Når enden er god ...

Efter ti dages festival med en snes film, der svingede fra nogle få fremragende over en jævn masse til virkelig ringe, var det en befrielse lørdag aften at følge prisoverrækkelsen i Berlinale Palast bag Potsdamer Platz i hjertet af Berlin.

Ingen har før festivalen betvivlet juryformandens kompetence og integritet, den tyske instruktør Werner Herzog. Og ingen vil gøre det efter hans og hans meddommeres vota, for deres favoritter adskilte sig ikke bemærkelsesværdigt fra fagpressens.

Hovedprisen, Guldbjørnen for bedste film, gik til Semih Kaplanoglus tyrkiske film, Bal (Honning). En umådelig lyrisk skildring af et far-søn-forhold i en verden af bjerge og træer, som instruktøren med prisen i hånden advarede om snart kunne forsvinde på grund af menneskenes rovdrift på naturen.

På den måde blev Berlinalen filmens svar på Flopenhagen, som man i den tyske hovedstad kalder det pauvre klimatopmøde i Kopenhagen, København.

Rumænsk og russisk triumf
I øvrigt var aftenen behageligt fri for politisk korrekte prisuddelinger, som Berlinalen ofte har lidt under på bekostning af kunsten.

Således blev aftenens store vindere den rumænske Eu cand vreau sa fluier, fluier (Hvis jeg vil fløjte, fløjter jeg) og den russiske Kay ya provel etim letom (Hvordan jeg sluttede denne sommer).

Den rumænske film fik både Juryens Store Pris og Alfred-Bauer-Prisen som en film, der åbner nye perspektiver for filmkunsten.

Og den russiske film fik ikke bare Sølvbjørne til dens to hovedrolleindehavere, Grigori Dobrygin og Sergei Puskepalis, en flot cadeau til samspillet, men også en for særligt fremragende kamera til Pavel Kostomarov.

En rigtig auteur
Ekkos udsendte har både haft den tyrkiske og den rumænske blandt sine favoritter, derimod ikke den russiske. Alligevel tør han ikke sige hæderen noget på, selvom han med lidt for meget litterært blod i årene hellere læser tunge eksistentielle dramaer i russiske romaner end ser dem i russiske film.

Velfortjent var det uden tvivl også, at Sølvbjørnen for bedste drejebog gik til Wang Quan’an for den kinesiske åbningsfilm, Tuan Yuan (Sammen adskilt), som han også har instrueret. En rigtig auteur, der med intim forståelse for sit anliggende afstår fra billige kneb, men holder sig til sit emne og bearbejder det ud i sine fineste aspekter.

Som bedste skuespillerinde fik japanske Shinobu Terajima en Sølvbjørn for sin rolle i Caterpillar (Sommerfuglelarve). Det kan man dårligt indvende noget mod, selvom filmen ikke selv var noget mesterstykke.

Vi er ikke Polanski!
Og sandelig! Sølvbjørnen for bedste instruktion gik til Roman Polanski for The Ghost Writer, hvilket absolut ikke er ufortjent, selvom onde tunger uundgåeligt vil opfatte det som et skulderklap til den husarresterede instruktør.

Tre af hans medarbejdere modtog prisen på hans vegne. ”We are not Roman Polanski!” Høfligt takkede de Tyskland, hvor filmen er optaget, for fremragende hjælp, herunder ikke mindst de legendariske studier i Babelsberg.

Og så fortæller de, at Polanski pr. telefon har sagt, at han ikke ville være kommet til Berlin, selvom han havde kunnet, for sidste gang, han tog af sted til en festival for at få en pris overrakt, blev han anholdt.

Håbets lys over Berlin
Alt i alt var det en ofte håbløs jubilæumsfestival, hvad de tyve konkurrencefilm angik.

Men takket være juryen, der holdt tungen lige i munden og fordelte priserne uden at lade sig gå på af frustrationer over, at den lige som alle andre kunne have ønsket sig et bedre udvalg, blev der alligevel tændt et håbets lys over Berlinale Palast lørdag aften.

Film for filmens skyld!

Og så kan man kun ønske sig, at Guldbjørnen giver Bal vind i sejlene, så den ikke, som nogle anmeldere har spået, ender som ren og skær art cinema-film. Den er et vidunder af skønhed, dybde og følsomhed, der egner sig til Europas største lærreder. En hyldest til mennesket og naturen og alt det, der flimrer forbi imellem dem.