Berlinale dag 9: Når den tykke dame synger

”It ain’t over until the fat lady sings,” er en frase, som man ofte hører i gamle, amerikanske krigsfilm.

Derfor er det da også meget passende, at min voluminøse sidekvinde til den sidste pressevisning på den 65. Berlinale pludselig bryder ud i mimrende småsang mod slutningen af filmen.

I forvejen fylder hun godt op, men da hun også begynder at fylde salens bagerste række med en forunderlig messen, kan vi omkring hende ikke lade være med at trække på smilebåndet.

Stemningen er da også til det. Den japanske lukningsfilm Chasuke’s Journey viser sig nemlig at være et perfekt punktum for årets festival, fordi den på forunderlig vis opsummerer de fleste forudgående film.

Således kyler kunstfilmen om sig med referencer lige fra Titanic til Notting Hill, ligesom den giver underfundig humor og masser af mærkværdige øjeblikke. Faktisk så mærkværdige, at der egentlig ikke er noget synderligt odiøst i, at kvinden ved siden af mig pludselig bryder ud i sang.

Forarget engel
Instruktøren Sabus Chasuke’s Journey tager sit udspring i en meget mærkelig historie. Oppe i himlen sidder englene og skriver alle levende menneskers liv og skæbner nøjsomt ned, og for at spice det hele lidt op, skifter man af og til rundt, så der kan ske noget drastisk nede på jorden.

Imidlertid bliver en af englene en dag så personligt indigneret over, at den kvinde, han skriver livshistorie på, går videre til en anden engel, som vælger at slå hende ihjel.

Den forargede engel slår sig sammen med te-tjeneren Chasuke, som tager ned til jorden, for at redde pigens skæbne og genoplive.

Det hele er så legesygt, slapstick-morsomt og gennemtosset, at man må overgive sig fuldstændigt til Chasuke’s Journey og bare rulle med på rejsen mellem himmel og jord, mellem morskab og syngende sidekvinder.

Maskuline mangler
Der er langt fra eftermiddagens japanske festfyrværkeri til den smukke udstilling af maskuline identitetskriser, som prægede morgenens film i festivalpaladset.

Big Father, Small Father and other stories er flot, men bestemt ikke morsom. I et sløvt, næsten skvulpende fortællesprog udstiller den det vietnamesiske sen-1990’er-samfunds meget smukke, men samtidig forudsigelige mænd.

Maskuliniteten er i den grad i krise, og med det klistrede, tropiske klima som baggrund får vi en historie om forbudt seksualitet og stor kærlighed, men vi bliver desværre aldrig rigtigt klogere på filmens intentioner.

Stille dage i 3D
Én, der til gengæld, har gjort mange klogere med premieren på sin nye serie, Follow The Money, er danske Per Fly. De første afsnit blev vist forleden, og tyskerne er helt pjattede med serien om kold magt og masser af ulovlige pengestrømme i det internationale samfund.

Serien bliver igen og igen nævnt som én af de store oplevelser på Berlinalen i år, hvor der ellers har været ret danskerstille med undtagelse af dokumentaren Sume – Lyden af en revolution.

En film, der vises for sidste gang i Berlin fredag aften, og som har delt anmelderne, er Every Thing Will Be Fine af Wim Wenders. Den tyske instruktør modtager i år en æresbjørn i Berlin, og han har lavet en film med sin helt store glæde: James Franco.

Franco fik ros og ros (og så lidt mere ros) af Wenders på såvel filmens pressekonference som i de større tyske aviser i dagene efter.

Every Thing Will Be Fine er underligt åndsfraværende, men det er positivt ment. Vi følger Franco og Charlotte Gainsbourg i det, der vel bedst kan betegnes som nogle stille dage i 3D. Alting vakler, falder ikke i hak, ja, udsletter nærmest sig selv. Wenders har lavet en teknisk set stor bedrift, hvor dramaet og den reelle historie må vige for instruktørens ambitioner.

Og hvem havde dog troet, at et indre drama kunne fungere i 3D?

Rampling og Bale
Men Every Thing Will Be Fine er mere for fornøjelsens skyld i denne sammenhæng, for den er uden for konkurrencen om Guldbjørnen lørdag aften.

Buddene fiser rundt mellem filmjournalister i disse timer, og derfor må Deres udsendte forsøge at skære igennem med sine egne bud.

Der bør helt klart være hæder til Charlotte Rampling for sin fuldstændigt fantastiske præstation i Andrew Haighs 45 Years, ligesom jeg personligt er blevet mest imponeret af Christian Bales nøgterne og observerende spil i Knight of Cups.

Da Ekko mødte Bale tidligere under Berlinalen, forklarede skuespilleren, at han ikke havde haft så meget som én sides manuskript til Terrence Malick-filmen, men at birollerne blev instrueret, og så var det meningen, at Bale bare skulle spille ud fra sin intuition.

Det gør skuespilleren da også ret mageløst, men om han vinder noget, er straks mindre sikkert. Waliseren skulle efter sigende have forladt Berlin for længst.

Og Guldbjørnen går til …
Men det er naturligvis årets bedste film, det handler mest om, og her ligner det umiddelbart en kamp imellem to film. Vinderen i morgen vil blive udråbt af jury-formand Darren Aronofsky, og han bør hive enten Taxi eller 45 Years op af hatten.

Det er med længder de to mest interessante film på den 65. udgave af Berlinalen, og samtidig også de to film, som har turdet være mest konsekvente i deres filmsprog.

Taxi er umiddelbart nok det mest sandsynlige bud af de to, fordi året 2015 skriger på, at en politisk festival som Berlin slår et slag for ytringsfriheden. Det vil man kunne med Jafar Panahis film, som er blevet til under hemmelige omstændigheder, og derfor måtte smugles ud af Iran for at lande i Berlin.

Selv forklarede Panahi i en udtalelse inden festivalen, at film er hans måde at udtrykke sig på, og at intet nogensinde kan holde ham fra at lave sine film. Det kunne lyde som sød musik i en politisk bevidst festivals ører.