Jury: Originale visioner og et kæmpe mod
OsWorld handler om de sociale medier, der er asociale. De skulle knytte os sammen, men ofte fjerner de os fra hinanden.
Hovedpersonen Osvald vil være kongen af sin verdens YouTube. Han overskrider konstant grænser for at få opmærksomhed. Hvor langt vil han gå? Vil han filme et selvmord eller sågar begå et mord?
Historiens elegante pointe er, at den hæmningsløse narcissist selv er offer for det vilde bæst, vi kalder internettet. På godt og ondt er det blevet altdominerende i vores liv.
Philip Hedegaard Povlsen har instrueret efter manuskript af Oskar Groot, og filmen er skabt med et lille hold på KBH Film- & Fotoskole, som har leveret mange gode film til Ekko Shortlist.
OsWorld er det foreløbige højdepunkt.
Den er ikke fejlfri, men den har kant og kraft. Den ligner rå, dystopisk sci-fi, som David Cronenberg lavede i 80’erne. Men det er vores egen skræmmende virkelighed. Man får ondt i maven og noget at tænke over.
Philip, vi håber, at du vil kunne bruge denne pris og de 25.000 kroner til at skrue lidt ned for tjenertjansen og tage det fulde skridt ind i filmbranchen. For branchen har brug for personer som dig. Med originale visioner, et kæmpe mod og evnen til at skabe filmkunst for få midler.
OsWorld er en lille perle, der overstråler mange ressourcetunge film. Derfor har den vundet hovedprisen ved Ekko Shortlist Awards 2021.
Ekko Shortlist Awards
Ekko Shortlist Awards hylder danske talenter og kortfilm.
Ottende udgave blev afholdt 27. november i Bremen Teater.
Juryen bestod af en række af landets bedste filmfolk.
Se OsWorld, der vandt Shortlist Prisen og 25.000 kroner.
Prisuddelingen er støttet af Det Danske Filminstitut, Producentforeningen og Nordisk Film.
Kommentarer