Prima Ballerina
12. apr. 2024 | 11:34

Nægter at kaste håndklædet i ringen

Foto | Metropolitan Film Corp

Producent og instruktør Valerie Saunders står sammen med skuespiller Caspar Phillipson og fotograf og medinstruktør Hagen Bogdanski. Saunders har offentliggjort billedet nu, men det stammer fra de indledende optagelser til Prima Ballerina i sommeren 2023.

Selv om Valerie Saunders skylder filmarbejdere op mod fem millioner kroner og kan være på vej mod sin syvende konkurs, vil hun fortsætte arbejdet på Prima Ballerina.

Af Claus Christensen

Om tretten dage skal producenten og instruktøren Valerie Saunders have skaffet op mod fem millioner kroner. Ellers vil hun for syvende gang i karrieren gå konkurs med et selskab.

Onsdag den 10. april hjalp dommeren i Sø- og Handelsretten Saunders og hendes advokat ud af retsbygningen via bagtrappen for at undgå spørgsmål fra pressen.

Heller ikke en skriftlig henvendelse fra Filmmagasinet Ekko førte til noget svar. Vi ville gerne have Saunders’ kommentar til, at film- og tv-arbejdernes fagforening FAF kalder hendes ageren ”meget umoralsk”.

”I FAF-regi er den her sag oppe på den store klinge,” sagde sekretariatschef René Høyer Jørgensen. ”Hvis Saunders nu endelig har fået adgang til de skyldige penge, er det uforståeligt, at hun ikke udbetaler dem omgående.”

Den 23. januar lykkedes det FAF at få erklæret Saunders’ selskab JFX Aps konkurs.

Hun havde ellers i en periode fået forhalet konkursen ved i retten at hævde, at hun var i besiddelse af penge til dækning af de 4,4 millioner kroner, som hun skylder de 44 filmfolk, der har arbejdet på spillefilmen Prima Ballerina, foruden en gæld til skattevæsenet.

Det viste sig dog ikke at være tilfældet.

Men fordi Saunders har jongleret mellem forskellige selskaber og ansat filmfolkene i Metropolitan Film Corp, som også ejes af Saunders, har Lønmodtagernes Garantifond ikke kunnet betale filmfolkene den løn, som de efter et halvt år stadig mangler at få.

Derfor har FAF nu også begæret Metropolitan Film Corp konkurs.

”Vi har en vision”
I stedet for at give interview udsendte Metropolitan Film onsdag en meddelelse på sin hjemmeside med et foto af Valerie Saunders, skuespilleren Caspar Phillipson og tyske Hagen Bogdanski, der ligner, at det er taget under optagelserne i september.

Phillipson har en rolle i Prima Ballerina, og Bogdanski er fotograf og medinstruktør.

Konkursbegæringen såvel som den manglende lønudbetaling forbigås i tavshed. Men selskabet erkender, at filmproduktion er ”en kompleks og krævende proces, hvor visioner møder virkeligheden, og hvor kreativitet ofte kolliderer med økonomiske realiteter”.

”Desværre måtte vi standse produktionen, da det stod klart, at vi ikke kunne opnå den ønskede kvalitet under de givne omstændigheder,” fortsætter meddelelsen om begivenhederne i efteråret 2023, hvor optagelserne af Prima Ballerina stoppede fra den ene dag til den anden.

Det gik blandt andet ud over den attenårige, amerikanske hovedrolleindehaver Charlotte Felicity Blake, som ifølge Ekkos oplysninger havde udsat sin universitetsuddannelse for at tage til Danmark og lave filmen.

I meddelelsen fra Metropolitan Film Corp har Hagen Bogdanski et længere citat. Han er kendt for at have fotograferet Oscar-vinderen De andres liv, Jodie Fosters The Beaver og Michael Noers Papillon.

”Valerie Saunders og jeg har en vision, og vi har en ambition. Jeg støttede hendes beslutning om at sætte produktionen på pause, så når vi præsenterer filmen for publikum, er det den film, vi altid har drømt om,” lyder det fra Hagen Bogdanski, der ikke tidligere har instrueret en spillefilm.

I en email til Ekko bekræfter Bogdanski, at han stadig står bag Valerie Saunders.

”Jeg kan gøre det bedre”
Om sin egen rolle i forløbet udtaler Valerie Saunders:

”Ved at erkende min fejl og acceptere situationen er jeg faktisk taknemmelig. Jeg ved, at jeg ikke gav mit allerbedste til processen, og jeg ved, at jeg kan gøre det bedre.”

Herefter henvises til situationen i filmbranchen.

”De finansielle strukturer i film- og tv-branchen har ændret sig markant de seneste år, hvor vi ser højere budgetter, færre indtægtskilder og mindre investeringslyst fra streamingplatforme og tv-stationer,” skriver selskabet og tilføjer:

”Vi vidste fra starten, at en international film som Prima Ballerina er et ambitiøst projekt. Disse skiftende dynamikker har gjort det udfordrende at realisere vores drøm.”

Men Saunders ”er ikke klar til at smide håndklædet i ringen”, som det formuleres.

”Jeg vil aldrig stoppe med at lære, og nårjeg falder, rejser jeg mig op igen og bestiger det næste bjerg, for der er forskel på at giveop og stoppe op,” siger Saunders.

Hemmeligholder investorer
Valerie Saunders har kategorisk nægtet at oplyse, hvem hendes investorer er.

Der er undervejs blev udbetalt nogle penge til lønninger, kontorleje med mere, og da FAF konkursbegærede Saunders’ selskab, JFX ApS, på baggrund af et medlems tilgodehavende, betalte hun de omkring 100.000 kroner.

Selskabet gik dog kort tid efter konkurs, fordi hun ikke kunne skaffe hele det skyldige beløb til filmfolkene på flere millioner kroner.

Hvor pengene i hendes selskaber stammer fra, har hun ikke ønsket at oplyse kurator om. Det har også været vanskeligt for kurator at få indblik i pengestrømmene imellem Saunders’ selskaber.

Det er uvist, i hvilket af Saunders’ mange selskaber rettighederne til Prima Ballerina-manuskriptet befinder sig. Hvis de ligger i Metropolitan International Rights ApS, kan Saunders fortsætte filmprojektet, selv om Metropolitan Film Corp erklæres konkurs.

Kurator har imidlertid sagt, at han kommer til at undersøge muligheden for, at Saunders på grund af uansvarlig virksomhedsdrift kan få en konkurskarantæne, hvis Metropolitan Film Corp går konkurs. Det ville betyde, at hun i en periode ikke må deltage i ledelsen af ApS-selskaber.

Ekko har kontaktet Caspar Phillipson, men han er ikke vendt tilbage inden deadline.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko