Når kvinder mobber

Det drejer sig om ondskab, om ondskabens allestedsnærvær. Både i historiske og aktuelle begivenheder af frygtindgydende omfang, men også i det stilfærdige arbejdsliv blandt almindelige pæne mennesker på et kontor.

Scenen er sat på Dansk Center for Information om Folkedrab, hvor en lille flok kvinder arbejder. To unge kvinder, Iben og Malene, og de lidt ældre Camilla og Anne-Lise. Dødstrusler til de ansatte sætter frygten — og handlingen — i gang. En fjende lurer på dem. Men det bliver hurtigt klart, at det ikke nødvendigvis er en af folkedrabenes mange bødler, der er på spil. Det kan også være en fra deres egen lille verden.

Undtagelsen, der kredser om rivalisering, om misundelse og had, skifter til stadighed mellem de fire kvindelige hovedpersoners synsvinkler. Mens handlingen eskalerer i effektfulde thriller-scener, afdækkes personernes sande psykiske tilstand lag for lag.

Pragmatiske råd
Forfatteren Christian Jungersen læste kommunikation og samfundsfag ved RUC i 1980'erne og blev cand.comm. i 1988. Han fulgte også undervisning på Købehavns Universitet, blandt andet i filmvidenskab. Han gik selv i gang med at skrive filmmanuskripter, sendte dem til Filminstituttet. Det kom der ikke noget ud af, i hvert fald ingen film. Men han lærte meget af det, for i filmverdenen griber man skriveprocessen mere effektivt og pragmatisk an end i den litterære verden.

"Hvis du som forfatter forsøger at lære noget om strukturen i noveller, bliver du lynhurtigt sporet ind på nogle afsindigt højpandede ting, som rent praktisk ikke kan bruges til noget som helst," siger Christian Jungersen. "Hvis du gør det inden for film, findes der bøger som Skriv et filmmanuskript på 28 dage — og lav en Hollywood blockbuster. Sådan nogle bøger er der mange af, og det er jo spændende, for det er folks erfaringer, som man kan tage og bruge og i hvert fald forholde sig til."

"Og dem læste jeg mange af dengang, i slutningen af 80'erne. Og noget helt afgørende for mig i den sammenhæng var, at jeg blev filmanmelder på en lokalradio, fagbevægelsens radio. Jeg så én film om dagen, sad med lommelygte og stopur i mørket og noterede alle scener, alle vendepunkter. Ved at se 100 film med de øjne fik jeg en ide om, hvornår vendepunkter og personer skal introduceres, hvornår et tema skal tage en ny vending. Det var ikke noget, jeg bare lærte som teori, men noget man kan kalde en musikalitet. Det har jeg kunnet trække enormt på siden."

Efter de forgæves forsøg på at komme ind i filmverdenen gik Jungersen i gang med en roman. Krat, historien om en gammel mand, der tænker tilbage på den livslange rivalisering med en jævnaldrende ven, udkom i 1999 og fik en flot modtagelse. Den vandt blandt andet Debutantprisen.

"Krat er skrevet som en antifilm-roman, den er skrevet efter, at jeg havde fået de her fem eller seks filmmanuskripter tilbage i hovedet, så tænkte jeg, nu dropper jeg hele lortet og skriver en ufilmatiserbar roman. På enhver måde, hvor det overhovedet var muligt, gjorde jeg noget, der var forkert i forhold til reglerne. Det var med fuldt overlæg. Jeg ville bryde fri af dét, som jeg kunne se åbenbart ikke fungerede."

Filmisk arkitektur
Til gengæld fremstår Undtagelsen som en meget filmisk bog. Den fortæller meget visuelt i et sagligt, konkret sprog, og den rummer scene efter scene, der er som set i en film.

— Tænkte du på film, da du skrev bogen — så du det for dig?
"Ja, det gjorde jeg. Overordnet har min roman en filmisk arkitektur. En roman skal dog bygges anderledes op end en film, fordi den er en oplevelse, som varer så enormt lang tid. Så man kan udmærket godt bygge et kapitel eller en scene op som en spillefilm. Det prøver jeg på at gøre rigtig tit. Og det havde jeg ikke kunnet gøre, hvis jeg ikke havde set så mange film."

— Og nu viser filmverdenen stor interesse for Undtagelsen?
"Ja, der er kommet tilbud og forespørgsler fra mange danske og udenlandske selskaber, blandt andet fra Fox, Warner og DreamWorks. Jeg kan dårligt overskue situationen. Jeg vil slå koldt vand i blodet og vente og se. Bogen kommer i USA om halvandet år. Men det er oplagt, at den kan blive til en film eller en tv-serie."

— Undtagelsen kan karakteriseres som en action-thriller med psykologi og med et stort, sagligt materiale. Er det en thriller, der får vægt gennem sit budskab, eller er det et budskab, der bruger thrillerformen som formidling?
"Mit store anliggende var at komme ind i ondskabens natur, kan man sige. Og så vil jeg fortælle noget om selvbedrag, om at vi alle sammen tror, at ondskab er noget, der er langt væk, mens det faktisk er noget, der også er i os selv. Undervejs opdagede jeg nogle muligheder for at gøre bogen mere spændende, end jeg egentlig havde regnet med, da jeg begyndte."

— Du havde ikke tænkt den som en thriller fra begyndelsen?
"Nej, og så tænkte jeg: 'Jeg er en idiot, hvis jeg ikke tager imod disse her ting.' Men det kan også være et problem. For folk læser den alt for hurtigt og risikerer at overse detaljerne og det filosofiske indhold. Det var altså ikke meningen."

— Din thriller-kompetence er kommet mere eller mindre tilfældigt?
"Det er den nok, men jeg har også læst mig til den. Da jeg fandt ud af, at det var den genre, som skulle bruges, læste jeg en del, forsøgte at lære håndværket at kende. Hvis jeg for eksempel havde en scene om en person, som bryder ind i et hus, så tænkte jeg: 'Hvor har jeg læst scener, der minder om det?' Og efter at jeg havde skrevet min egen scene, læste jeg lignende scener, som jeg huskede som de bedste, og skrev min egen scene om, indtil jeg syntes, at min scene var den bedste."

En omvendt Maude
— Hvis vi ser på bogens tema, har det så været din plan at stille folkedrabets store ondskab op over for den "lille" ondskab på det personlige plan?
"Nej, det at spejle det store i det små har ikke været projektet. Jeg interesserer mig ikke specielt for den store ondskab. Folkedrab er bare det, personerne arbejder med."

— Personerne kunne også have beskæftiget sig med barokmusik?
"Ja, det kunne også være interessant. Bogen begyndte med, at jeg ville skrive om mobning på en arbejdsplads og om, hvordan mennesker, som man kender som søde og rare, kan blive fuldstændigt forandrede på deres arbejde. De viser et helt andet ansigt af sig selv, og det er også en gåde for dem selv — i det omfang, de overhovedet registrerer det og vil opfatte det som en del af deres egen identitet. Det var mit udgangspunkt. Og så kunne jeg have valgt at lade dem være barokmusikforskere. Det ville være blevet en meget anderledes bog."

"Men jeg så det største potentiale i, at de arbejder med folkedrabsforskning, for så kunne jeg have et spil mellem det, de arbejder med, og det, de selv gør. Det var først derefter, jeg begyndte at sætte mig ind i folkedrab. Men det interessante for mig har hele tiden været at trænge så præcist som muligt ind i, hvad pokker det er, der foregår i disse mennesker. Og på sin vis være solidarisk med dem. Ikke bare sige: 'De er nogle svin.'"

"For de gør jo alt, hvad de kan for at være gode mennesker. Men der er nogle sociale mekanismer, der ind imellem løber af med dem, og som måske ville løbe af med os alle, i hvert fald langt de fleste af os. Hvad er de mekanismer, hvornår er det, at én af os kommer til at handle godt — bedre end vi måske havde forestillet os? Og hvornår er det, vi kommer til at handle ondt? Altså — vi har også potentialet for at gøre gode ting. Som Maude i Matador. Det her er omvendt Maude, kan man sige."

— Efter Anden Verdenskrig talte man meget om erkendelsen af "ondskaben i os alle", men samtidig fandt man håb hos Holocausts berømteste offer, Anne Frank, der skrev: "Jeg tror på det gode i mennesket."
"Jeg tror på det godes muligheder i stort set os alle — og det ondes muligheder. I omtalen af en fagbog om netop Ondskabens psykologi læste jeg om terroraktionen i Beslan. Her omtaltes det synspunkt, at terroristerne ikke var onde mennesker, for i deres verdensbillede gjorde de noget godt. De var villige til at ofre deres eget liv for en større sag, de var idealister. Deres verdensbillede var bare uforståeligt anderledes end vores."

"Mit synspunkt er, at der vil være nogle af terroristerne, som er sådan. Der vil være andre, som vil være med i det, fordi der er en lækker pige blandt de andre terrorister — eller de har en morfar, som altid har syntes, de var et skvat, og nu skal de rigtig vise ham. Men alle terroristerne har lidt af begge dele. Hvis man taler med dem den ene dag, vil de sige, at de kæmper for alt det, de tror på. Og andre dage vil de — hvis man lige fanger dem på et andet ben — være med på, at 'ok, hvis jeg ikke var her, så ville jeg jo nok være nødt til skulle tage det her job, nede i den her kulmine, og det vil jeg ikke'."

"Det er jo en pointe i min bog, at vi er i stand til at have nogle fuldstændigt adskilte verdensbilleder inde i os, og at bevægelsen i os alle hen imod ondskaben ikke står i en logisk rækkefølge af tanker, men er en form for netværkstænkning, hvor vi har høje idealer om den store godhed, men samtidig også den egoistiske motivation plus tre-fire andre ting."

Psykologisk mekanisme
"I bogen tænker Iben og Malene, at det er ok at mobbe Anne-Lise, for hun er sgu så tykhudet, at hun ikke fatter det; hun har ingen følelser, mærker ikke, at man er lidt hård ved hende. Og så tænker de samtidig — noget som virkelig ikke burde være muligt at tænke samtidig — 'selvfølgelig gør det ondt på hende, men det har hun fortjent, for hun er led'."

"Det er jo to helt forskellige billeder af dem selv og af verden, der eksisterer side om side. Og på samme tid har de en fornemmelse: 'Jeg tror ikke, jeg fortæller mine venner det her.' Det kan man også se i folkedrabsforskningen, rent sprogligt, når den nazistiske leder kunne sige til vagterne: 'Verden vil takke jer for det, I har gjort.' Men samtidig siger han, at de skal slette alle spor."

— Er mobningen den lille ondskab?
"Jeg vil ikke kalde den lille."

— Men den kan vel ikke sammenlignes med gasning og bomber?
"Iben og Malene skriver i deres artikler om folk, der bliver spærret inde i en trækirke, og så brænder man hele kirken af, eller om 1000 mennesker, som alle sammen får skåret akillessenen over, så de ikke kan løbe væk. Det er klart, at det er noget andet at mobbe nogle på et kontor, men den psykologiske mekanisme er jo den samme. De sidder tæt sammen med et andet menneske, som de har arbejdet sammen med, som de kender vældigt godt, og de ønsker faktisk for hende, at hun skal blive invalideret — at hun skal gå psykisk ned. De ønsker hendes totale destruktion uanset omkostningerne for hendes familie og børn. Det vil jeg ikke kalde den lille ondskab, men markant ondskab. Men det sker mod deres vilje og til deres egen overraskelse. De ville ønske, det ikke skete, og de kommer nærmest til at hade Anne-Lise mere for, hvad hun får dem til at være."

Kvindelige signaler
— Er udfoldelsen af ond mobning typisk for kvindearbejdspladser?
"Jeg talte med en af HK's mobningseksperter om det, og hun siger, at der er lige meget mobning mellem mænd og mellem kvinder, men at mobningen er radikalt forskellig."
"Mænd er mindre bange for at vise aggression, mindre bange for at blive regnet for nogle røvhuller. Mobning blandt mænd kan for eksempel være på et lager, hvor man kører ind i en person med en gaffeltruck igen og igen — eller putter en renseklud med benzin i en kollegas lomme og sætter ild til den. Mobning mellem kvinder er meget mere subtil. Der er ikke nogen, der kan hænges op som skurken på samme måde. Det er mere mobning i stil med: 'Hvor er det dog ærgerligt, at vi kom til at holde møde på den dag, hvor du ikke var her.'"

"Kvindearbejdspladsen i bogen er også et forsøg på at skrive en roman om et kvindeunivers. Jeg har større opmærksomhed på det sociale spil, på de
ikke-sproglige signaler, end jeg nok ville have haft, hvis det var mænd, det drejede sig om."

— Mændene i bogen er lidt tåbelige.
"Ja, det er med fuldt overlæg. Jeg har prøvet at lave en bog, hvor kvinderne er så psykologisk nuancerede, som jeg overhovedet kunne lave dem, mens mændene er lavet som nogle klovnemikler. Det er en del af mit forsøg på at lave et kvindeligt perspektiv, så mændene bliver en form for bipersoner."

Vi er kaotiske mennesker
— Er ondskab naturlig?
"Ja, det synes jeg, den er. Det er sådan, at både ondskaben og godheden er naturlig. Hvis man ser på 500 år gamle byer, er de bygget på en bakketop. Hvorfor? Det er ikke, fordi det er specielt nemt at dyrke marken på en bakketop, eller fordi der er god adgang til vand. Det er, fordi man kan beskytte sig mod andre folk, som kommer for at slå én ihjel. Sådan er menneskehedens historie. Den er fuld af konkurrerende grupper, der forsøger at slå hinanden ihjel, men samtidig er der også noget andet, en eller anden dyrisk godhed i os."

"Der ligger nogle instinkter i os, både instinktet for at gøre noget godt og et instinkt for at gøre noget ondt i forskellige sammenhænge. Og vi har de dyriske programmer inde i os, og vi er ikke selv klar over, hvor trykknapperne sidder."

"Hvis andre altid har trykket på knappen for godhed i én og der så pludselig er nogen, der trykker på den knap, som fremkalder ondskab, bliver man overrasket over sig selv. Det gælder også omvendt. Man kan vise ungdomskriminelle det gode, de har i sig selv, og lære dem, at det her kan du også bygge din identitet op omkring. Vi er kaotiske mennesker. Jeg tror, vi kan lære at trykke på de gode knapper, og vi kan lære både os selv og andre at styre uden om de onde — det håber jeg på."

— Vi er ikke dømt til at være de egoistiske dyr, der skal overleve på savannen?
"Det er rigtigt, at vi er dyr på savannen — det er Ibens synspunkt. Men min bogs synspunkt er, at vi er i stand til at udføre nogle handlinger, som simpelt hen ikke kan forklares biologisk. Vi kan noget mere. Vi kan løfte os ud over det."