Musikvideoens dogmekunstner

Vincent Moon har et arabisk digt tatoveret på sin højre underarm. Digtet stammer fra den persiske digter fra det 11. århundrede Omar Khayyám og er ikke lige til at oversætte. Men budskabet er klart nok:

”Du ved ikke, hvad der vil ske i morgen. Du vil aldrig forstå, hvorfor du er her, og hvis du engang gør, vil du være død. Så fra nu af: Nyd livet og drik noget god vin.”

Den franske filmkunstner, der de seneste år har stået bag sin helt egen musikvideorevolution, kalder højre underarm for sin ”life reminder”.

Venstre arm, derimod, er hans ”day reminder”. Her skriver han med krøllet kuglepensskrift de ting ned, han skal huske at gøre, før han næste gang går i bad og vasker noterne væk.

Hans stil er kult
I 2006 opfandt Vincent Moon (hvis virkelige navn er Mathieu Saura) sine såkaldte Take Away Shows (på fransk: Les Concertes à Emporter): rå, korte musikfilm, hvor solisten eller gruppen spiller et eller flere numre live på et usædvanligt sted. Det er for det meste akustisk, der er som regel ingen forberedelse, og Vincent Moon filmer typisk det hele i én indstilling med sit håndholdte kamera.

Kald det anti-MTV, guerilla-film eller dogme-musikvideoer.

Moons stil er hurtigt blevet kult, og i dag har han filmet stort set alle de største navne på indierock-scenen: Sufjan Stevens, Bon Iver, Beirut, The Shins, Fleet Foxes, Grizzly Bear, Sigur Ros, Architecture in Helsinki, Phoenix, Andrew Bird og mange, mange flere.

Han har desuden lavet længere film med Arcade Fire, The National og R.E.M., hvis forsanger Michael Stipe er blandt de musikere, han har udviklet et særligt tæt forhold til.

Hans hjerte ligger dog langt væk fra mainstream. Han har lavet filmen Little Blue Nothing om de tjekkiske cellister Irena og Vojtech Havel og La Faute des Fleurs om den excentriske japanske folkesanger Kazuki Tomokawa. Og de seneste par år har hans Take Away Shows fokuseret på smallere, eksperimenterende kunstnere.

Ud i det offentlige rum
I aften har Vincent Moon inviteret en eksklusiv skare af film- og musikfans til et ganske alternativt arrangement under årets Cph:Dox-festival.

En hemmelig visning af hans nye værker til ære for de interesserede, der hurtigst skrev til ham på e-mail.

Forud er gået en grundig afsøgning af rammerne for arrangementet. Vincent Moon er blevet kendt for at tage musikken væk fra scenen og ud i det offentlige rum – til en park, en togstation, en baggård. Berømt er hans optagelse med Arcade Fire, hvor de spiller Neon Bible i en elevator.

Det giver derfor også sig selv, at hans egen optræden heller ikke skal spærres inde i en helt almindelig biograf.

Hipster-publikum
Gennem de seneste uger har Vincent skrevet til os jævnligt. Kendte vi mon et godt, anderledes og intimt sted?

Efterhånden indsnævrede han sig til Nørrebro og omegn, hvor han tog imod folks generøse tilbud og kiggede på lejligheder, lofter og kirker.

Til sidst faldt valget på den flippede kulturforening Bolsjefabrikken i indre Nordvest i København. Stedet passer perfekt til den 31-årige Moon, der med sort fuldskæg, grå hat, hvide fløjlsbukser og striksweater i turkis og blå tern falder naturligt ind blandt stedets hipster-publikummer.  

Vincent Moon slukker lyset i det lille, bundkolde og tætpakkede baglokale i Bolsjefabrikken. ”I bliver sikkert mindre generte, når det er mørkt,” siger han.

Hjemløs kunstner
Som flere andre af aftenens film bærer det første værk præg af Vincent Moons tilbagevenden til undergrundsmusikken. ARLT hedder bandet, medlemmerne er fra Frankrig og står foran at skulle udgive deres debutalbum.

Vi er i de to bandmedlemmers lejlighed. Vi er tæt på en fuldskægget mand, der synger fransk og følsomt, og vi hører en dyb kvindestemme, men ser hende ikke. Nysgerrigheden pirres. Langsomt bliver omgivelserne afsløret, så billederne indhenter lyden. Vincent Moons fortid som fotograf fornægter sig ikke.

I denne første af aftenens tre sessioner ser vi film fra den nordlige hemisfære. I de næste to sessioner tager Vincent Moon publikum med på en rejse til henholdsvis den sydlige hemisfære og en verden af eksperimental- og støjmusik.

Verden er bogstavelig talt Vincent Moons hjem, og hans liv er ét stort take away-show. Han har været på farten de seneste to år og boet hos folk, han kender eller har lært at kende.

Velhavende er han ikke, for han lægger alle sine film gratis op på nettet. Og han laver film for at møde mennesker, ikke omvendt. Man fornemmer det i hans optagelser. Nærværet er ægte og uforstilt.

Melankolsk bagtæppe
Vincent Moons film er ofte resultatet af tilfældigheder. Som den lille perle med den unge japanske sangerinde Nikaido Kazumi, der er hans egen favorit, og som han også viser for aftenens publikum.

Han var i Osaka i Japan for at arbejde med en anden musiker, som Nikaido Kazumi varmede op til. Da han hørte hendes stemme, kunne han ikke holde tårerne tilbage, og efter en våd tur i byen samme aften overtalte han hende til med det samme at filme hendes sang Above the Railway.

Filmen starter i undergrunden med den guitarspillende Kazumi, og i løbet af sangen bevæger hun sig op på gaden. De forbipasserendes latter, snak og fodtrin høres i baggrunden som et melankolsk bagtæppe i den japanske nat.

På Als med Efterklang
Vincent Moon har besøgt Danmark flere gange ved både Cph:Dox og musikfestivalen Spot. Han har lavet Take Away Shows med flere danske bands, blandt andre Choir of Young Believers, The William Blakes, Slaraffenland, I Got You On Tape og den højst originale Valby Vokalgruppe.

Et helt særligt forhold har han til kvartetten Efterklang. Forleden blev det offentliggjort, at Vincent Moon og Efterklang har lavet en cirka 50 minutter lang film, The Island, som får premiere til februar næste år. Titlen henviser til øen Als, hvor tre af bandmedlemmerne er vokset op, og hvor filmen er optaget over fire dage.

Ved aftenens arrangement løfter Vincent Moon sløret for et brudstykke af filmen. Lever resten af scenerne op til denne teaser, bliver det en film, hverken Vincent Moon- eller Efterklang-fans må snyde sig selv for.

Spøgelse på smugkig
Moons kamera sniger sig ind i guitaristen Rasmus Stolbergs barndomshjems lade, hvor en intim opførelse af nummeret Alike går i gang. Ved instrumenterne er – foruden de fire faste medlemmer – flere af de musikere, der ofte tilslutter sig bandets liveoptrædener, som for eksempel den multimusikalske amerikaner Peter Broderick.

Men også Als-drengenes forældre spiller for første gang nogensinde sammen med deres børn og bidrager med en, om ikke altid helt ren klang, så i hvert fald en varm stemning. Da sangen lakker mod enden, lister kameraet igen ud i mørket, som var vi et usynligt spøgelse på smugkig.

I Bolsjefabrikken får Vincent Moon aftenens største bifald som tak for endnu et øjeblik af intim poesi.   

Vincent Moon kan opleves i aften, torsdag, på Cph:Dox, hvor han optræder i et interaktivt værk med cellisten Gaspar Claus. Det sker på Teater Grob kl. 21.00.