Når et barn forgriber sig på et barn

I En tavs historie vender den 37-årige instruktør Anders Skovbjerg Jepsen kameraet mod sig selv for at undersøge det traume, der har siddet i ham, siden han som seksårig oplevede det første af en række overgreb.

Den syv år ældre Peter – som ikke er hans rigtige navn, men bruges i filmen – forgreb sig på Anders, mens de sad på børneværelset og spillede videospil. De var sammen, fordi deres forældre kendte hinanden.

Overgrebene fortsatte i en årrække, hvor Anders Skovbjerg Jepsen ikke fortalte det til nogen.

Men nu er han klar til at konfrontere traumet. Og instruktøren får temmelig opsigtsvækkende Peter til at medvirke anonymt i filmen, så både de og andre kan blive klogere på, hvad der sker, når børn forgriber sig på børn.

De to mænd har ikke set hinanden i mange år, så det krævede tålmodighed og følsomhed at realisere projektet.

”Inden vi startede på at filme, mødtes vi med en psykolog som mægler. Vi havde tre sessions, for det var vigtigt for mig at sikre, at vi havde haft et rum, hvor vi bare var os uden et kamera,” fortæller Anders Skovbjerg Jepsen.

”Jeg skulle også se, om det overhovedet var forsvarligt at lave filmen. Jeg kender jo ikke manden i dag, det var mange år siden, jeg havde set ham. Vi snakkede det igennem og gav hinanden hånden på, at vi ville gøre det.”

Mere end terapi
En tavs historie er resultatet af en lang proces for Anders Skovbjerg Jepsen, der nu har premiere på filmen på dokumentarfestivalen Cph:Dox.

Han havde allerede taget tilløb til filmen i nogle år, da han i 2018 kontaktede produktionsselskabet Final Cut for Real, der står bag Oscar-nominerede dokumentarer som Flugt, The Look of Silence og A House Made of Splinters.

Den kamerasky instruktør gjorde i starten forskellige krumspring for, at hans film om det tabubelagte emne ikke skulle handle for meget om hans egen historie.

Undervejs fandt han dog ud af, at han var nødt til at inddrage sig selv.

”Jeg snakkede med forskellige organisationer og fandt fem andre mænd med lignende historier. Dem filmede jeg med over to weekender, hvor vi delte vores historier med hinanden og lavede nogle forskellige ting i et studie,” fortæller Anders Skovbjerg Jepsen.

”Det var enormt givende, men efter det tog jeg beslutningen om, at det var vigtigt for mig at have Peter med. Hele processen har faktisk handlet om at skrabe alt muligt unødvendigt fra. Det var den svære, men nødvendige vej at gå.”

I filmen har de to mænd tøvende samtaler, hvor de føler hinanden an i en slags forhandling om, hvem der erindrer hvad. Peter husker ikke meget fra dengang, fortæller han, og der kommer ikke nogen store erkendelser om, hvorfor overgrebene fandt sted.

Men han har dårlig samvittighed og føler skyld over sine ugerninger, som han har forsøgt at glemme.

En tavs historie tegner et signalement af to mænd, som er klar til at trække skeletterne ud ad skabet for at skabe fokus på et overset tabu.

”Hvis jeg udelukkende ville have haft en terapeutisk proces, er det nok ikke det smarteste i verden at lave en film. Så skulle vi bare have mødtes med en mægler og talt sammen,” fortæller instruktøren.

”Det primære formål var at lave en historie, som jeg følte manglede. Det sagde jeg også til Peter. Jeg ville have ham med for at vise folk, at nogle har den her historie. Han kunne sætte ord på, hvordan det var at være ham i dag. Der er sikkert nogle fordomme om folk, der som ham har haft krænkende adfærd, så dem kunne han være med til at udfordre.”

Fastholdt af kameraet
Anders Skovbjerg Jepsen har taget en bachelor i film- og medievidenskab på Københavns Universitet og begyndte dernæst at læse kandidaten i journalistik på Syddansk Universitet.

Halvvejs i forløbet blev han dog optaget på Den Danske Filmskoles dokumentarlinje. Herfra blev han i 2015 uddannet med afgangsfilmen Drengene, som kan ses på Ekko Shortlist.

På skolen lærte instruktøren om den populære dokumentarleder Arne Bros metode og fik nogle redskaber. Dem har han gjort brug af i arbejdet med En tavs historie, der er Anders Skovbjerg Jepsens første film i det lange format.

”Jeg er trænet i at have en autentisk interaktion, mens der er et kamera. Selvfølgelig påvirker kameraet situationen, men det er ikke nødvendigvis på en negativ måde,” siger instruktøren.

”Jeg er ikke i tvivl om, at Peter vejer sine ord lidt anderledes, når der bliver filmet, men kameraet har fastholdt os i situationen. Selv om han til hver en tid kunne have sagt stop og gået, hjalp kameraet med at holde fokus.”

I filmen taler Anders Skovbjerg Jepsen også med sin far om, hvordan han tacklede det, da han endelig hørte om overgrebet på sønnen. Men instruktøren konfronterer også faren med, at han måske ikke var så opmærksom på sønnens signaler, som han skulle have været.

”Det gælder helt klart også i scenerne med min far, at kameraet har fastholdt alvoren og følelserne. Det skaber en bevidsthed om, at man bliver set i noget, der har været uset, ufortalt og tavst før i tiden,” siger Anders Skovbjerg Jepsen.

”Det er på en måde det ultimative brud, at vi ikke bare snakker om det, men at det faktisk bliver filmet. Så er der ikke nogen vej tilbage. Ikke på en hård måde, men det skabte en god tyngde.”

Rørende møde
I den ellers nødvendigt alvorstunge film sker der et morsomt knæk, da Anders Skovbjerg Jepsen i det første møde med Peter prøver at tage kontrollen.

Instruktøren har nøje planlagt, hvordan mødet skal udfolde sig, men da Peter takker nej til en kop kaffe, smuldrer den sindrige planlægning. Filmens mest slående scener er dog dem, hvor Anders og Peter sidder og spiller de samme spil som dengang på børneværelset.

Denne gang er overgreb nemlig skiftet ud med en rørende samtale om, hvordan livet var dengang og har udviklet sig for de to mænd. Foruden at lave en film har Anders Skovbjerg Jepsen fået meget personligt ud af mødet, og det samme er tilfældet for Peter.

”Jeg kan ikke spekulere så meget i, hvad hans motivation har været for at medvirke, men jeg ved, at han har fået noget ud af det. Og vi har haft muligheden for at belyse, at det er noget andet, når overgrebet begås af en teenager mod et barn, end når en voksen forgriber sig på et barn,” siger instruktøren.

Han accepterede sin tidligere krænkers ønske om anonymitet for at kunne fortælle historie med alle dens nuancer.

”Jeg tror egentlig, at han gerne ville kunne stille sig frem, men han er nok bange for, hvad det er for et blik, han vil blive mødt af. Vil der være et nuanceret billede af ham i dag som voksen? Det synes jeg jo egentlig, at der burde være.”

Du er ikke alene
Den sidste scene i En tavs historie er filmet i sommer og viser, at Anders Skovbjerg Jepsen på det tidspunkt blev far. Filmen har været en vigtig rejse for instruktøren, og han håber, at den også kan blive det for andre.

”Når man hører om en film om overgreb mellem børn og unge, vil mange nok tænke, at det er forfærdeligt eller for meget. Jeg håber, at man efter at have set filmen vil føle, at det var til at være i rum med.”

”Forhåbentlig kan filmen være med til at italesætte et felt, som der ikke tales så meget om, nemlig at en tredjedel af overgreb på børn og unge begås af andre unge. De mænd og kvinder, der har oplevet det, skal vide, at de ikke er alene. Og filmen viser, at folk som Peter kan udvikle sig til et andet menneske.”