Mørkets hjerte i Solens By

Omtrent midt i Asger Leths halvanden time lange dokumentarfilm Ghosts of Cité Soleil ser man — som i en serie af blitzglimt i et ellers uigennemtrængeligt mørke — en overbelyst digitalvideo-optagelse af flere hundrede lig, smidt hulter til bulter oven på hinanden med forvredne ansigter og lemmerne strittende i de mest unaturlige retninger. Blitz, lig, kulsort mørke ... i så hurtige klip, at chokeffekten nærmest bliver subliminal og desto mere uafrystelig.
  
"En dag i Port-au-Prince kom jeg sammen med en dansk fotograf tilfældigt forbi det, der svarer til Rigshospitalet i København, og så en kvinde med liget af en lille pige under armen," fortæller Asger Leth.
  
"Hun var på vej ind for at aflevere sin døde datter på lighuset, og vi gik med derind. Jeg filmede ikke hende, da hun jo var i dyb sorg, men blev bagefter hængende og snakkede med bedemanden og fik efter lang tid lov til at se selve lighuset i kælderen. Der var bælgravende mørkt dernede, ingen aircondition og ingen belysning. Der stank forfærdeligt, ubeskriveligt, og man vadede igennem blodet på gulvet. Jeg havde ikke nightvision med, men filmede simpelthen bare løs ind i mørket, mens fotografen fyrede sin blitz af ved siden af mig igen og igen for at give mig lidt lys."
  
"Det var som at stirre lige ind i helvede i de glimt, hvor man kunne se bunkerne af lig. Og det slog mig, hvor uværdigt det var for de døde at blive behandlet så ligegyldigt. Der var vel 500 lig på gulvet og på nogle træhylder langs væggene, og det var lidt som at se en dukkeforretning, der var blevet bombet, fordi hoveder, arme og ben bare hang og daskede ned fra hylderne og fik ligene til at ligne store, ødelagte dukker. Stanken hang ved mig i dagevis, i håret og huden, og jeg måtte vaske tøjet og koge mine sko flere gange for at få det hele nogenlunde rent."
  
Sang og endeløs slum
Den 35-årige københavnske instruktør debuterer med et brag af en dokumentarfilm om det krisehærgede Haiti. Filmen har potentiale til at blive såvel en kunstnerisk som en kommerciel succes — ikke bare i Danmark, men også i udlandet, hvor den ventes at få verdenspremiere i begyndelsen af næste år.
  
Allerede i den første scene af Ghosts of Cité Soleil fornemmer man, at dette er noget helt specielt. En gruppe unge sorte mænd drøner i bil igennem et støvet, fattigt byområde med hornet i bund, joints i kæften og skarpladte automatrifler stikkende ud af vinduerne, mens Tupac Shakurs Never Be Peace dunker fra båndoptageren og chaufføren synger med på omkvædet. Det er stærkt, lækkert — og hamrende politisk ukorrekt ...
  
Det håndholdte kamera, de vekslende filmformater, de feberagtigt glødende, "slidte" farver, de scratchende klip, det oppumpede tempo og de hidsende, synkoperede beats på lydsporet går op i en højere, musikalsk enhed, der suger én ind i dette kaos. Selv om tilskueren indimellem får lov til at slappe af med enkelte poetiske stemningsvignetter — hvori man kan ane, hvor smukt et sted Haiti kunne være! — er pulsen faretruende høj i dette apokalyptiske adrenalinsus af en film. Og faretruende tæt på døden. Og dermed livet ...
  
Vi sidder i Asger Leths lejlighed på Vesterbro og snakker om det tragikomiske i, at almennyttige boligblok-kvarterer med pæne, moderne lejligheder og masser af grønt græs og frisk luft herhjemme kaldes for "ghettoer" af danske politikere, journalister og såkaldte eksperter, der givetvis aldrig har været i en rigtig ghetto.
  
Dét har Asger Leth, og han har oven i købet fået en film med ud derfra. En film, hvis hovedpersoner siden indspilningen er endt i det samme lighus, hvor Leth så ind i helvede. En film, der foregår i ghettoen med det grotesk eufemistiske navn Cité Soleil i Port-au-Prince, et slumkvarter med omkring en halv million indbyggere, flere tusinde bevæbnede bandemedlemmer og en gennemsnitslevealder for mænd, der ligger tungt i slutningen af 30'erne. Et slumkvarter uden vand, strøm, kloakering, hospital, politi, skoler, butikker, mad eller så meget som én tot græs i det endeløse, forurenede blik- og betonhelvede.
 
Ikke spor skudsikkert
"Jeg har filmet i mange slumkvarterer i verden — i favela'erne i Rio de Janeiro, i Cape Flats i Sydafrika og i Bombay, og jeg har aldrig set noget værre end Cité Soleil," siger Asger Leth. "Under min anden tur til Haiti under optagelserne filmede jeg selv meget dernede i ghettoen, og det var ikke rart. Man skal tage et valg, hvis man påtager sig sådan en opgave: Man skal nærmest være klar til at dø for det. Vi kunne ikke engang have skudsikre veste på, fordi der var en tendens til, at det var dem med skudsikre veste, der blev skudt mest efter. For man måtte jo være en vigtig person, hvis man havde en skudsikker vest på!"
  
"Jeg blev selv beskudt af bandemedlemmer to gange under optagelserne, og jeg lærte noget om mig selv. Nemlig at jeg kan tage fat i min egen angst og beslutte mig for ikke at være bange. I hvert fald ikke så bange, at jeg ikke kunne gøre mit arbejde færdigt. Det var nok også en kæmpe fordel, at jeg har været så tit i Haiti. Jeg er kommet der, siden jeg var tretten, og efter at min far flyttede fast dertil omkring 1990, har jeg været der stort set fast en måned hvert år. Det er selv under normale omstændigheder et barskt sted, hvor der ligger lig på gaden, og ligene får lov til at rådne op i dagevis, inden de bliver fjernet — dén slags havde jeg set allerede."
  
"Efter alle de rejser derover har jeg fattet én grundlæggende ting, og det er, at Haiti aldrig ændrer sig. Diktatorerne og regimerne skifter, men de rige er rige og de fattige er fattige, og der kommer altid et nyt kup på et eller andet tidspunkt. Det er som at læse en åben bog, og dét har jeg længe haft lyst til at lave en film om. Jeg havde bemærket, at utilfredsheden med præsident Aristide steg og steg, fordi han var begyndt at blive korrumperet og bruge de samme voldelige metoder som sine forgængere, selv om han ellers var den første demokratisk valgte præsident i landets over 200 år lange historie som selvstændig nation."
  
"Det er, som om kriserne i Haiti har en ganske bestemt dramaturgi, og da det væbnede oprør startede i det nordlige Haiti i slutningen af 2003 og der var store demonstrationer imod Aristide inde i selve Port-au-Prince, vidste jeg, at tiden var inde til at lave min film."
 
Karismatisk gangsterleder
Asger Leth gamblede. Han tog et stort banklån og nåede at lande i Haiti, inden al flytrafik blev suspenderet af sikkerhedsårsager. Da han ankom i februar 2004, var det ikke blot midt i en blodig borgerkrig, men også i et stykke virkelighed, der overgik enhver tænkelig form for fiktion.
  
Ikke mindst i kraft af den karismatiske gangsterleder 2Pac (opkaldt efter den myrdede amerikanske gangster-rap-stjerne Tupac Shakur), der er filmens omdrejningspunkt som en af de fem mest magtfulde bosser for de berygtede kriminelle bander les chimères ("spøgelserne") fra Cité Soleil, som Aristide-styret inden dets fald i 2004 forsynede med våben og satte ind imod demonstranter og rebeller som en slags hemmelig hær. Men samtidig er 2Pac også en begavet, følsom og talentfuld fyr i starten af 20'erne, der drømmer om at slå igennem i USA som rapper og få et bedre liv for sin familie — og som på soundtracket endda beviser, at dét muligvis heller ikke ville have været helt udelukket. Hvis han altså ikke lige havde levet et liv, der får de fleste amerikanske gangsterrapperes røverhistorier til at minde om godnateventyr for børn ...
  
Hvor meget af en gambling det egentlig var for Leth at tage af sted til Haiti med et banklån, han ikke havde dækning for i sin privatøkonomi, og diverse (dyrt) lånt udstyr — uden nogen aftaler med Filminstituttet eller noget dansk filmselskab (endsige en god forsikring) som rygstød — fremgår af det held, det var, at han overhovedet kunne komme i nærheden af en livsfarlig mand som 2Pac og dennes tilsyneladende decideret psykopatiske bror Bily. For slet ikke at tale om deres stærkt bevæbnede "soldater", der i filmen vælter råbende og skrigende rundt i gaderne med død i øjnene og alt for meget crack, pot og testosteron i blodet.
  
"Jeg havde tidligere i 2003 fået en kontakt til en ung serbisk nødarbejder, Milos Loncarevic [filmens medinstruktør], der sammen med sin franske kæreste Lele [Éléonore Senlis] befandt sig i Cité Soleil som de eneste to hvide tilbage og som kunne komme og gå der, som de ville — hvilket ellers er livsfarligt for hvide! — fordi de hjalp de lokale og var blevet venner med bandechefen 2Pac. At Milos samtidig var fotograf og tog en masse stillbilleder dér, gjorde det kun endnu bedre. Det var et scoop i forhold til, hvilken film jeg gerne ville lave — en film, der både var spændende som en spillefilm og meget autentisk. Jeg ville aldrig selv kunne være taget ind i Cité Soleil og filme uden nogen kontakter."
 
Wyclef vild med projektet
"Det blev hurtigt klart, at filmen skulle fokusere på de to brødre 2Pac og Bily. Især stod det klart, at 2Pac var en slags hovedkarakter, fordi han havde haft så dramatisk et liv og var så spændende, karismatisk og velformuleret en person. At han samtidig var gangster-rapper og drømte om at blive stjerne i USA, gav det kun en yderligere dimension, en indre konflikt og et ydre projekt, hvis man skal tale i spillefilmterminologi. Undervejs opstod der så også en anden konflikt, en krig i krigen imellem de to brødre, som i løbet af optagelserne kom mere og mere på kant med hinanden."
  
— Hvorfor gik de med til at blive filmet så tæt på?
  
"De var jo i en desperat situation. Uanset om de havde lyst til at kæmpe for Aristide eller ej, så blev de nødt til det, fordi de ellers ville blive slået ihjel af hans folk. Og samtidig var der en oprørsstyrke på vej nordfra, som ønskede at dræbe dem, fordi de hjalp Aristide — og for at overtage deres totale magt over Cité Soleil."
  
"De vidste begge to, at de snart skulle dø, og derfor ville de gerne have mig til at fortælle deres historie videre og være en slags advokat for dem, fordi de normalt skildres uden nogen sympati i de internationale medier. Jeg ønskede ikke at forherlige dem, men samtidig kunne jeg også godt se, at de var det eneste bolværk imod det totale anarki i Cité Soleil — og at tingene sandsynligvis ville blive endnu værre uden dem."
  
"Samtidig var der utroligt nok hos dem og de andre bandemedlemmer et spirende håb om, at det ville blive sværere for både Aristide og rebellerne at slå dem ihjel, hvis de var blevet skildret i de internationale medier. Filmen kunne være en form for garant for deres liv. For 2Pac, som jeg blev rigtig god ven med, var det vel også et middel til igennem mig at komme i kontakt med den haitiansk-amerikanske rapper Wyclef Jean, der var hans store helt og forbillede. Vi udnyttede hinanden, kan man vist godt sige."
  
— Hvordan kom hiphop-stjernen Wyclef Jean fra The Fugees med som executive producer og skaber af soundtracket?
  
"På Haiti betyder musik fantastisk meget, og hvis Wyclef stillede op som præsident til et valg på Haiti, ville han blive valgt. Musikken er det eneste, alle på øen kan være fælles om. Noget andet, der har næsten lige så stor betydning for indbyggerne, er drømmen om at udvandre fra Haiti til USA og blive rige, så de kan hjælpe deres familier derhjemme. Og Wyclef har realiseret begge dele — både at skabe sin egen musik og opnå succes som indvandrer i USA — så han er nærmest en gud for de fattige."
  
"Til at begynde med ønskede jeg egentlig ikke at involvere Wyclef, fordi det ville påvirke historien for meget, men en dag, da 2Pac var inde at besøge mig på mit hotel i byen, mødte han en haitiansk musiker, der boede i USA og kendte Wyclef personligt. Wyclef kunne godt lide 2Pacs musik og blev på den måde involveret i filmen. Først for at lave en plade med 2Pac og derefter for at lave soundtracket til filmen."
  
"Jeg holdt senere et møde med Wyclef i New York for at vise ham den promo, som jeg på halvvejen var taget hjem til Danmark for at klippe og vise til forskellige filmselskaber for at skaffe nogle penge, da mit lån var ved at være brugt. Da Wyclef så promoen, blev han så vild med projektet, at han på stedet besluttede sig for at være med til at finansiere det. Dagen efter fløj vi sammen ned til Haiti, på trods af faren for en kendt person som ham, og på trods af, at han ikke havde været dernede i flere år. Han nåede heldigvis at møde 2Pac, inden det var for sent ..."
 
Billedsprog med barnemælken
Asger Leth har ikke filmtalentet fra fremmede. Han er søn af filminstruktøren og cykelsport-kommentatoren Jørgen Leth (se side 52), hans mor er filmklipperen Ann Bierlich, der i dag er produktionschef for Nyhederne på TV 2 — og begge har hjulpet Asger med Ghosts of Cité Soleil.
  
"Jeg er vokset op med klippebord i kælderen og filmselskab i stuen. Som dreng spillede jeg små roller i forskellige film og rejste på optagelser med min far over hele verden. Jeg havde nok derfor i en del år et trip med, at jeg absolut ikke skulle være ligesom de andre filmfolks børn, der alle sammen totalt forudsigeligt ender i filmbranchen, så jeg læste jura i fire år. Men mens jeg læste, begyndte jeg at arbejde fra bunden med tv og reklamer, og ja, så endte jeg alligevel det samme sted til sidst."
  
"Jeg har fået min fars billedsprog ind med barnemælken og tidligt lært, at en dokumentarfilm også kan være ekstremt subjektiv og eksperimenterende. Den kan være et digt. I modsætning til spillefilmen er der ingen regler, men det var alligevel en ambition for mig at bruge noget af spillefilmens dramaturgi, så Ghosts of Cité Soleil blev drevet af den personlige historie, og samtidig skulle den være en visuel oplevelse."
  
— Er det ikke risikabelt at debutere med en dokumentarfilm, ja, oven i købet med en dokumentarfilm om Haiti, når man er dokumentarmesteren og Haiti-eksperten Jørgen Leths søn — selv om din film er meget anderledes end hans?
  
"Jo, er du tosset, mand! Det har holdt mig tilbage i mange år, og det er derfor, jeg primært har arbejdet på andres film indtil nu. Men til sidst blev jeg så provokeret af den tankegang, at jeg tænkte, at det var lige præcis dét, jeg skulle gøre: Lave en dokumentarfilm ligesom ham, en dokumentarfilm om hans hjemmebane Haiti."
  
"Jeg har ikke lavet denne film som et opgør med min far, men som en udfordring for mig selv, fordi jeg ved, at jeg alligevel vil blive sammenlignet med ham. Så jeg kunne lige så godt kaste mig ud i det tilsyneladende mest vanvittige projekt med det samme i stedet for bevidst at prøve at distancere mig fra min egen baggrund".
 
Den politiske situation i Haiti er stadig yderst spændt. En stor del af de medvirkende i filmen, inklusive 2Pac, er i dag døde.