Nat og tåge

Nat og tåge (originaltitel: Nuit et Brouillard) er en dokumentarfilm om nazitidens kz-lejre. Farvebilleder af den i dag delvist raserede og overgroede lejr Auschwitz-Birkenau er klippet sammen med sort-hvide arkivbilleder af de torturerede og udmarvede fanger, som engang levede på stedet. Filmen ledsages af en dansk speakerstemme (Erik Mørk), som kommenterer de historiske begivenheder. Undertiden gøres der korte refleksioner over, hvordan vi i dag skal forholde os til det, der er sket.

Efter åbningssekvensen illustrerer filmen med billeder af marcherende soldater optakten til forfølgelserne. Året er 1933. En ny regering er kommet til magten i Det tredje Riges Tyskland. Den tyske befolkning må indordne sig i et samfundssystem, hvor visse grupper ikke længere er ønskværdige. Særlige lejre opføres. Mennesker tvinges ind i godsvogne for at blive deporteret til koncentrationslejre.

Filmen beskriver de nyankomnes første møde med lejren. Fangerne barberes skaldet og tildeles et nummer, som tatoveres på armen. I lejren møder de et strengt hierarki, hvor fangerne til dels overvåger hinanden, og hvor en gruppe særligt priviligerede fanger, såkaldte kapoer, har til opgave at holde ro og orden. Over dem er SS-mændene og lejrchefen.

Lokaliteterne og de daglige rutiner introduceres: Sovepladserne, madrationerne, latrinerne, inspektionerne, slavearbejdet og afstraffelserne. Koncentrationslejren er et samfund i miniatureform, og forskellige lejre har forskellige specialiteter: Et symfoniorkester, en zoologisk have, et drivhus hvor Himmler dyrkede sarte blomster. Skulpturer og andre genstande, som fangerne har lavet under lejropholdet, vises frem i filmen som et tegn på, at mennesket er stærkt og trods store savn har en evne til at skabe, erindre og drømme.

I løbet af 1942 effektiviseres myrderiet i Auschwitz-Birkenau ved hjælp af gas. Særlige gaskamre, udformede som bruserum, opføres. Nazisterne opbevarer alt det, som de døde mennesker efterlader sig: Briller, kamme, barberkoste, drikkekrus, tøj, sko og kvindehår. Af kvindehår laves der stof, knuste knoglerester anvendes som gødning, og af menneskekroppene forsøger man at lave sæbe. Nazisternes planøkonomi kalkulerer med disse lejre, og de store industrier anvender fangerne som arbejdskraft. Men i 1945 taber nazisterne krigen, hvorefter fangevogtere og officerer stilles til ansvar. De hævder imidlertid, at de er uden skyld. Speakerstemmen sammenfatter til sidst sine spørgsmål angående skyld og ondskab i forhold til de overgreb, som finder sted i verden i dag.

Om tilblivelsen
Nat og tåge var den første seriøse dokumentarfilm om nazisternes udryddelseslejre, som nåede ud til et bredt publikum. Initiativet til filmen kom fra en gruppe franske historikere, der specialiserede sig i studier af Anden Verdenskrig. Man henvendte sig til instruktøren Alain Resnais, som sagde ja på den betingelse, at digteren og forfatteren Jean Cayrol blev engageret til at skrive filmens speakertekst og til at stå som garant for filmens autenticitet. Jean Cayrol var overlevende fra koncentrationslejren Mauthausen og havde tidligere beskrevet sine indtryk af opholdet i bogen Poèmes de la nuit et du brouillard (Digte om natten og tågen) fra 1946.

I august 1955 besøgte Resnais og hans filmhold lejren Auschwitz og Majdanek, hvor man optog de nyindspillede afsnit i farver. Man satte derefter arkivmaterialet sammen, redigerede filmen og viste den for Jean Caurol, som skrev speakerteksten.

I december 1955 blev filmen præsenteret for den franske filmcensur, som i en mundtlig erklæring meddelte, at filmen burde forkortes, eftersom man anså, at en sekvens med bunker af lig kunne vække ubehag hos publikum. Censuren anmodede desuden om, at et stillbillede fra en fransk opsamlingslejr skulle fjernes, fordi det fremgår, at en fransk militærperson vogter jøderne i lejren. Efter tre måneder indgik Resnais og censuren et kompromis: Billedet af den franske militærperson beholdes, men hans typiske uniformskasket dækkes med en bjælke, der skjuler hans nationalitet. Der foretages ikke andre ændringer, og i foråret 1956 får Nat og tåge verdenspremiere ved filmfestivalen i Cannes.

Filmens titel
Titlen ’Nat og tåge’ henviser til kodeordene for en række operationer, Nacht und Nebel Erlass (Nat og tåge-forordningen), hvor man i Det tredje Rige førte politiske modstandere bort for at lade dem ”gå op i røg”. Begrebet blev lanceret i et direktiv dateret den 7. december 1941.

Hitler påstås selv at have opfundet udtrykket, inspireret af nogle linier fra Wagners opera Rhinguldet. I operaen forekommer en modbydelig dværg, Alberich, som stjæler guldet fra Rhindøtrene for at smede en ring, med hvis magiske kræfter han skal overtage verdensherredømmet. Operaens tredje scene udspiller sig i en underjordisk grotte, hvor Alberich prøver en fortryllet hjelm, som skal gøre ham usynlig. Han tager hjelmen på med ordene ”Nacht und Nebel, niemand gleich!” (frit oversat: ”Hvis der også er nat og tåge, vil jeg være usynlig for enhver”), hvorefter han forsvinder.

”Enhver som vil forstå nationalsocialismen må kende til Wagner,” skal Hitler have sagt, og dværgen Alberich kan ses som et billede på de mennesker, Hitler opfattede som Det tredje Riges fjender. Alberich måtte tilintetgøres både på grund af sit handicap, og fordi hans krav stemte overens med Hitlers syn på jøderne: En gruppe, som gør krav på verdensherredømmet.

Oprindeligt var Nat og tåge-aktionerne hovedsagelig møntet på politiske modstandere, omkring 10.000 personer. Efter krigen er begrebet i visse tilfælde blevet anvendt til at betegne alle de overgreb, som skete, når mennesker blev deporteret af nazisterne, uanset etnisk baggrund eller politisk overbevisning.

Kontrapunktisk komposition
Nat og tåge er en kunstnerisk udformet dokumentarfilm, hvis stil tydeligvis adskiller sig fra de nyhedsfilm om Anden Verdenskrig, der blev brugt som forfilm i biograferne helt op i 1960’erne. Instruktøren Alain Resnais var bevidst om nyhedsfilmenes form og søgte at anvende samme billedmateriale, men indføjet i en lyrisk og mere kompleks sammenhæng.

For det publikum, som så Nat og tåge i slutningen af 1950’erne, var vekselvirkningen mellem farver og sort-hvid et af de mest slående indslag. Ved hjælp af disse skift skabes en følelse af, at vi færdes mellem nutid og datid. Gårsdagens rædsler skildres i sort-hvide dokumentarbilleder, mens farvebilleder viser det, som står tilbage af lejren i dag. Dette fortællegreb er senere blevet en konvention, men blev dengang anset som banebrydende.

Filmen har en tilsvarende konstruktion, når det gælder forholdet mellem lyd og billede samt mellem statisk kamera og bevægeligt kamera. Man kan sige, at Nat og tåge som en helhed er kontrapunktisk i sin opbygning – et begreb, som anvendes inden for musikken for at betegne en kombination af to eller flere melodisk selvstændige stemmer.

I Nat og tåge forenes af og til to modstridende elementer i ét og samme billede. Andre gange opstår modsætningerne, når de nyindspillede billeder og arkivmaterialet stilles op mod hinanden. Som montagen i filmens indledning: Åbningsbillederne viser den overgroede lejr i højsommergrønt (som om naturen selv opmuntrede os til at glemme), inden kameraet sænker sig og viser pigtråden, der stadig løber rundt om området. Kameraet glider frem gennem lejren i lange kørsler fra venstre til højre, inden vi konfronteres med det sort-hvide arkivmateriale, hvor et antal soldater marcherer ind i billedet fra den modsatte side.

Arkivmaterialets sort-hvide stillbilleder er affotograferet med et statisk kamera, som skærper vores opmærksomhed over for enkelte detaljer. Heroverfor stilles de nyindspillede afsnit i farver, som er fotograferet med et kamera, der konstant bevæger sig i langsomme, glidende kamerakørsler. Fortiden er med andre ord fastfrossen og død, mens nuet er i bevægelse og stadig formbar.

Billederne og teksten
Speakerteksten understreger denne fortolkning. I de nyindspillede afsnit i farver består teksten af retoriske spørgsmål. I de sort-hvide sekvenser klippes der fra billede til billede samtidig med, at speakerstemmen styrer vores opmærksomhed gennem fragmentariske påstande, der ofte er udformet som opremsninger. Retorikken i speakerteksten genspejler perspektivet hos de to ophavsmænd til filmen. Instruktøren Alain Resnais kan sammenlignes med den besøgende, som i moderne tid nærmer sig lejren, mens forfatteren og den tidligere koncentrationslejrfange, Jean Cayrol, fremstår som vidnet, der deler ud af sine impressionistiske og usorterede erindringsbilleder.

Speakerteksten forholder sig generelt lakonisk til billederne, men der er også indslag af spiddende sarkasme: ”En koncentrationslejr bygges op som et stadion eller som et stort hotel med entreprenører, overslag, licitation. En bestemt stil er ikke angivet – det overlades til fantasien: Alpinsk stil, garagestil, japansk stil, ingen stil.” Eller som i beskrivelsen af hverdagen for lejrchefens hustru: ”Hun bidrager til at føre et hjemligt – og undertiden mondænt – liv, som i en hvilken som helst anden garnison. Her keder hun sig måske en smule mere: Krigen vil ingen ende tage.”

Speakertekstens forsøg på at fæstne vores opmærksomhed ved stilbristen i lejrens arkitektur eller graden af tristesse hos lejrchefens hustru udfordrer vores opmærksomhed. Disse kommentarer understreger, hvor let vi er i stand til at ignorere grusomhederne, som fandt sted i disse lejre ved at fokusere på uvedkommende detaljer.

Men samtidig er det netop de små detaljer, der giver os en indsigt i lejrenes rædsler. Først når kameraet foretager en panorering over et stillbillede med et bjerg af menneskehår, får vi en fornemmelse af hvor mange mennesker, der faktisk blev myrdet. Først når kameraet kører langs de tomme huller i den kollektive latrin, kan vi forestille os hvilke overgreb på den personlige integritet, som opholdet i lejren indebar. Og først når speakerstemmen antyder, at ofrene med neglene rev betonloftet i gaskamrene i stykker, aner vi rædslen og desperationen hos de mennesker, som mødte døden i dette rum.

Ved siden af billederne og dialogen spiller underlægningsmusikken en vigtig rolle i filmen. Musikken, skabt af den tyske komponist Hanns Eisler, fremføres af et kammerorkester. Også musikken anvendes i filmen kontrapunktisk: Jo mere voldsomme og skræmmende billederne er, desto mildere er musikken.

Det universelle perspektiv
Nat og tåge er en konkret, kortfattet og usensationel skildring af hverdagen i nazitidens koncentrationslejre, men samtidig er filmen bygget op af relativt frie og associative kommentarer omkring et sammensat billedmateriale.

Det siges for eksempel aldrig klart i hvilken lejr, vi befinder os, og instruktøren giver ingen politisk baggrund for de historiske hændelser. Filmen udpeger heller ikke én bestemt gruppe som lejrenes primære offer. Der tales udelukkende om fangerne eller ”skeletterne” på trods af, at jøderne klart var i overtal blandt fangerne, der også talte sigøjnere, homoseksuelle, handicappede, anderledes tænkende samt krigsfanger og tvangsarbejdere af forskellige nationaliteter.

Resultatet bliver, at filmen opleves som almengyldig (filmen forudsætter dog, at beskueren har en vis viden om Anden Verdenskrig). Speakerstemmens refleksioner, som kobler hændelserne til vor egen tid, understreger ligeledes det universelle perspektiv: Spørgsmålet – om alle mennesker har potentiale til at begå grusomheder mod deres medmennesker – løber som en rød tråd gennem hele filmen. Når speakerstemmen f.eks. præsenterer de forskellige lejrkonstruktioner ud fra nationale variationer, er pointen netop, at bødlerne kan være hvem som helst, fra alle nationer og kulturer. Også de formodede ofre repræsenterer forskellige dele af menneskeheden: ”Arbejderen Burger i Tyskland, den jødiske student Stern i Amsterdam, købmanden Schmulszki i Kraków, gymnasiasten Anette i Bordeaux.”

Den eneste gang i filmen, hvor det jødiske specifikt omtales, sker i denne opregning, hvor jøderne ligestilles med andre ofre. Årsagen er formodentlig, at det ville have svækket filmens almengyldighed, hvis man havde knyttet lejrene stærkere sammen med udryddelsen af jøder. At være jøde i nazitidens Tyskland var ikke en politisk forbrydelse, men blev anset for en biologisk kendsgerning, der foranledigede udrensning.

Sandhed og dokumentarisme
Ofte plejer man at tale om dokumentarfilm i modsætning til fiktionsfilm eller spillefilm. Opdelingen giver let et indtryk af, at dokumentarfilmen viser sandheden eller er totalt objektiv, men her er det vigtigt at huske, at filmens billeder af virkeligheden ikke er det samme som virkeligheden. Præcis ligesom i fiktionsfilmen er billederne og lyden i en dokumentarfilm omhyggeligt udvalgte og redigerede af en person, som vil fortælle noget bestemt.

Nat og tåge er en meget personlig dokumentarfilm, et slags filmisk essay, der forholder sig frit til visse historiske kendsgerninger. For eksempel fortæller speakerstemmen, at ”ni millioner døde spøger i dette landskab”, uden nærmere at definere hvilket landskab og hvilke mennesker, der henvises til. På samme måde er oplysningen om, at nazisterne lod sæbe fremstille af menneskekroppe, baseret på nogle uklare detaljer vedrørende eksperimenter udført ved et anatomisk institut i Danzig. Disse oplysninger har aldrig med sikkerhed kunnet bekræftes – fremstillingen af sæben blev i hvert fald aldrig nogen omfattende virksomhed for nazisterne.

Arkivbilledernes ægthed hersker der dog ingen tvivl om (flere af dem stammer fra nazisternes eget arkiv), men frem for blot at betragte Nat og tåge som et historisk tilbageblik, kan man med fordel også se filmen som en erklæring om fremtiden: En advarsel om, at alle og enhver er i stand til at begå grusomheder!

Den afsluttende speakertekst i Nat og tåge er inspireret af de afsluttende linier i Albert Camus’ roman Pesten, udgivet i 1947, hvor hovedpersonen reflekterer over, at ”pestens bacille hverken dør eller forsvinder, at den igennem årtier kan slumre i møbler og i kældre, kufferter, lommetørklæder og papirsbunker, og at den dag måske vil komme, hvor pesten, til menneskenes ulykke og til skræk og advarsel, på ny skal vække sine rotter og sende dem ud for at dø i en lykkelig by”.

Vi aner ekkoet af denne tekst i slutordene i Nat og tåge: ”Krigen er døset hen – med det ene øje på klem.” Og på samme måde som Albert Camus’ roman var en allegorisk beskrivelse af den franske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig, kan også Nat og tåge læses som en allegori. Men over hvad?

Advarsel til landsmænd
Det dominerende spørgsmål på den politiske dagsorden i Frankrig i midten af 1950’erne gjaldt Frankrigs forhold til Algeriet, som havde været fransk koloni siden 1830. I forbindelse med Anden Verdenskrigs afslutning i maj 1945 udbrød der i Algeriet store demonstrationer for selvstændighed, men den egentlige befrielseskamp indledtes først i 1954, hvor der blev gennemført flere væbnede aktioner. Befrielseskampen fortsatte frem til 1962, hvor den franske regering gik med til at give Algeriet total selvstændighed. En million algeriere blev dræbt under krigen og to millioner tvangsforflyttet.

Nogle af de mest voldsomme begivenheder i krigen om Algeriet fandt sted samtidig med, at Alain Resnais forberedte sin film. Og man kan vælge at se Nat og tåge som en indirekte kommentar dels til de grusomheder, der blev begået af algeriske oprørere, dels til de gengældelsesaktioner, som franskmændene udsatte den algeriske befolkning for. Ved at vise, hvor galt det kan gå, advarer Resnais især sine landsmænd i håb om, at de ikke vil nedlade sig til at vise den samme brutalitet, som kendetegnede bødlerne i Mauthausen, Buchenwald og Auschwitz. Forbindelsen til den franske kolonimagt forstærker i hvert fald betydningen af speakertekstens formuleringer angående SS-mændenes følelse af overlegenhed. Alle kolonimagter legitimerer deres terror ved at fremstille deres egen kultur som overlegen i forhold til deres koloniers.

Spørgsmålet om skyld
I slutningen af Nat og tåge redegøres der for, hvordan fangerne slippes fri, og hvordan bødlerne stilles til ansvar. Speakerstemmen meddeler, at både kapoer og SS-officererne påstår at være uden skyld: ”’Jeg er ikke ansvarlig,’ siger kapoen. ’Jeg er ikke ansvarlig,’ siger officeren. Men hvem er så ansvarlig?”

Tyngdepunktet forskydes fra en individuel skyld hos personerne i lejrledelsen til en kollektiv skyld, som menes at berøre os alle. Det handler om skylden hos det tyske folk, som i de indledende arkivbilleder beskrives som soldater og arbejdere i blind lydighed over for regimet, men det handler også om os andre – vi, der – med speakerens sidste ord – ”foregiver at tro, at alt dette stammer fra en enkelt epoke, et enkelt land, vi der glemmer at se os omkring, og som ikke hører et skrig, der aldrig forstummer.”

At stille spørgsmål synes ifølge Alain Resnais at være den eneste acceptable måde at forholde sig til fortiden – og nutiden! – på. Og der er grund til at nære mistro både til mediebilleder og det talte ord, eftersom de giver os en falsk sikkerhed. Nazisterne tyede selv til sproget og propagandabilleder for at skjule deres forbrydelser. De nazistiske ledere holdt følelsesmæssigt medrivende taler over for folkemasserne, som blev afkrævet total lydighed. Der blev aldrig givet plads til spørgsmål. I lejrene genfinder man nazisternes absurde såvel som kyniske slagord: ”Renlighed er sundhed”, ”Arbejde er frihed”, ”Alle får deres del”, ”En lus er døden”.

Trods det stærkt følelsesladede er Nat og tåge udformet for at hjælpe os til at indse, hvor umuligt det er, ud fra de forskellige dokumenter, at forstå de rædsler, som mennesker blev udsat for i lejrene. De fragmentariske filmbilleder formidler alene et glimt af, hvordan det må have været. Billederne er chokerende, men speakerstemmen minder os om, at vi må forestille os noget, som er betydeligt værre. Og aldrig glemme.

Dette undervisningsmateriale af Klas Viklund er redigeret af Claus Christensen og oversat af Annemarie Hørsman. Det er oprindelig blevet udgivet under titlen Natt och dimma og trykt i bogen Bilden av Förintelsen (Svenska Filminstitutet 1998). Bogen rummer analyser af en række film om nazismen og modstandskampen og er udgivet sammen med en vhs-kassette med filmeksempler.



Mere undervisningsmateriale til Overbygningen.