Når idealer bliver til terrorisme

Instruktør Michael Haneke er ikke ligefrem kendt som den store glædesspreder, og på gårsdagens pressemøde mødte han op i et særligt gnavent lune. Måske fordi hans kandidat til Den Gyldne Palme, Das weisse Band, fik en lidt lunken modtagelse i det toneangivende brancheblad, Variety.

Ligesom Lars von Trier var den 67-årige Haneke i defensiven og lagde ud med at affærdige journalisternes spørgsmål som absurde og uforståelige.

Den østrigske mørkemand himlede med øjnene og kastede armene opgivende i luften, da en journalist spurgte, om der overhovedet er en mulighed for en verden i balance.

”Det må du spørge den gode gud om. Hvis vi havde et svar på det, så ville verden nok være et bedre sted,” sagde Michael Haneke.

Film er som skihop
”En kunstner er én, der skal stille spørgsmål og ikke give svar,” fortsatte Haneke.

”Som kunstner forsøger man at præsenterer et spørgsmål, en verden og en situation. Det ville være direkte dumt eller farligt at give svar,” sagde han og tilføjede, at han ser sine film som skihop:

”Det er op til tilskueren at hoppe.”

De undertrykte
Vanen tro udøver Michael Haneke i Das weisse Band skånselsløs kulturkritik, men i modsætning til hans tidligere film har han denne gang flyttet handlingen til Første Verdenskrigs begyndelse og en lille nordtysk landsby, hvor fascistiske voksne tvinger deres idealer ned over hovederne på landsbyens børn.

”Jeg har villet vise, hvordan absolutisme nemt kan kamme over og blive til terrorisme, som det gør i filmen,” sagde Haneke, som i løbet af pressemødet fik talt sig varm.

”De her mennesker er undertrykte, og de lever efter nogle idealer, som de har fået påduttet. Og fordi de er så regelrette, går der ikke længe, før de begynder at straffe andre, som ikke lever efter det samme regelsæt. Problemet er, at selv den, der prædiker et ideal, ikke kan leve hundrede procent op til idealet.”

Ikke kun et tysk problem
Michael Haneke understregede, at Das weisse Band ikke udelukkende handler om Tyskland eller fascisme.

”Jeg har stræbt efter at lave en film, hvor man forstår, at ethvert ideal vil blive perverteret, når det transformeres til en absolut størrelse.”

”Hvis vi kun taler om fascismen, bare fordi det er en tysk film, så bliver det for nemt for tilskuere fra andre lande at sige: ’Ah, det her er en film om tyske problemer.’”

Datidens billeder
En journalist ville vide, hvorfor Das Weisse Band er optaget i sort-hvid.

”Alle de billeder, som vi kender fra denne periode i slutningen af det nittende århundrede og starten af det tyvende, er i sort-hvid,” svarede Haneke.

”Dengang eksisterede massemedierne allerede. Der var fotografi, og der var film, men de var i sort-hvid. Og det er disse billeder, der har formet vores opfattelse af perioden. Derfor valgte jeg at filme i sort-hvid.”

”Men samtidig skaber fortælleren i filmen og de sort-hvide billeder en distance. Det bryder de naturalistiske konventioner. De konventioner der påstår at give et realistisk billede af verden,” forklarede Haneke.

7000 børn til casting
Billeder fra starten af det 20. århundrede spillede også ind på processen med at finde filmens unge skuespillere:

”Da jeg castede børnene ledte jeg efter ansigter, der så ud, som man kunne forestille sig, de gjorde på det tidspunkt. Altså lidt gammeldags-udseende ansigter. Men det var relativt svært. Vi havde 7000 børn til casting.”

Haneke afslørede, at han har arbejdet på filmen igennem ti år. Og trods den lidt lunkne modtagelse, så er Das Weisse Band bestemt en kandidat til Den Gyldne Palme.

Mange store etablerede auteurs er i konkurrence i år, men Haneke er den eneste af dem, der har levet op til forventningerne og bragt et fuldendt ”værk” til Cannes.