Muntert møde med dyster østriger

Med Amour har Michael Haneke lavet sin varmeste og blideste film til dato. Tilmed om det sørgeligste emne, man kan forestille sig: at se sin livsledsager dø langsomt under ydmygende omstændigheder.

Der var også en smittende varm atmosfære, da den ellers dystre østriger, som for to år siden vandt Guldpalmen med Det hvide bånd, tog imod verdenspressen i Cannes omgivet af sine hovedrolleskuespillere.

81-årige Jean-Louis Trintignant og 85-årige Emmanuelle Riva er det kultiverede par Georges og Anne, der befinder sig i deres livs efterår og bliver konfronteret med det aldrende livs skrøbelighed, da Anne får et hjerteanfald.

Isabelle Huppert spiller datteren Eva, som bor i udlandet, men efter ulykken vender hjem til Paris, hvor det meste af filmen udspiller sig i Georges og Annas herskabslejlighed.

Trintignant: ”Gør det ikke igen”
De tre skuespillere fik alle Michael Haneke, hvis lange ansigt og grå fuldskæg giver ham en alvorlig, nærmest stoisk udstråling, til at trække overraskende meget på smilebåndet i løbet af pressekonferencen.

”Det var exceptionelt at blive tilbudt en rolle af Michael Haneke, for han er en af de bedste instruktører i verden,” sagde Jean-Louis Trintignant, der vandt skuespillerprisen i Cannes helt tilbage i 1969 for sin rolle i Z.  

”Men jeg gør det ikke igen. Jeg led en hel del undervejs – det var meget smertefuldt, men også en smuk oplevelse,” fortsatte skuespilleren, som ikke har haft en filmrolle siden 2003.

”Jeg har aldrig arbejdet med en så krævende instruktør. Han kender selv de mindste detaljer af filmmediet, og det gør det meget svært at arbejde med ham. Jeg vil ikke anbefale nogen at gøre det!”

Filmholdet sled due op
At Michael Haneke er en særdeles perfektionistisk instruktør, forsikrede Jean-Louis Trintignant journalisterne om, da han beskrev arbejdet med en scene i filmen, hvor han jager en due.

”Michael ville instruere duen. Han syntes ikke, duen spillede specielt godt. Det tog to dage at lave den scene. Han fik duen til at gøre det om igen og igen. Vi måtte vist have to duer i rollen, for den ene gav op,” grinede skuespilleren, mens Haneke ved siden af lyste op i et stort smil og rystede afkræftende på hovedet.

Emmanuelle Riva kom dog instruktøren til undsætning med rosende ord.

”Det var en stor glæde at arbejde med Michael, og jeg syntes aldrig, det var svært. Det sværeste for mig var at køre i elektrisk kørestol, for jeg var bange for at drøne ind i væggen. Michael prøvede selv stolen, og han var utrolig god til det, så han sagde bare: ’Se, hvor let det er.’”

Publikum lider
Isabelle Huppert bemærkede til stor moro for journalisterne det paradoksale i, at hun engang har spillet Trintignants hustru, mens hun i Amour er hans datter. Og hun indskød, at hun modsat Trintignant ikke ville takke nej, hvis instruktøren igen tilbød hende en rolle.

”Han er krævende, men det er også meget tilfredsstillende. Man får utrolig meget tilbage. Jeg kan rigtigt godt lide at se mig selv i hans film,” sagde skuespilleren, der blev spurgt, om man som skuespiller lider under optagelserne af Hanekes sjælerystende film.

”Skuespillerne lider ikke – det er publikum, der lider,” svarede Huppert, der i 2001 havde hovedrollen i Hanekes Pianisten.

Instruktøren forklarede selv:

”Jeg har altid sagt, at det er hårdere for skuespillerne at se filmen bagefter end faktisk at spille rollen. Når man arbejder, er man så koncentreret om at gøre alting rigtigt, at man kommer til at betragte figuren på en kold måde.”

”Det er en romantisk anskuelse, at når man laver en sørgelig og tragisk film, så er optagelserne også sørgelige og tragiske. Der er mange eksempler på det modsatte – også på komedier, hvor optagelserne er ekstremt sørgelige!”

Indre musikalitet
En journalist havde især ladet sig betage af skuespillernes stemmer i Amour og ville vide, hvor meget Haneke instruerede i den del af skuespilkunsten.

”Jeg arbejder ikke med stemmer, men med følelser,” svarede instruktøren.

”Hvis følelsen er rigtig, bliver stemmen det også. Der er en indre musikalitet i dialog, som det handler om at finde. Det er ligesom i en opera.”

Men efter at have tænkt mere over spørgsmålet indrømmede Haneke:

”Jeg arbejder mere med mine ører end mine øjne. Da jeg instruerede på teatret, kiggede jeg ofte på mine fødder, og skuespillerne sagde: ’Du kigger ikke på mig.’ Jeg sagde: ’Jeg ser dig bedre på den her måde.’ Det er nemmere at høre, om en lyd er falsk, hvis man ikke har en masse andre, visuelle indtryk, så når vi optager, behøver jeg ikke altid se, men kan bare lytte.”

God til at sige ’ja’
Jean-Louis Trintignant tilføjede, at han aldrig havde arbejdet med en instruktør, der var så bevidst om de lydlige nuancer som Michael Haneke.

”Forleden var vi til en middag sammen, og Michael sagde til mig: ’Du var virkelig formidabel i filmen.’ Det blev jeg enormt glad for, og jeg spurgte, hvor han fandt mig formidabel. ’I måden, du sagde ja på,’ svarede han. Så blev jeg selvfølgelig nervøs for, om resten, jeg bidrog med, ikke var rigtigt,” sagde Trintignant.

Amour fører Screens internationale stjernebarometer sammen med Cristian Munguis Beyond the Hills. Filmen er også Ekkos chefredaktørs foreløbige favorit til at vinde Guldpalmen, som uddeles på søndag aften.