Musikken skaber stilen

1 time, 17 minutter og 28 sekunder.

Så lang tid varer interviewet med Kåre Bjerkø på min lille, hvide diktafon. Hvis man inkluderer det obligatoriske ”kaffe eller te?” (som endte med vand) og generelle høfligheder, snakkede jeg i en god films tid med filmkomponisten, som i øjeblikket er aktuel med musikken til Annette K. Olesens thriller, Skytten.

”Jeg havde en ide om, at jeg skulle lave noget med bigband,” fortæller Kåre Bjerkø.

”Men efterhånden som jeg arbejdede med det, måtte jeg indse, at der ikke eksisterede særlig meget jazz i filmens univers. Det var svært at argumentere for, hvorfor journalisten Mia Moesgaard (Trine Dyrholm) skulle lytte til det.”

På den måde dikterer film sin egen musik, forklarer komponisten, som har lagt jazz-kompositionerne i gemmerne til en anden film. Flere oprindelige ideer til Skytten ændrede sig løbende – også instruktørens forestilling om, at der ikke skulle være særlig meget musik i filmen.

”I virkeligheden lød bestillingen på noget meget mere afdæmpet. Men da jeg sad med det, kunne jeg ikke få det til at passe. Det, jeg havde lyst til, var noget fuldstændig overgearet rabalderlarm.”

En spand kul
Kåre Bjerkø har siden 1995 komponeret musik til film og tv-serier og kendes blandt andet for musikken til Henrik Ruben Genz’ Frygtelig lykkelig og Undskyld jeg forstyrrer, Søren Kragh-Jacobsens Det som ingen ved og Annette K. Olesens forrige spillefilm, Lille soldat.

Erfaringen har lært Bjerkø, hvad der fungerer, og hans musik kom til at ændre Skytten. Oprindelig var Skytten mest et drama om Mia Moesgaard, hendes journalistkarriere og privatliv.

Men musikken gjorde filmen til en thriller – en thriller om en idealistisk journalist versus miljøaktivisten og skarpskytten (Kim Bodnia), der beslutter sig for at tage miljøsagen i sin egen hånd, fortæller Kåre Bjerkø.

”Når man laver musik, skal man se på, hvad der ikke bliver gjort og fortalt. I Skytten endte det for mig med, at det kom til at handle om genre. Den sædvanlige thriller-tematik består af rytmiske figurer og bump og brag. Det er sådanne ting, der folder filmen ud og gør den stor. Det blev min opgave at give filmen en kæmpe spand kul,” siger han.

Den nordiske helt
Når Kåre Bjerkø laver musik til en film, er det for ham et forskningsprojekt – han vil lære nyt. Med Skytten ville han lære mere om dramaturgi og fortællemåder. Her stødte han på et interessant problem.

”Nogle gange blev vores skurk, skytten, simpelthen lidt for interessant. Han overtog fortællingen. Vi har en skurk, der tror på, at han kan ændre noget, og det gør han så meget bevidst. Det er sådan et underligt dilemma. Han har et politisk projekt, som han fører ud på en temmelig uheldig måde.”

”Men hvis man ikke passer på, så kommer musikken til at retfærdiggøre det projekt, som skytten har – og det dur ikke. Hans motiver er måske ædle nok, men hans måde at gøre tingene på er ikke ok.”

Et andet problem var så heltinden.

”Jeg oplever, at den nordiske helt – i modsætningen til den amerikanske helt – er rimelig passiv. Man tror ikke på, at man selv kan ændre noget i verden. Man ser mere sig selv som et lille hjul.”

”Når man som filmkomponist lægger musik på, går det tit på handlingen: ’Nu gør helten noget.’ Men det gjorde hun bare ikke rigtigt. Så jeg har været meget på udkig efter steder, hvor hun så handlede. Om det så bare var, at hun tog telefonen, så tænkte jeg: ’Det er en handling, nu gør hun noget – og nu vil jeg vise det med musikken.’”

De små vendepunkter
Så det var en udfordring for Kåre Bjerkø, da filmens hovedperson har en knap to minutter lang bilscene, hvor oplægget lød, at scenen ikke måtte gå hen og blive til en biljagt.

”I starten var det nærmest bare en scene med en kvinde, der sidder og kigger bange i bakspejlet. Jeg kiggede derfor på det mere dramaturgiske, for jeg var nødt til at forestille mig, at der var en masse tanker. For hun siger ingenting. Det er hendes indre historie om, hvad der sker.”

”Så jeg lavede nogle små vendepunkter: Først sætter hun sig ind i bilen. Hun bliver paranoid og føler, at hun bliver forfulgt. Så ved hun ikke, hvad hun skal gøre, og så går det ligesom op for hende, at hun er nødt til at gøre et eller andet. Hun er nødt til at tage ansvar for situationen. Men i virkeligheden sker der ikke noget i billederne. Det er alt sammen noget, jeg finder på.”

Hvis der ikke havde været musik til den scene, ville Kåre Bjerkø være bekymret for, om folk forstår den.

”Det er et godt eksempel på, hvordan man kan arbejde med musikken. Hvordan man kan beskrive en masse tanker og følelser, som egentlig ikke er der.”

Maskemusikkens dilemma
”Maskemusik” er termen for den musik, som klipperen i den tidlige fase lægger på billederne, så han har noget at arbejde efter. Det er ofte, før komponisten kommer på, og maskemusik kan for eksempel stamme fra andre film.

”Det er rigtig sjovt at sidde med en skidegod amerikansk filmkomponist, der har lavet noget virkelig godt, men du må ikke efterligne det!”

”Jeg har mødtes med andre i en lille filmkomponistklub, hvor vi har snakket om, hvor mange gange vi har lavet temaet til American Beauty. I 21 Grams er der et lille guitarstykke, jeg selv har lavet op til flere gange!” griner Kåre Bjerkø.

Derfor er han glad for, at han sammen med klipper Nicolaj Monberg og Annette K. Olesen lavede en pagt om, at der ikke kom noget maskemusik på Skytten. Alligevel lod Kåre Bjerkø sig inspirere af en film.

Batman på nethinden
”Jeg tænkte konstant på Christopher Nolans Batman, som var totalt overbud til Skytten. Det er ikke, fordi man kan lægge det samme musik ind, det er jo alt for heftigt. Det er en actionfilm i forhold til Skytten, men det var bare noget med, at der var knald på.”

Som tilskuer kan man altså risikere at sidde med billeder fra Batman på nethinden, når man ser Skytten.

”Ja, eller en masse andre film. Det er fuldstændig generisk,” indrømmer Kåre Bjerkø.

”Folk lægger jo ikke mærke til musikken. Det er heller ikke meningen. Den skal være usynlig. Den sniger sig ind af en eller anden sidekanal, hvor du måske er klar over, at der er musik, men du kan ikke nå at følge med i det.”

Skingre toner
”Jeg arbejder ud fra en overordnet teori om, at jeg kan vide, hvilken følelse et stykke musik vil generere i publikum,” fortsætter Kåre Bjerkø.

”Det må jeg antage, også for at kunne tale om det. Jeg mener, at høje, skingre toner er den indre trussel. Mens dybe lyde er noget truende, der kommer udefra. Hver eneste komponist har nok deres egne selvopfundne ideer.”

Bjerkø er ikke videnskabsmanden, der søger at bevise sine teser, men kunstneren, der arbejder intuitivt.

”Det vigtigste er i virkeligheden, at der er noget følelse i. Jeg bruger mig selv som målestok. Jeg prøver at glemme, at jeg selv har lavet musikken, jeg ser scenen og mærker efter, hvordan jeg har det.”