Nekrolog
15. nov. 2018 | 16:22

Morten Grunwald er død

Foto | Rolf Konow
Benny (Morten Grunwald) bevæger sig lettere skeptisk ind i en tysk bunker i jagten på en begravet naziskat i Olsen-banden i Jylland fra 1971.

Den folkekære skuespiller er gået bort 83 år gammel, men vil blive husket for sin joviale charme foran kameraet og sit dedikerede engagement i dansk kulturliv.

Af Nicki Bruun

Det er blot en måned siden, den folkekære skuespiller Morten Grunwald fortalte, at han var alvorligt kræftsyg, men ikke ønskede behandling.

I går aftes blev så den sidste i livet for Grunwald, der især vil blive husket for rollen som Benny i Olsen-banden, hvor han skabte liv og glade dage med gule sokker og slaglinjen: ”Skide godt, Egon!”

Morten Grunwald døde 83 år gammel efter et lille døgns indlæggelse på Sankt Lukas, oplyser skuespillerens familie til Politiken.

Grunwald fortæller i det nyeste nummer af Ekko om et gribende filmminde. Sent i livet mødte Grunwald en østtysker, der havde lært dansk ved at se Olsen-banden-filmene, mens han i 70’erne sad indespærret i et Stasi-fængsel.

Men herhjemme i Danmark har Morten Grunwald, der ville være blevet 84 den 9. december, en plads i hjertet hos de fleste.

Foruden den ikoniske rolle i Olsen-banden kan nævnes hans medvirken i Fem mand og Rosa, som skuespilleren vandt en Bodil for i 1965. Her spiller han den lige dele gemytlige og ungdommeligt frække indbrudstyv, der går under navnet ”Smukke Arne”.

Charmerende og rørende
Morten Grunwald blev født i Odense som søn af en tysk-polsk indvandrer-far og en fynsk mor.

Han blev først elev på Odense Teater sidst i 50’erne og kom siden på Det Kongelige Teaters elevskole, hvorefter han hurtigt begyndte at få større roller både i teatret og på film.

Grunwald blev et ansigt på den joviale, folkelige og charmerende danskhed med roller i farcer og lystspil og gennem 60’erne, men viste også spændvidde i 70’erne, hvor han begyndte at få skurkeroller.

Han er dybt menneskelig som faren Ralf i Linda Wendels Ballerup Boulevard fra 1986, og skuespillerens sidste rolle foran kameraet blev i Bille Augusts Stille hjerte fra 2014.

Også her er han rørende som aldrende Poul, der står bag konen Ester (Ghita Nørby), når hun inviterer familien hjem til et sidste gensyn, inden hun vælger livets endeligt med aktiv dødshjælp.

Sans for forretning
Foruden skuespillet var Morten Grunwald også dybt engageret i livet bag scenen.

Han overtog i 1980 teatret Allé-Scenen, som han omdøbte til Betty Nansen Teatret. Det stod han i spidsen for frem til 1992, hvorefter han i 90’erne var chef på Østre Gasværk.

Han var alle dage voldsomt dedikeret i kulturlivet og sad fra 1986 til 1988 i bestyrelsen for Det Danske Filminstitut.

Helt så stor succes som vanligt havde han dog ikke i virket som filmkonsulent på Filminstituttet. Den stilling bestred han kun to år fra 2001 til 2003, men den ellers meget engagerede konsulent fik aldrig samme tag i det job, som han havde foran kameraet.

I Søren Faulis tv-film Den store kul-tur fra 1996 leverer han en veloplagt parodi på en desperat kulturborgmester, der skal lave en succes for en stak millioner kroner.

Ifølge Morten Piils portrætbog Danske filmskuespillere var Morten Grunwald dog en mand med sans for forretning. Han påtog sig at forhandle løn til sig selv og sine to medskuespillere og fik angiveligt Nordisk Film til at betale dem hver 200.000 kroner per film i 70’erne.

Scene fra Olsen-banden går amok (1973)

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko