Når drenge begynder at skjule deres følelser

Weekendens uddeling af Guldpalmen i Cannes blev en stor triumf for Ruben Östlund, der i Ekko #90 for første gang fortæller om sin nye film.

Den svenske instruktør vandt i 2017 kunstfilmverdenens fineste pris med The Square, og nu har han gentaget kunststykket med Triangle of Sadness.

Den var festivalens mest underholdende film, men Ekkos chefredaktørs personlige favorit var stortalentet Lukas Dhonts venskabsdrama Close. Den fik da også med en score på 3,4 en klar førsteplads i Ekkos stjernebarometer, hvor internationale kritikere løbende har givet stjerner til samtlige film.

Efter sit gennembrud med det prisvindende mesterværk Girl var belgieren i år blevet forfremmet til festivalens hovedkonkurrence med Close. Sammen med veteranen Claire Denis, der står bag kærlighedsdramaet Stars at Noon, blev Dhont hyldet med festivalens næstbedste pris, Grand Prix.

Sårbarhed i sengen
Dagen inden prisuddelingen i Cannes snakkede vi med den blot 30-årige instruktør, der ikke gjorde sig forestillinger om et døgn senere at stå på festivalens scene og blive hædret.

Hans nye film udsprang af en ganske enkel erkendelse.

”Filmen startede med et ønske om at behandle venskab. Under corona-pandemien var mange af os ramt af at være adskilt fra hinanden. Det fik mig til at forstå, hvor vigtigt det er at have venner omkring sig,” siger Lukas Dhont på en solbeskinnet terrasse i Sydfrankrig.

”Det har ikke fyldt lige så meget for mig tidligere. Som yngre var jeg meget ensom. Jeg passede hverken ind i pigegruppen eller drengegruppen, og jeg trak mig, så snart nogen kom for tæt på mig. Jeg prøvede at finde ud af, hvem jeg selv var, og det fik mig til at have det svært med venskaber,” fortsætter instruktøren.

”I medierne ser vi hele tiden billeder af krig og kamp. Jeg ville gerne give verden nogle billeder af drenge, der ligger sammen i en seng på en helt sårbar måde.”

Psykologs undersøgelse
Lukas Dhont lod sig inspirere af en virkelig person til transgender-dramaet Girl, der tog filmverdenen med bukserne nede. Filmen om unge Lara, der forsøger at forstå sin egen identitet, blev først hyldet blandt anmeldere, men senere også kritiseret af lgbt-organisationer.

Med Close gik instruktøren i en anden retning, men stadig med sit allerede umiskendelige kendetegn: enorm følsomhed og en særlig forståelse for sine unge hovedpersoner.

Filmen handler om de trettenårige drenge Léo og Rémi, der er bedste venner. De leger i skoven om dagen og snakker intimt om natten, inden de falder i søvn i samme seng.

Men da de i skolen bliver mødt med spørgsmål om at være kærester, skaber det en kile i venskabet. Léo begynder at lægge en distance til Rémi, og det får barske konsekvenser

Resten af filmen handler om, hvordan Léo forsøger at fortrænge det ubærlige, men langsomt lukker op for følelserne.

Lukas Dhont fik idéen til filmen, da han læste et studie af en amerikansk psykolog, der havde stillet 100 drenge mellem tretten og atten år de samme spørgsmål, da de var tretten, femten og atten.

”Først fortalte de om deres bedste venner, som om det var en kærlighedshistorie – meget langt fra Fluernes herre! De fortalte om hemmeligheder og følelser på en meget intim måde,” siger instruktøren.

”Men når de blev femten og atten, kunne psykologen se en ændring i, hvordan de talte om deres venner. Det var mere distanceret og stoisk, og det bevægede mig dybt. Det siger noget om, hvordan drenge og mænd kan udtrykke deres følelser i vores samfund. Det ramte mig virkelig, og jeg tænkte, at det også måtte gælde mange andre,” fortsætter Lukas Dhont.

”Vi har alle haft venskaber, som er blevet udfordret eller helt er faldet fra hinanden. Det kan knuse ens hjerte, men hjertesorg er mest blevet behandlet på film i romantiske forhold. Jeg ville lave en film om, hvordan venskab kan skabe både glæde og sorg.”

Instinktiv passion
Belgien var i år flot repræsenteret på Cannes-festivalen. Der var hele tre film fra landet blandt de 21 i hovedkonkurrencen, og alle kom hjem med priser.

Dardenne-brødrene blev hyldet med en særpris for Tori et Lokita om to afrikanske flygtninge i Belgien, mens instruktørparret Felix van Groeningen og Charlotte Vandermeersch også udforsker venskab i The Eight Mountains, som delte juryens pris med det polske æseldrama EO.

For Lukas Dhont er Close også hans bud på den såkaldt svære toer, der skal bevise, at Girl ikke var en heldig engangsforestilling.

”Jeg rejste meget rundt i verden og viste Girl efter verdenspremieren her i Cannes. Det tog halvandet års tid, og derefter havde jeg et behov for at sørge over, at den periode af mit liv var slut,” fortæller instruktøren.

”Jeg havde arbejdet på den film så længe, at den var blevet en del af mig. Pludselig var det forbi. Det efterlod mig foran en tom side, og jeg tænkte: ’Okay, hvad skal der så ske nu?’”

Belgieren fik tilsendt nogle manuskripter, som han ikke gad lave. Han ledte efter noget, der vakte samme passion i ham, som Girl havde gjort.

”Jeg besøgte min lille landsby i Belgien og min gamle folkeskole uden helt at vide hvorfor. Men rent instinktivt ville jeg finde tilbage til noget andet end en stor filmpremiere – noget dybt inde i mig.”

Åben for fortolkning
Da en journalist vil vide, om det er rigtigt at se Close med queer-briller på, undgår Lukas Dhont behændigt at fortolke sin egen film.

”Ved du hvad det smukke ved film er?” spørger instruktøren retorisk med et grin.

”Jeg har gjort alt for at lave filmen helt perfekt, men så snart den er ude af mine hænder, tilhører den publikum. Man kan se filmen med forskellige øjne, og enhver læsning af den er fin med mig,” fortsætter Lukas Dhont.

”Der er temaer om venskab, maskulinitet og at føle sig anderledes. Det er queer-temaer, men de er også almenmenneskelige. Heteroseksuelle kan også blive udsat for fordomme – faktisk også homofobi, det har mange af mine venner prøvet. Vi kæmper alle med homofobi, misogyni og den slags. Jeg prøver bare at lade det personlige møde det universelle.”