Mysteriet om manden der ville henrettes

Efter to årtier på dødsgangen får Nick Yarris nok.

Bevismaterialet fra det mord, han er dømt for at have begået, har tilsyneladende forputtet sig i det amerikanske retssystems kringelkroge. Appelsagen trækker i langdrag.

Til sidst skriver Yarris et brev, hvor han beder om at få henrettelsen eksekveret.

David Singtons dokumentar The Fear of 13 handler om dette dødsønske – og ikke mindst om personen bag.

”I fængslet gik han fra at være stort set ordblind til at læse over 1.000 bøger. Nick lærer gennem litteratur at sætte ord på sin situation, og dokumentaren handler om at fortælle sin historie,” siger den britiske instruktør via Skype fra London.

Enmandsforestilling
I samarbejde med Cph:Dox viser Ekko The Fear of 13 på festivalen, hvor den er nomineret til hovedprisen Dox:Award. Og ifølge Ekkos anmelder er det en film, man ikke må snyde sig selv for.

Dokumentaren præsenterer i et adstadigt tempo de mange mysterier, der knytter sig til fænomenet Nick Yarris.

”Jeg har arbejdet med tvetydighed. Fra start skal man ikke kunne regne ud, om han er blevet sat fri, eller om han stadig afventer henrettelse i en celle. Det står også hen i det uvisse, om han måske allerede er død og dermed fortæller historien posthumt i filmen,” fortæller Sington.

Svarene drysses med sans for spænding ud over de 90 minutter i selskab med den karismatiske, skaldede mand, hvis blodårer træder frem, jo mere han lever sig ind i fortællingen.

David Sington beskriver The Fear of 13 som en enmandsforestilling. Filmen er en monolog, hvilket stiller store krav til hovedpersonen.

”Nick Yarris er en mærkværdig blanding af naivitet og visdom. Han har tilbragt de år, hvor man bliver formet som menneske, i en lille celle, og der er unægteligt meget, han aldrig har lært. Men gennem litteratur og isolation bliver han bevidst om sin fortid og de dæmoner, der har befolket den,” forklarer instruktøren.

Uovertruffen hukommelse
David Sington har gennem mere end tyve år lavet dokumentarer om alt fra Hitler til klimaforandringer. Og selv om han denne gang har struktureret en historie fra virkeligheden som et dramatisk mysterium, er han gået journalistisk til værks.

”Jeg og filmholdet har været meget omhyggelige med at fakta-tjekke alt, hvad Nick fortæller. Vi optog mange timers interview og gennemgik herefter aviser og gamle dokumenter for at se, om der var uoverensstemmelser. Men i sidste ende er det op til publikum at tage stilling til det, han siger,” forklarer David Sington.

Nick Yarris har en uovertruffen hukommelse. Han husker i detaljer den dag, hvor skønsang pludselig brød ud i det tavse fængsel, eller den specifikke blodåre, han plejede at stikke kanylen i, når det var tid til stoffer.

”Han har siddet i isolation i uoverskueligt mange år, og der er sket det samme dag efter dag. En sjælden gang sker der noget usædvanligt, hvilket sætter sig i hans hoved,” siger Sington.

Instruktøren mener, at det er et mønster, de fleste vil genkende.

”Vi oplever alle livet som en række af forskellige historier, så vi kan danne mening og huske centrale oplevelser. Vi former vores erfaringer, så de passer ind i en fortælling. Det er essensen af filmen. Hvem man er, afhænger i høj grad af, hvem man fortæller, man er,” pointerer instruktøren.

I hovedet på en dødsdømt
The Fear of 13 beskæftiger sig med en krimidokumentars centrale spørgsmål: Er Nick Yarris uskyldig eller skyldig?

Men da David Sington tog beslutningen om at beskrive Yarris’ ønske om henrettelse, trak det dokumentaren i en mere kunstnerisk retning.

Fremfor at udfolde den gamle mordsag gennem datidens advokater, politifolk og vidner, er dokumentaren blevet et forsøg på at komme så tæt på en dømt morder som muligt.

Det kommer til udtryk, når der sættes billeder på de miljøer, Nick Yarris beskriver. I et fængsel svæver kameraet langsomt rundt blandt de patinerede celler, så det ligner et mareridt.

”Jeg ville holde publikum inde i Nicks hoved. I interview-situationen er det, som om vi befinder os i en celle med ham, og jeg ville ikke have, at man nogensinde forlader den stemning,” siger Sington.

”I optagelser af fængslet og cellerne klipper vi meget lidt og viser i stedet glidende billeder. Og disse billeder må gerne gøre dig forvirret. Ord og billeder er to forskellige puslespil, som til sidst glider sammen og danner en helhed.”

Filmiske tricks
– Blev Nick en anden, når I tændte for kameraerne?

”Der er en form for optræden, men det gør det jo ikke uærligt. Nick laver sin stemme om, laver lydeffekter med munden og gestikulerer. Han har hovedrollen, men vi har som filmhold sat det hele sammen,” svarer David Sington.

Nick Yarris havde en omtumlet ungdom. Han stjal biler og tog metamfetamin, og han har også været involveret i flere skudepisoder. På et tidspunkt fortæller han, at der bliver affyret et skud. Han folder hånden som en pistol, og filmholdet sætter en lydeffekt på, så det lyder som et rigtigt våben.

– Mister en dokumentar autenticitet, når man anvender sådan et filmtrick?

”Den sekvens er det perfekte eksempel på, at det ikke er et stykke journalistik, vi har lavet – det er et drama. Han siger selv en lyd med munden, og den forstærker vi. Vi har gennemgående forsøgt at gøre det hele så dramatisk og filmisk som muligt. Hvorfor i alverden skulle vi ikke gøre det?”

Det hellige tabu
The Fear of 13 handler om et virkeligt mord, og derfor har der været nogle etiske udfordringer.

”Vi må ikke glemme offeret eller familien. Jeg vil ikke risikere at blive anklaget for at have misbrugt mordet, og derfor har jeg været meget påpasselig med ikke at overdramatisere det,” siger Sington.

”Der må ikke være noget i filmen, som jeg ved, er usandt. Når Coen-brødrene som en vittighed i starten af Fargo hævder, at filmen bygger på en virkelig historie, så forstår jeg godt pointen, men de bryder et nærmest helligt tabu.”

”Hvis jeg hævder, at min film bygger på virkeligheden, skal man kunne stole på det.”

En form for tortur
I fængslet sluger Nick Yarris romaner – fra Homer over Rudyard Kipling til Tolkien. I en fremmedordbog lærer han sig nye ord, blandt andet ordet for at være ræd for tallet tretten.

The Fear of 13 kan lyde som Albert Camus’ Den fremmede, hvor Mersault må affinde sig med situationens meningsløshed, da han venter på, at dødsdommen skal eksekveres.

Men litteraturen bliver for Nick Yarris den meningsgivende åbenbaring, der gør isolationen og ventetiden udholdelig. Han blev dømt i staten Pennsylvania, og her er det ikke noget særtilfælde at vente over tyve år på, at dommen føres ud i livet.

”Det er jo en form for tortur at lade de dømte vente. Især for deres familier, der ikke kan komme videre med livet,” siger Sington, der er modstander af dødsstraf og håber, at hans film vil give publikum noget at tænke over.

”Livet er kort, og folks tid er dyrebar. Hvis de vælger at bruge 90 minutter i et mørkt lokale med min film, så håber jeg virkelig også, at de får noget ud af det.”