

Kalak er hans historie.

Den selvbiografiske debutroman fra 2007 handler om Kim, der tager den mentale og fysiske flugt til Grønland efter farens utallige overgreb. Kims spirende seksualitet er både pirret og frastødt.

”Jeg kan godt lide, at filmen begynder på den måde,” siger 62-årige Leine, som har omformet roman til film sammen med Eklöf.

”Ja,” siger instruktøren. ”Vi forstår bedre, hvad Jan går igennem, når vi har set åbningsscenen. Der er ingen grund til at vente på noget, der kan vises så klart.”

Stille i storheden
Isabella Eklöf behøvede kun læse bagsideteksten for Kalak, før hun vidste, at hun ville filmatisere romanen.

I filmversionen er Jan hurtigt i Grønland. Han er sygeplejerske og kedelig familiefar. Det kan han slet ikke overskue. Han tager stoffer, går på druk og knepper sig gennem lokalbefolkningen.

Hustruen er ikke glad, men hun accepterer det. For hvor skal man tage hen med to børn, når bygden er lille og lokalsamfundet klaustrofobisk?

Isabella Eklöf på optagelse i Grønland sammen med to af børnene i filmen.

”Jeg har som barn bevæget mig i små samfund i Nordsverige. Derfor tiltalte det mig at undersøge de følelser gennem et andet værk,” siger Isabella Eklöf.

”Jeg kommer fra et forsagt miljø. I Nordsverige giver man ikke udtryk for sine følelser. Det er bedre at holde kæft end at tale. Kollektivet er vigtigere end individet.”

”En lille by larmer ikke i den store natur. Den er stille i storheden. Jo mere jeg læste af Kalak, jo mere genkendte jeg mig selv.”

Min far var psykopat
På spørgsmålet om, hvorvidt instruktøren kan genkendt forholdet mellem far og søn, tøver Isabella Eklöf ikke med svaret.

”Min far har aldrig voldtaget mig, men han var psykopat. Det var din far vel også, ik’ Kim?” 

”Er du sikker på, at du vil sige det i artiklen?” spørger Kim Leine overrasket. 

”Ja, for det er sådan, det er,” siger Isabella Eklöf, og Kim Leine fortsætter:

”Min far var også psykopat. Og pædofil. Jeg opdagede meget tidligt, da Isabella og jeg talte sammen, at vores historier måtte bøjes mod hinanden, hvis det skulle blive en god film.”

”Sådan havde jeg det også,” siger Eklöf.

”Jeg tror ikke, min far var pædofil, men han gjorde, hvad han havde lyst til. Han begik ikke overgreb på mig, men det gjorde han på andre.”

”Mit personlige stof kommer altid ind i mine film. Der skal være en genkendelighed et eller andet sted, hvis det skal være troværdigt, at det er mig, der laver det.”

Nøglescene?
De har arbejdet på filmversionen af Kalak siden 2018. Ligesom i romanen psykologiseres der ikke.

Filmen er beskrivelser.

Nadim Carlsens lyse billeder viser et sort sind i små rum. Jan driver omkring. Overgrebet sidder både i ham og biografmørket. 

Da han endelig åbner for en enkelt lille følelse, opstår nøglescenen i Kalak. Efter at have haft sex med en grønlandsk kvinde, fortæller Jan, at han som ung var udsat for gentagne voldtægter.

Den grønlandske kvinde kigger koldt på ham og siger, at det ikke kan bruges som en undskyldning. Hendes børn er blevet til ved overgreb.

”Da jeg selv oplevede det, kom skammen strømmende ind over mig. Det satte min tilværelse i perspektiv, men jeg lærte ikke nok af det,” siger Kim Leine.

”Jeg fortsatte og lukrerede på solidariteten. I stedet for at føle sig set forsøger filmens hovedperson at gemme sig endnu mere.”

Leine kigger over mod Eklöf. 

”Jeg synes ikke, det er nøglescenen,” siger hun.

”Jeg er mere demokratisk i min tilgang til historien. Jeg interesserer mig for alle personerne og ikke kun for filmens hovedperson. Den scene handler om ham – ikke om alle de mennesker, han omgiver sig med.”

”Det handler nok igen om personlig erfaring. Jeg har ikke oplevet det her, så jeg ser det udefra. Kim har stået midt i det.”

Mand på eventyr
I Kalak er hovedpersonen i Grønland med sine egne værdier og forestillinger om, hvad han skal. På sin vis er det en film om kolonialisme. Jan kolonialiserer sin seksualitet på grønlandske kvinder.

”Det var svært at finde balancen, når det kom til, hvordan han skulle præsenteres,” siger Isabella Eklöf. 

”Vi kan ikke lide kolonialisme, men hovedpersonen gør mange af de ting, kolonialister altid har gjort. Jeg synes, det var hårdt at arbejde med. Hvad tænker du, Kim?”

”Min holdning er, at hvis folk ser noget postkolonialistisk i en mandlig sygeplejerske, der er sammen med grønlandske kvinder, må de gerne det, men det siger en del om deres verdensbillede,” siger Kim Leine.

”For mig handler filmen om en mand, som tager på eventyr. Da eventyret ikke viser sig at forandre ham, ender han i en krise.”

– Er hovedpersonen ikke nærmest det modsatte af eventyrlig? Han er dyster og forsagt, og hans valg er svære at forstå?

”Det gør ham forhåbentlig interessant,” siger Kim Leine.

”Idéen er, at der ikke skal forklares noget. Historien lægges bare frem, og tanker og følelser uddelegeres til læseren. Jeg ser det som en invitation til, at publikum kan engagere sig. Hvis film ikke er åbne, er de hurtigt glemt. Så lever de ikke videre.”

Alt kan retfærdiggøres
Isabella Eklöf sukker.

”Der er mange i filmverdenen, som er bange for, at publikum ikke bryder sig om en films hovedperson. Det forstår jeg overhovedet ikke! Jeg elsker Michael Haneke, men jeg bryder mig ikke om hans hovedpersoner. Heldigvis, de udfordrer mig.” 

”Tænk på Kubricks Lolita,” siger Kim Leine. ”Vi forstår næsten Humbert Humbert, selv om vi ikke har lyst til at forstå en pædofil.”

”Vi kan have empati med alle mennesker, hvis de bliver præsenteret interessant eller mystisk nok. Det, der kan være farligt med film, er, at vi, der ser med, lokkes til at have empati med folk, vi slet ikke burde have empati med. På film kan alt retfærdiggøres,” siger Isabella Eklöf.

– Er det manglen på empati, som gør, at Jan ikke bliver hjemme hos hustru og børn? 

”Det er det, jeg har undersøgt i romanen. Og det, som vi håber, publikum vil tænke videre over, når de har set filmen,” siger Kim Leine. 

”Hovedpersonen er for meget optaget af sig selv frem for sine nærmeste. Han har større empati for de grønlandske kvinder end for sin kone. Udefra set har han medfølelse med de forkerte. Det betyder, at publikum bliver nødt til at forholde sig til ham.”

Han bider sin egen sætning af.

”Jeg sidder og tænker på, om det er muligt at føle empati med hans kone? Hun lader ham gøre, hvad han lyst til, mens hun venter derhjemme. I filmen er hun næsten en ikke-karakter.”

”Hun vil sikkert fremstå uforståelig, og alligevel tilsiger vores normer, at hun er den, der bliver svigtet. Derfor skal vi per automatik føle empati med hende, men hvorfor siger hun ikke fra?" 

– Mon ikke de fleste vil tænke, at når hun er rejst med ham til Grønland, skylder han hende i det mindste troskab?

”Muligvis. Men det har vel at gøre med hans traume. Med hans flugt. Det er essensen her. Jeg skrev Kalak for at rydde op i mit liv og forstå mine valg,” siger Kim Leine.

Elsker at provokere
Isabella Eklöf har tidligere oplevet at få stærke reaktioner på sine film.

I afgangsværket fra Den Danske Filmskole, Noter fra kælderen, som kan ses på Ekko Shortlist, følger man i overbelyste billeder en pædofil mand. Han har spærret en lille pige inde under et faldefærdigt hus.

Siden modtog instruktøren Bodil-prisen for spillefilmdebuten Holiday. Den handler om en ung kvinde, der befinder sig et sted mellem fysiske og psykiske ydmygelser. Og en ultimativ hævn.

Biografgæsterne var både ellevilde og rasende. Michael Haneke møder Ulrich Seidl i et feministisk univers.

”Jeg har fået langt flere positive reaktioner med Kalak, end jeg gjorde med Holiday. Publikum bliver ikke nær så provokeret. Der er langt flere kulturmennesker, som klapper mig på skulderen den her gang,” siger hun.

”Holiday gjorde både feminister og anti-feminister vrede. Det var noget værre noget!”

– Kan du godt lide at provokere?

”Absolut! Hvis du bliver provokeret, tænker du dybere over, hvad det er, du ser. Mere kan jeg ikke ønske mig. Når jeg ser tilbage på Holiday, tænker jeg på den som en stilsikker lille film. Jeg har været mere modig med Kalak.”

Storhed og elendighed
I Kalak spiller amatører over for professionelle. Kameraet er håndholdt. Det skaber en distance til den i forvejen uforklarlige hovedperson.

”Jeg er virkelig glad for, at mennesker fra Østgrønland får krop og sjæl i en dansk film. De er ikke bare kreaturer i baggrunden for en historie om danskere,” siger Kim Leine.

Her kommer den nyslåede manuskriptskriver ind på noget, der er essentielt ved Kalak som film. Den underliggende historie er et nyt blik på Grønland. 

Dansk film har i nyere tid ladet det store sneland mod nord spille andenviolin. Uanset om det er i fortællingen om magtkritik i Louise Friedbergs Eksperimentet eller som politisk brik i et større spil i Vores mand i Amerika og Borgen.

”Det var helt bevidst, at vi skulle være i små rum. Barer, køkkener og hospitalsstuer. Grønland har altid været i klemme mellem, hvad landet er, og hvad forestillingen om landet er. I klemme mellem storheden og elendigheden. Nu viser vi almindeligheden,” siger Leine.

”Men derfor kan der godt være drama,” siger Isabella Eklöf.

Poetisk film
Hvor romanen veksler mellem Danmark, Norge og Grønland, foregår filmen stort set kun i Grønland. Samtidig er afslutningsscenerne vidt forskellige.

I romanen river Kim breve fra sin far i stykker og kyler dem op i vinden. I filmen søger han tilbage til København for at opleve katarsis. Det er en nådesløs slutning. Jan tager det ultimative opgør med sin far.

”Når vi ser værket udefra frem for at være inde i et menneskes hoved over flere hundrede sider, skal der andre greb til. Jeg ser filmen mere poetisk end prosaisk,” siger Isabella Eklöf.

”En sygeplejerske, der tager sig af andre, men som ikke kan tage sig af sig selv og sine nærmeste, er interessant at skildre. Men det er op til publikum at tolke på det og tænke videre.”

”Fælles for de to afslutninger er, at hovedpersonen tager afsked med sin far,” siger Kim Leine.

”Jeg har det godt med, at det er min historie bearbejdet af Isabella og påvirket af hendes tanker om, hvad der kunne eller måske burde være sket. Sådan skal det være, når mennesker mødes.”