Super16: Fra sorg til styrke

Den geniale epoke hedder Natalia Anna Ciepiels afgangsfilm fra Super16, der kan ses sammen med årgangens andre film hos Filmmagasinet Ekko frem til 22. november.

Det er en titel, der vækker nysgerrigheden. Instruktøren har lånt ordene fra et afsnit i den jødisk-polske forfatter Bruno Schulz’ Sanatoriet under timeglasset, men ellers er historien hendes ganske egen.

Filmen handler om en familie, der netop har mistet en faderfigur. Det samme gjorde Natalia Anna Ciepiel kort efter, at hun havde færdiggjort optagelserne til sin førsteårsfilm Mannequinerne for et par år siden.

”Jeg kan virkelig godt lide, at titlen er så højtidelig og sætter begivenhederne op på en piedestal. Samtidig er det en epoke, så det er noget, der er slut og derfor også vemodigt. Jeg kunne godt lide kontrasten i det, som filmen handler om – der er ret alvorligt og sorgfuldt – og så den magi, som ligger i titlen,” fortæller instruktøren.

”Min fars død er det mest smertefulde og tomme, jeg har oplevet, men samtidig var der kommet en energi ind i min krop, som løftede mig og gjorde mig virkelig stærk. Det var en underlig blanding af to meget ekstreme følelser. Og det gjorde bare, at jeg følte, at jeg havde forstået nogle ting, som jeg ikke havde forstået før. Ja, det lyder meget storladent,” siger Natalia Anna Ciepiel med et smil.

”Det er nok en følelse af, at livet er større end én selv. Verden bliver større, når du oplever noget, der er så voldsomt.”

Den polske identitet
Natalia Anna Ciepiel er født i Danmark, men hendes forældre kom hertil fra Polen i starten af 1980’erne. Her mødte de hinanden og fik sammen den senere instruktør i 1993.

I Den geniale epoke bliver der både talt polsk, dansk og engelsk, når familien mødes for at sørge over tabet.

”Som lille var jeg altid genert over at skulle snakke polsk med mine forældre foran andre,” fortæller 25-årige Natalia Anna Ciepiel.

”Men det polske har fyldt meget i min opvækst. Det var faktisk slet ikke meningen, at filmen skulle være en selvbiografi, men min personlige oplevelse af at miste hang sammen med, at min far var polsk, så det skulle være på polsk.”

Det var straks sværere at gøre sorg til omdrejningspunkt for Den geniale epoke.

”Jeg forbinder sorg med stilhed eller en masse gråd. Det er det, jeg husker mest fra perioden omkring min fars død. Jeg græd meget og sad med mine egne tanker, og det er svært at skildre noget, hvor kun de to ting fylder. Jeg ville gerne have det til at handle om fraværet,” siger Natalia Anna Ciepiel.

Liv i opvaskemaskinen
Den geniale epoke er en meget roligt fortalt historie, hvor kameraet stille observerer de forskellige familiemedlemmer.

Faktisk kan man tolke det som, at kameraet viser den afdøde fars perspektiv. Langsomt driver han igennem en verden, som han ikke længere fysisk er del af, men hvor han stadig fylder en masse. Det var også Natalia Anna Ciepiels tanke, da hun optog filmen.

”For mig har det været en måde at strukturere fortællingen på. At det blik er en tilstedeværelse, der observerer familien, som er blevet efterladt med deres hverdagshandlinger,” siger instruktøren.

Hun tæller thailandske Apichatpong Weerasethakul (Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv) blandt sine største filmiske forbilleder. I Den geniale epoke blander Natalia Anna Ciepiel da også jordnær realisme med magiske elementer, som når en opvaskemaskine øjensynligt går i gang af sig selv. Men det har hun faktisk også oplevet i virkeligheden.

”Det var om formiddagen og kun nogle dage efter min fars død. Vi plejer aldrig at tænde opvaskemaskinen før om aftenen, det er en hverdagsrutine. Ingen i familien havde tændt den, men den kørte. Dér følte vi alle sammen, at det måtte være kommet fra ham,” siger Natalia Anna Ciepiel.

”Det handler ikke om at overbevise nogen om, at dette er sket. Det handler om en følelse af, at han var til stede den morgen. Jeg kunne godt lide tanken om, at en så almindelig og ligegyldig ting som en opvaskemaskine fik så stor betydning. Og at man kunne være i tvivl om, hvad der egentlig var sket, og samtidig slet ikke være i tvivl.”

Svært på papiret
Interessen for film gik Natalia Anna Ciepiel med i mange år som ung. Men det var først på Kunsthøjskolen på Ærø, at hun begyndte at lave film.

Dernæst greb hun et kamera og prøvede at filme en polsk by, hvor hun var i praktik på en filmfestival. Kameraet gik dog i stykker, og filmen løb ud i sandet. Men da instruktøren kom hjem, lavede hun en portrætfilm om hjembyen Farum.

Den blev hendes adgangsbillet til Super16, som nu altså tre år senere er et overstået kapitel. Instruktøren har ikke lagt klare planer for fremtiden, men hun håber at kunne fortsætte med at lave sin form for poetiske og stille film.

”Jeg føler mig godt tilpas ved at udforske den her måde at lave film, men det er svært. Især når man skal ansøge om penge med en idé på et stykke papir,” siger Natalia Anna Ciepiel og fortsætter:

”Den slags film har jo deres eget sprog, og der går noget tabt i oversættelsen fra din intuitive fornemmelse af filmen til den skriftlige ansøgning. Man skal virkelig kunne mærke det for at forstå det.”