Morrissey-film uden The Smiths’ musik
Morrissey kan dårligt adskilles fra 80’er-rockgruppen The Smiths’ melankoli-hymner, som han skrev teksterne og lagde sin karakteristiske stemme til.
Den britiske sanger er netop blevet tristessens indie-konge på grund af Heaven Knows I’m Miserable Now, There Is a Light That Never Goes Out og This Charming Man.
Derfor virker det ikke oplagt at lave en biopic om Steven Patrick Morrissey uden at inkludere et eneste nummer af The Smiths. Men det er ikke desto mindre, hvad den spillefilmdebuterende instruktør Mark Gill har forsøgt med England Is Mine, der netop har haft premiere på Edinburgh Film Festival.
Ligesom Morrissey er Gill opvokset i Manchester. Han har tidligere været Oscar-nomineret for kortfilmen The Voorman Problem (2011), og nu har han altså filmatiseret Morrisseys depressive teenageår – tiden før sangeren blev en stjerne.
Titlen England Is Mine er hentet fra nummeret Still Ill, der optræder på debutalbummet The Smiths fra 1984. Men heller ikke denne sang afspilles i filmen, da Gill og filmholdet ikke har haft rettigheder til bagkataloget.
Seks uger i en seng
Siden The Smiths-dagene har Morrissey udsendt flere soloalbums, og med alderen har han fået endda meget bastante holdninger. For år tilbage sammenlignede han kødspisere med pædofile.
Skotske Jack Lowden, der senere på sommeren er aktuel i Christopher Nolans Dunkirk, har fået til opgave at gestalte Morrissey i de unge, mere introverte år.
Efter premieren på England Is Mine bemærker Neil Young fra The Hollywood Reporter, at Lowden ikke har særlig stor fysisk lighed med sangeren, og desuden mener kritikeren ikke, at den 26-årige skotte ligner en fløs på sytten.
Youngs endelig dom lyder, at England Is Mine er en ”half-cocked affair”. Og det amerikanske brancheblad Screen er lige så lunken.
”Af alle perioder i Morrisseys liv man kunne fokusere på, så er den, hvor han tilbragte seks uger i en seng paralyseret af tvivl på egne evner og generel elendighed måske ikke den mest dramatisk fængende,” skriver Wendy Ide.
Det er endnu uvist, om England Is Mine får danske biografpremiere.
Kommentarer