Nådens pris

Selv om juryen i Cannes ikke ville hædre Lars von Trier med De Gyldne Palmer, har hans seneste filmepos, Dogville, ikke haft svært ved at begejstre de danske anmeldere. Vel er det ikke alle, der har rangeret filmen som et decideret mesterværk eller uden videre skrevet den ind i filmhistorien, men roserne har omtrent været uden torne.

Det kan man egentlig godt undre sig over, da filmen selv stikker i så mange retninger, at den dårligt kan harmonere med enhver anmelders kodeks for stor filmkunst. Jeg er ganske enig i, at Dogville ér stor filmkunst, men sidder alligevel tilbage med en mistanke om, at enkelte anmeldere måske ikke har vovet sig helt ind i Ma Gingers stikkelsbærbed i Dogville – med risiko for at få revet de alabasterhvide hænder til blods. Derfor kunne jeg næsten ønske, at en enkelt havde opladt sin røst og sagt som den mand, der overraskede mig med sin dom, da jeg var på vej ud af biografen efter at have set filmen første gang: ”Det er jo kejserens nye klæder!”

Jeg indrømmer, at jeg var så overvældet af filmen og så rasende på ignoranterne i Cannes, at jeg nær havde givet ham et møgfald som en beskeden hævn for den uret, mester von Trier havde lidt ved Rivieraen. Som Kierkegaard ikke kunne tåle, at nogen opera skulle gøre Mozarts Don Giovanni rangen stridig som den største, sådan havde jeg det med von Triers film. Efter at have set den tre gange har jeg besindet mig og fundet tilfredsstillelse i den overbevisning, at Dogville går over ærlige drenges og indskrænkede filmakademikeres fatteevne, sådan at den nedadvendte tommelfinger i stedet tæller som en ophøjelse.

De moralsk ”overlegne”
Jeg er altså enig med de anmeldere, der mener, at Dogville er et mesterværk. Men jeg er ikke enig i deres fortolkning. Sagen er den, at ingen har vovet at indlade sig med filmen som dét, den er, nemlig religiøs. På forunderlig vis er det lykkedes at reducere filmens utallige bibelske referencer og allusioner, navne og temaer til en del af dens scenografiske udstyr. I stedet har man set den som en moralsk kritik af allehånde menneskelige laster, som den sandelig også er rig på: had, løgn, selvretfærdighed, begær, forstillelse, selvtægt, utaknemmelighed, troløshed, manipulation, bagtalelse og uforsonlighed.

Denne moralske reduktionisme har desuden haft følgeskab af en anden reduktionisme: Amerikanske kritikere har set filmen som et politisk manifest, nærmere betegnet et angreb på USA. Skal man vælge mellem en udelukkende moralsk og ditto politisk vinkel på filmen, må den sidste nødvendigvis vige for den første, hvis ikke filmen skal gå over i historien som et tilfældigt indlæg i debatten pro et contra USA.

”Ja, den handler om USA,” forklarer Lars von Trier (citeret efter www.dogville.dk), ”men den handler også om en hvilken som helst anden lille by hvor som helst i verden.”
Hvorfor har han så henlagt scenen til USA? Måske fordi amerikanerne uskrømtet og usminket siger dét om sig selv, som europæerne nøjes med at tænke, nemlig at de er moralsk, civilisatorisk og religiøst overlegne. Altså tager han dem på ordet for at prøve styrken af deres tro, og han gør det konsekvent og kynisk ved at konfrontere dem med inkarnationen af deres egne idealer i skikkelse af Grace. De forgriber sig på hende og ender med at udlevere hende til forventet likvidering af The Big Man – som i stedet, på Graces foranledning, lader byen afbrænde og beboerne skyde.

”Jeg tror, beboerne i Dogville havde det fint, indtil Grace kom,” fortsætter von Trier, ”ligesom jeg er sikker på, at Amerika ville være et smukt, smukt land, hvis der ikke var andet end millionærer, der spillede golf. Det ville være et vidunderligt, fredeligt samfund, men sådan forholder det sig ikke, så vidt jeg er informeret. Der findes desværre også en masse tabere.” Vi ser disse tabere i Dogville: fattige mennesker, en blind olding, en krøbling, en forbitret og desillusioneret farmer, en forsmået landsbypige, en hypokondrisk pensionist, en astmatiker. Og vi ser dem igen på de ”amerikanske billeder”, der afslutter filmen til akkompagnement af David Bowies Young Americans.

Den dårlige barndom
Hvordan kan man andet end føle medlidenhed med disse mennesker? Er de ikke ofre for den amerikanske treenighed: kapitalisme, liberalisme og egoisme? Nej, for hvis det forholdt sig sådan, ville Dogvilles beboere have haft ret over for Grace. Så ville de kunne undskylde deres ondskab med henvisning til fattigdom og frygt. Filmen igennem har Grace selv undskyldt dem, fordi de blot adlød deres menneskelige natur – ret beset deres ondskab – men til sidst overbeviser The Big Man hende om, at nåden ikke må være fordringsløs, hvis den også skal være opbyggelig. Deres afgørende ordskifte lyder således (oversat fra Kirsten Jacobsens Dagbog fra Dogville):

THE BIG MAN: ”Du fælder ikke dom, for du sympatiserer med dem. En dårlig barndom og et mord er derfor ikke nødvendigvis et mord, vel? Du tror, du forstår dem. Når det kommer til stykket, er det kun omstændighederne, man kan give skylden. Voldtægtsforbrydere og mordere kan meget vel være ofrene, ifølge dig. Men jeg kalder dem hunde, og hvis de slubrer deres eget opkast i sig, er pisken det eneste, der kan få dem til at holde op.”
GRACE: ”Hunde adlyder bare deres egen natur. Det kan man vel godt tilgive dem.”
THE BIG MAN: ”Hunde kan lære mange nyttige ting, men ikke hvis man tilgiver dem, hver gang de adlyder deres egen natur.”

Summa summarum, pointen med de ”amerikanske billeder” er ikke en triviel kritik af kapitalismens laden stå til over for fattigdom. Ej heller skal billederne lefle for publikums yndlingsforestilling: At de rige er onde og korrupte, mens de fattige – hvor relativ deres fattigdom end måtte være – er gode og ærlige, selvom de af og til på grund af ”omstændighederne” drives til at gøre ondt. Nej, hvis de fattige gør ondt, og hvis omstændighederne ikke kan tælle som en undskyldning, så ér de onde. Så er menneskene onde. ”Men jeg kalder dem hunde …”

Hævd dine idealer
The Big Man kalder beboerne i Dogville hunde, fordi de gør regning på en natur, som de ikke kan – eller ikke vil – andet end lystre. Da hans gangstere har slået alle beboerne ihjel, brydes tavsheden pludselig af gøen fra hunden Moses, vel at mærke en rigtig hund. Hunden har hidtil været aftegnet med kridt på gulvet, men i det sidste billede forvandles den til en virkelig hund, som med blottet bid springer op mod kameraet og ud mod tilskuerens strube.

Hvad kan det være andet end den indre svinehund, spørger anmelderne, mens de værger for sig mod bæstet, som de naturligvis ikke selv vil kendes ved? Men hvordan kan man få en så fjollet idé, når hunden hedder Moses og tilmed er en schæfer! Moses kom som bekendt med loven, Jesus med nåden. Dogvilles beboere har undsagt Grace, og derfor ender vi med Moses, spillet af den inkarnerede fører-, vagt- og politihund.

Moses er den eneste, Grace har gjort uret, nemlig ved at stjæle dens kødben, da hun over hals og hoved ankom til Dogville i første scene. Nu skåner hun dens liv, da gangsterne vil skyde den. ”Vis nåde, hvis der er grund til at vise nåde,” har The Big Man netop dikteret. ”Men hævd altid dine idealer. Det skylder du dem. Den straf, som du fortjener for dine synder, den fortjener de for deres. Når du ikke føler, at andre fortjener at blive gjort ansvarlige for deres handlinger på samme måde, som du bliver gjort ansvarlig for dine, så er det jeg finder dig arrogant.”

Grace opgiver sin arrogance og hævder i stedet sine idealer med jernhård konsekvens. Som Vera på et tidspunkt har smadret Graces syv porcelænsfigurer – for hende symbolet på venskabet med byens beboere – og erklæret kun at ville stoppe hærværket, hvis Grace kunne kigge på uden at græde, således må Vera nu se sine syv børn skudt ét efter ét, mens hun forgæves søger at holde sine tårer tilbage for at redde dem. ”Det skylder jeg hende,” siger Grace.

Som et ekko af ”den gyldne regel” i Bjergprædikenen knitrer skuddene gennem den lille by i Rocky Mountains: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.” Reglen formuleres af Jesus i Matthæusevangeliet (kap. 7, v. 12) og forstås i almindelighed som et dækkende udtryk for kristen etik. Men er den egentlig det? Lars von Trier demonstrerer jo, at den i sin yderste konsekvens medfører, at Grace ikke længere kan vende den anden kind til, men må ty til en ødelæggelse af Dogville, der ikke står tilbage for destruktionen af Sodoma og Gomorra i Første Mosebog (kap. 18-19).

Øje for øje, tåre for tåre! Carsten Jensen synes ikke at se nogen problemer i dette, men skriver ubekymret i Politiken (8. juni), at von Triers engagement ikke er ”politisk, men moralsk: Du skal behandle andre, som du selv ønsker at blive behandlet, også når du dømmer dem.” Nu er det jo ikke ligegyldigt for Lars von Trier – eller for os andre – hvem ”du” er, og hvilke idealer dette ”du” har.

Uacceptabel slutning
Selv har von Trier bemærket, at filmens slutning er uacceptabel, velsagtens fordi den religiøse nåde kommer til kort over for den etiske konsekvens. Det betyder selvfølgelig ikke, at instruktøren hellere suspenderer den etiske konsekvens, men derimod at han advarer mod at tage nåden på forskud for selv at stille sig an som syndfri dommer.

Dette udtrykkes eksemplarisk i Johannesevangeliet (kap. 8, v. 1-11), hvor Jesus redder en kvinde fra døden, da mængden i overensstemmelse med Moseloven vil stene hende for ægteskabsbrud: ”Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.” Ingen kaster nogen sten, for der er kun én til stede, som er syndfri, nemlig Jesus: ”Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.” De jøder, der ville stene ægteskabsbrydersken, kendte loven og profeterne, og derfor kunne Jesus formane dem til at besinde sig på deres egne synder. Uden kendskab til loven, ingen syndserkendelse! Anderledes ville det være gået, hvis han havde forsøgt sig med den samme manøvre i Dogville.

Beboerne burde ellers kende én af profeterne, for byens missionshus kaldes House of Jeremiah. Jeremias profeterede, at Gud ville straffe jøderne for deres synder, herunder for ”den falske gudsdyrkelse i templet”, som beskrives i Jeremias’ Bog (kap. 7, v. 9-10): ”Kan I stjæle, begå drab eller bryde et ægteskab, kan I sværge falsk eller tænde offerild for Ba’al, kan I følge andre guder, som I ikke før har kendt, og så komme og træde frem for mit ansigt i dette hus, som mit navn er udråbt over, og sige: ’Vi er reddet!’ – når I begår alle disse afskyelige handlinger?”

Evnen til at tage imod
Det er her, i House of Jeremiah, at Tom præsenterer beboerne for den lignelse – eller ”illustration”, som han selv kalder den – som han og beboerne ender som ofre for. Tom anerkender, at beboerne er gode og ærlige, sågar medmenneskelige, men mener, at de er blevet selvtilstrækkelige og har mistet evnen til at tage imod. For at illustrere problemet behøver han en gave, der kan provokere dem.

”… for at opsummere, kære borgere i Dogville: Det giver ikke mening at give, hvis ingen har evnen til at tage imod. Hvis ingen tør åbne sig og indrømme, at de har hjælp behov.” Som sendt fra Himlen dukker Grace op ...

”Jeg er den, jeg er,” siger Grace. Nåde! Således er hun indbegrebet af en gave, for i sig selv ér nåde en gave. Hvis den måtte købes, fik man den jo ikke af nåde, men som ækvivalens. Efter en vis reservation tager Dogville imod Grace, der generøst hjælper beboerne til en glæde, de aldrig tidligere har oplevet. Imidlertid fatter de efterhånden større interesse for nådens gerninger end for nåden selv, som de underkaster et rent forretningsmæssigt perspektiv. Grace lænkes og udnyttes på enhver tænkelig måde, mens Tom desperat ser sig ydmyget af sin fiasko.

Han kalder beboerne sammen i House of Jeremiah, hvor Grace – rede til at tilgive dem – afslører hver enkelt synd, som de har begået mod hende. Men det hidser dem kun endnu mere op, og da alle har forsyndet sig mod hende, kan de enes om at dømme hende – frem for at bede om nåde. Dét bliver fatalt, for moralen i Toms lignelse viser sig at være, at nåden kun bliver dén til del, der beder om den. Uden syndserkendelse, ingen tilgivelse!

Skånselsløs illustration
”Der er en Grace på hvert gadehjørne, og i Dogville bor vi alle,” konkluderer Carsten Jensen. Det sidste har han naturligvis ret i, men sandelig ikke det første. Jeg ved ikke, hvor Carsten Jensen færdes, men jeg ved, at Grace er lige så sjældent forekommende i min verden som Nicole Kidman. Problemet i en sekulariseret verden er netop, at når der ikke står en Grace på hvert gadehjørne, så afsløres vores ondskab ikke med samme uimodsigelige logik som i von Triers historie om Dogville.

Med sin film – og med sin udfordrende brug af mediet – vil von Trier ifølge eget udsagn gøre plads for fordybelsen. ”Jeg tror, det vil være verdens frelse, og jeg tænker jo hele tiden på verdens frelse,” siger han. Det betyder naturligvis ikke, at han forstår sig selv som en frelser, for selv om han ser Grace som en side af sig selv, så identificerer han sig i højere grad med Tom, der også har en hang til skånselsløse illustrationer af sine idéer.

Da Tom har forrådt Grace til The Big Man, der kvitterer for udåden ved at give hende magten til at straffe ham med en kugle for panden, forklarer von Triers alter ego sig med disse ord: ”Men selv om det ikke er særlig charmerende at gøre brug af folk til illustrationer, må du dog give mig den ros, at netop denne illustration har overgået alle forventninger. Den siger så meget om det at være menneske. Det har været smerteligt, må jeg indrømme, men også opbyggeligt. Vil du ikke give mig ret i det?”