Morten Hartz Kaplers får Dreyer Prisen

Vi hører fra tid til anden om vigtigheden af, at græsrødderne i dansk film bliver vandet og gødet og plejet.

For alle er enige om, at det er fra vækstlaget og ikke fra veteranerne, at fornyelsen skal komme.

Fint nok, men alligevel er der en tendens til, at Tordenskjolds soldater står for de fleste af opgaverne i dansk film.

Måske er det også lidt græsrøddernes egen skyld, for selv med al mulig velvilje mobiliseret kan det undertiden alligevel være svært at få øje på alle de spændende talenter på randen af et gennembrud, som vi så gerne vil forestille os i miljøet.

Styrke, mod, visioner
Så meget desto større er fornøjelsen, når vi i år - i stedet for at juble i kor over fin dansk mainstream - kan give Carl Th. Dreyer Prisen til Morten Hartz Kaplers, en alternativ stemme der har markeret sig med styrke, mod og visioner i det forgangne år. Og vi håber, at han med prisen (50.000 kr., red.) for råd til at lave mindst én no budget-film!

Morten brød igennem med et brag af en film.

AFR er et dristigt og virtuost udført genreeksperiment, den første overbevisende mockumentary på dansk grund, hvor løgn og forfalskning og rekonstruktion skaber sande billeder, der utvivlsomt er egnet til at "virke skadelig på unge menneskers virkelighedsopfattelse".

Filmen er også en kontrafaktisk og kontroversiel politisk fabel om idealismens trange kår i verden. Og endelig er den en hyper-original kærlighedshistorie.

"Fucking anarkist"
Morten spiller selv Emil, politisk aktivist, "fucking anarkist" og idealistisk uromager, der uventet finder den store kærlighed i Anders Fogh Rasmussen, sådan som den store kærlighed altid må være uventet.

Da statsministeren til syvende og sidst ikke tør udleve denne normbrydende lidenskab, begynder Emils deroute - med fortvivlelse, chikane, fængsling og - måske allerværst - afslag fra Det Danske Filminstitut.

Men ud af den forliste kærlighed vokser også et politisk klarsyn hos statsministeren, der kaster sig ud i et storslået internationalt hjælpeprogram, der skal frelse Afrika.

Bedste rolle til politiker
Det politiske drama er lidt af en sjældenhed i dansk film. Strengt taget har vi vel kun Hoger-Madsens Folkets Ven, en stumfilm fra 1918, og Nikolaj Arcels Kongekabale, samt selvfølgelig Krøniken, hvor Jens Otto Krag kommer forbi.

Ind i dette udsøgte selskab kommer så AFR.

Anders Fogh Rasmussen spiller den anden hovedrolle, utvivlsomt den bedste rolle, nogen dansk politiker har spillet på film. Ja, man skal vel til Ronald Reagans Hollywood-fortid for at finde filmroller af samme karat. Blandt de medvirkende må også fremhæves Pia Kjærsgaard i en ganske god præstation. Foghs nye allierede Naser Khader er også med. Han spiller dog kun en meget lille rolle, men det kommer vel ikke som nogen overraskelse.

Dreyers lidenskab
Kan man trække en forbindelse fra Morten Hartz Kaplers til Carl Th. Dreyer?

Ja, Dreyer lavede faktisk også en film om stor kærlighed mellem en moden, etableret mand og en ung mand. Det er den tysk producerede stumfilm Michael, baseret på det nærmeste Herman Bang kom til at skrive en bøsseroman. Her bliver den store maler forelsket i den unge Michael, men må med bedrøvelse se ham blive indfanget af en fyrstinde.

Dreyer selv var efter alt at dømme også på et tidspunkt i tvivl om sin seksuelle orientering, men den afgørende lidenskab i hans liv var og blev dog filmen, hvor han forstod at "forkaste alle de værdisæt, vi alle kender og er trygge ved - og så komme videre."

For nu at låne en sætning fra AFR.