Tendens: Det er sjovt at være ensom

Du gik helt sikkert i skole med sådan én.

Sådan en purk eller pige, der trak sig lidt væk fra flokken, og som man ikke kunne lade være med at more sig over, når skolebordet pludselig var fyldt med tegnede rumvæsener, eller når der kom et spøjst svar på lærerens spørgsmål om Anden Verdenskrigs ufortræffeligheder.

Denne skolegårdsmentalitet går igen videre ud i voksenlivet. For du har med garanti også en kollega, der har det med at forsvinde ensomt ind i sin computerskærm, og som du ikke aner, hvad laver efter arbejde. Men du fornemmer, at der står alenetid på programmet.

Det kan lyde lidt trist alt sammen, men nu er ensomheden begyndt at komme rullende som noget morsomt i serieverdenen.

Med The Last Man on Earth slår grinene ud i lys lue, når Will Forte forsøger at finde sig til rette i en ny verdensorden, hvor han først tror, han er alene, men senere må indse, at han bare er ensom.

Badebassin med Margarita
I The Last Man on Earth – hvis to første sæsoner kommer på Viaplay til september – er den voksne skolegård blevet udryddet. En virus har udryddet klodens befolkning, og Phil Miller (Will Forte) tror, at han er den eneste overlevende.

Det ville for det meste føre til en fortælling a la The Walking Dead, hvor zombier går balalajka, eller til en rendyrket dystopi som den Viggo Mortensen så flot fik fremvist som vandringsmand i John Hillcoats skræmmende fremtidsdrama The Road fra 2009.

Men sådan er det ikke med The Last Man on Earth.

Her galopperer Phil Miller nemlig bare derudad i sine vilde fantasier. Seriens begyndelse er faktisk et rent fantasi-slaraffenland for voksne, fordi Phil besøger alle de steder, hvor almindelige mennesker normalt ikke har adgang. Indimellem holder han pauser med alt for meget porno, og i sin sparsomme fritid opholder han sig i et badebassin, der er fyldt til randen med Margarita-drinks og et langt sugerør.

Men selvfølgelig er Phil ikke den eneste overlevende, og det er selve seriens pointe.

For stille og roligt befolkes The Last Man on Earth med et persongalleri af excentrikere, der har klaret apokalypsen, fordi de har spillet efter andre regler end de normale samfundsborgere. De har på en måde altid vidst, at de kunne noget, som andre ikke kunne. De har bare aldrig anet, hvad det var.

The Last Man on Earth er hylende morsom. Will Forte er selv manden bag idé og historie, og han leverer en fortælling om outsidere, der er kommet ind på midten, men som ikke kan smide den ensomhed, der ligger latent i deres liv.

For når man altid har tumlet med sine egne tanker, er det faktisk direkte nervepirrende pludselig at skulle dele dem med andre.

Trussetyvens trængsler
Selv om The Last Man on Earth over sæsonerne udvikler sig til en underholdende parodi på den måde, vi mennesker omgås hinanden på, så er det ikke den første serie, der får os seriehungrende kiggere til at flække sammen af grin over ensomme mennesker.

Allerede i 2005 fik vi serveret en sitcom-karakter, der var alt for meget og er alt ensom.

Vi taler om Barney Stinson (Neil Patrick Harris’ gennembrudsrolle) i How I Met Your Mother, der i midten af 00’erne lagde gaderne øde i det meste af den latterhungrende vestlige verden.

Barney Stinson er på alle måder som ham nede bagved i et klasselokale. Han fokuserer på underlige ting, han er selvhævdende, når han får ordet, og som sæsonerne skrider frem, bliver det mere og mere tydeligt, at den overdrevne trussetyv, der konstant praler med sine scoringer, i virkeligheden bare er på jagt efter nærhed.

Når vennerne i serien – som følger fem menneskers op- og nedture i New York City – mødes på den lokale bar, sludrer de lystigt, men energien skifter altid, når Barney træder ind af døren. Han er konstant overgearet. Han vil ses og høres, når spotlyset rammer ham, men når opmærksomheden ikke retter sig mod ham, tumler han rundt for sig selv.

Og lige netop dette er blevet en rettesnor for flere fremragende sitcom-roller.

Storbarmet guldgraver
Med Modern Family fik verden ikke bare en serie, der er den mest Emmy-vindende komedieserie i nyere tid. Vi fik også Gloria, Sofía Vergaras barmfagre latinamerikaner, der er kommet til USA med sin kvikke søn og har giftet sig med den mere end dobbelt så gamle Jay.

Er der sjovt eller stereotypt?

Vergara formår at servere Gloria så overdrevent, at det også bliver virkelig morsomt. Gloria får nemlig ret tidligt slået fast, at hun føler sig fremmed i sit eget hjem, eftersom hun i den nye familie bliver stemplet som mindre smart end alle andre på grund af sin latinamerikanske accent.

Gloria bliver i Modern Family en personificering af den amerikanske drøm. En moderne cowboy, der vil skabe sig et nyt liv i et land, hvis grundeksistens er baseret på indvandring.

Man griner af Gloria og hendes accent, men kun fordi man forstår, at hendes ensomhed er det, der driver hende fremad, og at det er ensomheden, som har fået hende til at tage til USA for at skabe et bedre liv for sin søn.

Klovneri og onani
De senere år har de ensomme roller så stået i kø i komedieserieverdenen. Og de har endda ofte fået hovedrollen. Tag nu bare Zach Galifianakis’ forrygende, tragikomiske Chip i serien Baskets.

Chip har gået på en fornem klovneskole i Frankrig, men da han vender hjem, er der ingen, som vil have klovnens elegance. De vil kun have hans latterlige indfald.

Chip kan mærke skolegårdsmentaliteten komme snigende i hver eneste scene, og sammen med Louis C.K. – der står bag serien – formår Galifianakis at skabe en historie, hvor man overhovedet ikke griner, fordi det morsomme er så trist.

Og så er der Lionel i Netflix’ Dear White People, som foregår på det fiktive eliteuniversitet Winchester. Den nørdede Lionel afdækker som skolebladsjournalist et ”blackface party” – altså en fest, hvor universitetets hvide studerende maler sig sorte i hovederne og fester uden at invitere minoritetsgrupper med.

Det får han ikke udelukkende ros for at afsløre, og derfor trækker den stille fyr sig tilbage på sit værelse, hvor han kan sidde og lytte til værelseskammeraten, der gennempuler en ung studine. Lionels ensomme hånd finder langsomt ned i bukserne, og pludselig forestiller han sig, hvordan han kan se det, de laver inde ved siden af.

På en urkomisk måde forsøger han at blive en del af fællesskabet. Først på en avis, der får mange af de medstuderende til at blive vrede på ham, og bagefter i sin egen fantasi som en del af noget seksuelt, hvor han ikke helt kan finde ud af, hvem af de to elskende, han foretrækker.

Spejler os i ensomheden
Når man nævner ensomhed, er der en sjov serie, som man ikke må glemme. Nemlig Master of None.

Aziz Ansaris forrygende komedieserie fra 2015 formår at fremvise en mand, der virkelig kæmper med ensomheden. Dev (Ansari) er en outsider, som forsøger at finde en vej i livet.

Hvordan skal et nogenlunde velfungerende menneske dog kunne navigere i en verden, hvor Facebook har erstattet skolegården, og hvor Tinder efterhånden er den eneste måde, man kan møde nye mennesker på?

Det spørgsmål stiller Master of None, som har en overbevisende komisk timing. For det er da sjovt på en paradoksal måde, at der i en verden, hvor kommunikationsmulighederne aldrig har været mere ligetil, stadig kommer flere og flere ensomme mennesker, som sjipper for sig selv i livets små frikvarterer.

Det er nok også derfor, at de ensomme karakterer er så morsomme for tiden i serieverden. Et eller andet sted kan vi måske nok se os selv i Dev fra Master of None eller Phil fra The Last Man on Earth.

Måske sidder du tilbage og tænker, at du ikke kan komme i tanke om nogen fra din skoletid eller dit arbejdsliv, der minder om figurerne i serieverdenen.

Fortvivl ikke. Dine skolekammerater og dine arbejdskolleger har set dig hver eneste dag, og de har både grinet med og af dig.

Ensomhed er helt okay, din original!