Nyhed
17. mar. 2020 | 10:25

Næste sæson af Fargo er udskudt

Foto | FX
Gangsterbossen Loy Cannon (Chris Rock) har fået en skrøbelig våbenhvile i stand med den italienske mafia, men det kommer næppe til at holde længe i fjerde sæson af Fargo, som publikum dog må vente på.

Premieren på en af nyere tids bedste serieperler er blevet rykket på ubestemt tid som følge af coronavirus.

Af Nicki Bruun

Biograferne ligger øde i disse corona-dage øde, mens alle nye filmpremierer er udskudt.

Det giver folk mere tid til at streame film og serier fra hjemmebiografen. Men nu er en af nyere tids bedste serieperler også blevet rykket på ubestemt tid.

”På grund af produktionsforsinkelser relateret til coronavirus får fjerde sæson af den prisvindende miniserie Fargo ikke længere premiere søndag den 19. april. En ny premieredato vil blive besluttet, når produktionen starter igen,” lyder det i en pressemeddelelse fra seriens distributør, tv-kanalen FX.

I Danmark bliver Fargo vist på streamingtjenesten HBO Nordic, hvor serien stod til at få premiere den 20. april. Herhjemme er premieren selvsagt også udskudt på ubestemt tid.

Udsættelsen betyder ifølge amerikanske medier, at Fargo får svært ved at blive nomineret til årets Emmy-uddeling. Det kræver nemlig, at størstedelen er afsnittene er blevet vist inden 31. maj.

Eskalerende ondskab
Komikeren Chris Rock har hovedrollen i fjerde sæson af Fargo, der handler om kampen mellem et italiensk og et afroamerikansk forbrydersyndikat.

Og skuespilleren har i antologiserien efter eget udsagn en utroligt god rolle som gangsterbossen Loy Cannon.

”Det er min bedste rolle nogensinde, og nok også den bedste, jeg nogensinde kommer til at få,” har Chris Rock sagt til branchemediet Entertainment Weekly.

Fargo starter normalt med små historier, der løber løbsk. Det handler om almindelige mennesker, som der sker noget for, og så ser vi, hvor onde jævne mennesker kan være. Det er noget andet den her gang. Vi starter med at være gangstere, så det er allerede dårlige mennesker, som det eskalerer for.”

De første tre sæsoner af forfatteren Noah Hawleys serie – der hver sæson fortæller en ny krimihistorie i det kolde, amerikanske nord – er blevet hyldet af anmelderne som originale bearbejdelser af Coen-brødrenes filmklassiker fra 1996.

Trailer: Fargo – sæson 4

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko