Når tv leger historiebog

Historien er fuld af historier, og rigtigt mange film fortæller dem. Nogle nært og næsten historisk som Der Untergang, Good Night, and Good Luck og Thirteen Days, der alle forsøger at genskabe et troværdigt billede af en konkret fortidig begivenhed. Skuespillere agerer kendte historiske personer, som Hitler, CBS-studieværten Edward R. Morrow og John F. Kennedy, og filmene bestræber sig ikke bare på at genskabe fortiden så troværdigt som muligt, men også på at formidle selve det historiske drama, som det "i virkeligheden" fandt sted.    

Det er lettere sagt end gjort.    

Selv om en film bygger på omfattende research og på historiske kilder, og selv om den kysk holder sig tæt på "sandheden", kommer filmen ikke udenom, at den — som al anden historiefortælling — kun genskaber en lille, udvalgt del af fortiden. Den virkelighed, der fandtes engang, er definitivt forbi og kan kun genskabes som en kulisse, hvor hver detalje er udvalgt, så det ligner vores billede af, hvordan fortiden så ud.

Filmen er med andre ord en nutidig for­tolkning af fortiden, og den henvender sig til et helt aktuelt publikum: til os. Det, der interesserer os, er ikke fortiden, men det genskin af vor egen tid og vore egne problemer, konflikter og følelser, som vi ser i den historie, filmen fortæller.  

Distance til stoffet
End ikke den mest omhyggelige research og den mest udstrakte brug af scener, der er bygget op over virkelige begivenheder, ændrer filmenes grundlæggende fiktion. Ved at vælge til og skære fra, betone og underbelyse, sammenbinde og adskille skaber filmene deres egen virkelighed, der nok er stærkt inspireret af et historisk drama, men som grundlæggende er iscenesættelse. Alligevel, eller måske netop af samme grund, formidler film stærkt alle de modsætninger og tvetydigheder, fortiden rummer. Hvor den historiske afhandling i bogform kan vælge helt at undlade personers optræden og stadig være både relevant, fascinerende og bevægende, har filmen en unik evne til at sætte levende personer ind i en historisk sammenhæng, så begge får liv og bliver nærværende.

Den afgørende forskel på den gode historiske film og den gode historiske bog er, at mens filmen forbliver iscenesættelse, der skal skabe indlevelse, kan bogen forholde sig med større distance til sit stof og formidle forskellige teser med større nærhed til kilderne. Begge kan forløse den historiske fortælling, og selv om de arbejder forskelligt, har de respekten for den gode historie tilfælles.

Et mere afgørende spring sker hen til den genre, der sætter en historisk ramme omkring en fortælling, som har sin egen dynamik og indre logik. Matador og Krøniken er begge eksempler på, at det ikke er det historiske drama, men den historiske ramme, der inspirerer. Det er tiden snarere end historien, der interesserer. Fortællingerne handler om mennesker og deres indbyrdes relationer. Det historiske er en setting, der giver klangbund og karakter, og som skaber en ydre forandringsproces, der udfordrer de karakterer, som bærer histo­rierne. Historien har sit eget drive og benyttes som den motor, der sikrer bundtrækket i plottet.

Formidlingskraft
Selv om det historiske altså ikke er hovedsagen for hverken Matador eller Krøniken, har sådanne serier, der udfolder sig i et historisk miljø, en formidabel historisk formidlingskraft. Netop fordi det historiske ligger som et lag neden under og uden om de skæbner, vi følger og identificerer os med, tror vi på det som en virkelighed, der ikke sættes spørgsmålstegn ved.

Når vi er med Hitler i bunkeren, er vores kritiske sans helt vågen: Hvor meget af det, vi ser, kan understøttes med kilder og citater? Hvor meget er opspind og gætværk? Selve det kildemæssige spørgsmål bliver interessant, og vi tørster efter at kunne skille "sandhed" fra fiktion, også selv om vi godt ved, at fortiden for længst er forbi og ikke har efterladt nogen endegyldig historisk sandhed, som vi kan udgrave.

Helt omvendt med Matador og Krøniken, hvis fiktive personer jo ikke giver sig ud for at være nogen, vi ville, men nogen vi kunne være stødt på i fortiden. Netop fordi vi godt ved, at det hele er fiktion, opleves den historiske iscenesættelse mere virkelig. Når plottet står i centrum, fortoner de historiske detaljer sig, og forfatter og instruktør genskaber uden smålige hensyn til kildekritik og historievidenskab en historisk ramme, der passer til den historie, filmen vil fortælle.

Moderne myte
At iscenesættelsen bliver mindre kildenær, betyder imidlertid ikke, at den også bliver mindre overbevisende.

Den bliver tværtimod snarere mere overbevisende, særlig når en series skæbner og figurer, som man afsnit for afsnit lærer bedre og bedre at kende, snor sig ind og ud af historien, der dermed fremstår uantastet som deres virkelighed. Kun et enkelt blink med øjet, før deres virkelighed også er vores - altså den virkelighed, vi som land og folk gennemlevede dengang. Den kritiske sans sløves, når det historiske ikke er omdrejningspunktet, men baggrundstæppet. 

Når Palle From som ung, håbefuld student i Krøniken møder Jens Otto Krag og får til opgave at skrive en tale for ham, handler det hverken om Jens Otto Krag eller om Danmarks kriseøkonomi omkring 1950. Det handler om Palle From og om den figur, Krøniken gerne vil bygge op omkring ham.

Pointen er ikke, at From er en fiktiv person, og at episoden naturligvis aldrig har fundet sted. At den altså ikke er "sand". Det er for så vidt ligegyldigt. Krøniken vil ikke være "sand". Den vil spinde en moderne myte omkring nogle opdigtede personer, der optræder i en historisk kulisse. Den vil gennem fortællingens dramatiske plot fortælle en underliggende historie om, hvordan den danske folkesjæl blev formet og forandret midt i det tyvende århundrede, og den vil gøre det, så vi sanser selve epoken.

Det virker - sådan som myter ofte gør. Det skaber en stærk fælles historisk oplevelse, som uden tvivl er med til at danne en moderne historisk bevidsthed - ganske uden hensyn til, om faghistorikere kan pege på denne eller hine fejl og forenklinger.

Forståelse af fortiden
I forhold til det historiske er problemet, at fortællingens fokus glider fra tiden med dens problemer og sammenhænge og over til det personlige, som kredser om et par familiers indbyrdes (kærligheds-)forhold og genvordigheder i og omkring radiofabrikken Bella.

Jens Otto Krag var en hovedperson i Danmarks historie, men i Krøniken er han en biperson, en statist, der træder ind og ud af filmens historie. Han optræder som en MacGuffin, en Hitchcock'sk rekvisit, hvis betydning kun ligger i den rolle, som den symbolsk tilkendes for filmens handling. Dermed gør episoden med Palle From os ikke klogere på hverken Krag eller Danmarks historie omkring 1950.

Fra historiske film og tv-serier aflejres billeder og stem-ninger, som mange endda kan genkende, eller mener at kunne genkende, når de ser den svundne tids biler og gader og sommerkjoler genskabt netop sådan, som vi gerne husker dem — eller gerne ville huske dem, hvis vi havde været født dengang. Billederne bliver siddende og kommer for mange til at udgøre den historiske grundfortælling, nemlig det, som man uden videre "ved" om Besættelsen og om 50'erne.

Med billedmediernes fantastiske fascinations- og overbevisningskraft er det i høj grad det billede, de efterlader, der bliver stående. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad det er for en historie, de formidler, eller hvor godt, de gør det. 

Når det lykkes Matador og Krøniken at ramme tidsånden og de menneskelige og sociale brydninger, der hørte dengang til, formidler de et virkeligt historisk indtryk. De fortæller en underliggende historie om tidens samfund og om de forandringer, det gennemgik. Når det er bedst, kan det være fremragende historieformidling, som er med til at styrke vores forståelse af fortiden. Når det er værst, forbliver det en kliché uden historisk dybde.

Lette at manipulere
Er der grund til at være bekymret over, at vi som samfund i stadig højere grad lever med den tv- og filmskabte historie som eneste fælles historiske referencepunkt? At med andre ord Korsbæk for de fleste er mere virkelig end Korsør, når det gælder Besættelsen.

Eller, for at udtrykke det mere brutalt, at den skolelærte, faglige historie fortrænges af en medieskabt fortid, som forholder sig afslappet til kilder og kronologi, og som kun i de færreste tilfælde lever op til de faglige krav, historikere ville stille? Svaret er både ja og nej.

I takt med, at den fælles historiske referenceramme bliver stadig mere spinkel, blandt andet fordi historieundervisningen er blevet meget fragmentarisk, svækkes også bevidstheden om den fortid, vi har tilfælles, og forståelsen af, hvordan vi som land og folk kom fra dengang til nu. Det betyder, at vi har sværere ved at gennemskue også aktuelle problemstillinger og bliver lettere at manipulere, når demagoger bruger historiske billeder for at fremme deres synspunkter. Vi har ikke egen viden at holde op mod de lette pointer og forstår hverken, hvordan vi i nutiden ligner eller adskiller os fra dem, der var her før os. Historien er vores kollektive erindring og bærer af vores kultur i bredeste forstand. Uden den mister vi retningssansen. 

Sagen er bare den, at det ikke er film og tv, men den svage faglige historiefortælling, der er synderen. Den historiske bevidsthed, der formidles gennem film og tv i en historisk ramme, kan tværtimod være med til i nogen grad at udfylde det historiske hul.

Begrænsningens kunst
De fleste historikere deler appetitten på den gode historie med filmfolk, biografgængere og tv-seere. Tænk blot på, at historikere er de eneste, der har selve historien som deres fag, og som hver dag lever med den dobbelte betydning af ordet, som både betyder "det historiske" og "historien om det".

Derfor tager vi også historien på ordet, eller på billedet, om man vil.

En roman kan digte frit med eller mod kilderne, mens den, der sætter sig for at formidle det historiske, må forholde sig mere nøgternt til de spor, som fortiden har efterladt. Det sætter sine begrænsninger, men giver også vældige muligheder, fordi historien også - ­ja, måske især - i sin mere stramme form har så vældig fascinationskraft.

Virkeligheden overgår fantasien, og det er svært at forestille sig, hvem der skulle have haft fantasi til at finde på historiens uendelighed af små og store skæbnefortællinger.

Som historiker balancerer man på en line, der er mere eller mindre stramt spændt ud mellem ønsket om at fortælle den gribende historie og den faglige forpligtelse til at holde sig til det, som med rimelighed kan udledes af kilderne - og som i hvert fald aldrig må stride mod dem. Det er den begrænsning, der ligger i det sidste punkt, som de førstnævnte historiske film så nogenlunde respekterer. Og den, som ikke indhegner Matador og Krøniken, fordi de ikke er historiske, men fortællinger sat i en historisk ramme.

Dér står så historikeren med de gode historier, han gerne vil fortælle på film. Af egen faglig erfaring er historikeren overbevist om, at forløsningen af det historiske ligger i begrænsningens kunst. Og medbegrænsning tænkes her hverken på omfang eller tema, men på at begrænse sig til det, som er historisk, det vil sige det, der kan udledes af historiske kilder. 

Min påstand er altså, at den historiske filmfortælling lever bedst og udfolder sig mest frit, når den underkaster sig en stram historisk disciplin, der forsøgsvis kan udtrykkes i disse fem enkle fordringer:

1) I filmen optræder kun historiske personer 
2) Filmen respekterer begivenhedernes kronologiske rækkefølge
3) Alle scener er stedmæssigt autentiske 
4) Handlingsforløb og udlægninger er forankrede i kilder 
5) Replikker respekterer, hvad der kunne være sagt  

Der findes næppe en spillefilm, der fuldt ud respekterer alle fem fordringer. Måske kan den heller ikke laves, men er det en grund til ikke at forsøge? Grib til historien! Film den!