National-forsanger: Triers film er for letkøbte

Det var tredje koncert på dansk grund i år, da The National spillede foran 10.000 mennesker i et udsolgt Forum på Frederiksberg lørdag aften.

Bag spillestedet holder det amerikanske indierock-bands mange tourbusser parkeret. Det er her, vi tidligere på dagen møder forsangeren Matt Berninger, som lettere forsinket tager imod os i regnvejret og inviterer inden for i den hellige bus, hvor bandet skal bo den næste måned tværs gennem Europa.

Matt Berninger ligner ikke en af tidens store rockstjerner, der aften efter aften står på scenen i sit karakteristiske jakkesæt og har tusinder af fascinerede fans øjne rettet mod sig. Der er regndråber på hans briller, håret og fuldskægget er uglet til, og der er intet celebert over hans jeans eller halvslidte gummisko.

”Det er dig, som gerne vil tale om film?” spørger den 42-årige sanger, da vi krumbøjet er kommet frem til et par lædersofaer i bussens øverste etage.

Vi har fået tildelt en halv time med stjernen og har på forhånd måttet aflevere et oplæg om, hvad interviewet vil indeholde. Sådan er vilkårene gerne, når man skal i audiens hos de større musiknavne.

Men alt er gået smertefrit, og det er også meget sigende for oplevelsen med Matt Berninger. Han er sympatisk og imødekommende, og selv om han egentlig ikke rigtig ved noget om film, så er det et friskt pust fra de evigt samme spørgsmål om livet i The National og deres musik, som han siger.

Hjernen filmer selv til tonerne
”Det ser sgu godt ud,” lyder det så fra ham, mens han bladrer igennem et medbragt Ekko #56, hvor der er tema om musikvideoer.

Han stopper op ved artiklen om den franske musikvideo-auteur Vincent Moon, der i 2006 brød igennem med sine såkaldte take away shows: små håndholdte og upolerede musikvideoer, der er optaget simple steder: i en lejlighed, en kælder … eller i en elevator som Arcade Fires Neon Bible.

Ud over musikvideoer med The National har Vincent Moon også lavet A Skin, A Night, der er et langt mosaisk video-essay om indspilningerne til The Nationals Boxer fra 2007.

”Vincent Moon sagde ’Fuck MTV,’” står der i artiklens underrubrik, hvilket får smilet frem hos Matt Berninger.

”Det er det, som jeg godt kan lide ved Vincent Moon. Han har sine meninger, og han står fast ved dem. Og jeg er enig: Fuck MTV!”

– Hvad er der galt med MTV og den type videoer, som man finder der?

”Nu viser MTV jo faktisk ikke musikvideoer mere. Men jeg synes ofte, mange musikvideoer vil fortælle alt for meget. Det magiske ved musik er, at din hjerne selv filmer til tonerne. Du kan få en speciel relation til en sang, og den bliver ødelagt, hvis du ser billeder til en video, som du bagefter ikke kan få ud af hovedet. Så jeg ser aldrig selv musikvideoer.”

Musikvideoer med modvilje
– Alligevel har I selv lavet tre videoer til jeres nye album, Trouble Will Find Me?

”Det er ren pligt, og vi tænker faktisk ikke så meget over det. Og ærlig talt, så tror jeg ikke musikvideoer gør noget kommercielt for musik mere, med mindre man spiller i et popband. Hvis nogen sagde, at vi aldrig skulle lave flere videoer, tror jeg ikke, det ville gøre os ulykkelige.”

– Men I må vel gøre jer nogen tanker om indholdet og valget af jeres instruktører til de nye videoer? Sophia Peer, en relativ ukendt videokunster fra New York, har lavet Sea of Love, hvor I spiller i en kælder, og Graceless, hvor I drikker jer fulde i en svømmepøl. I Demons ser man en fyr male et portræt.

”Demons fik vi gratis tilsendt af Azar Kazimir, som havde taget fotografier, mens han maler et syret billede. Jeg ved ikke så meget om ham, men vi skal faktisk mødes med ham i morgen i Berlin, hvor vi skal spille, og hvor han bor.”

”Graceless var min ide, hvor vi tog hjem til mine forældre og drak os i hegnet og hoppede i deres pool. Sophia Peer, som vores pladeselskab introducerede os for, kom med ideen til Sea of Love, som faktisk er en eksakt kopi af musikvideoen Grubiy Zakat af et russisk rockband, der hedder Zvuki Mu.”

– Har I hørt fra dem?

”Nej, men jeg hørte, at der kom en historie ud af det i de russiske medier, fordi deres fans blev meget vrede på os.”

Familiens sorte får
I dokumentaren Mistaken For Strangers følger man Matt Berningers lillebror, Tom Berninger. Han filmer The National, mens han arbejder for bandet som roadie under deres forrige turné.

Tom Berninger er familiens sorte får, der drikker for mange øl og interesserer sig for splatterfilm og heavy metal. Han forsømmer sit arbejde som roadie, har ingen situationsfornemmelse og ender til sidst med at blive fyret og sendt hjem.

Efter turneen inviterer Matt ham hjem til sit hus i Brooklyn for at tilbyde ham at færdiggøre dokumentarfilmen i håb om, at broren måske kan få lidt succes i livet.

Filmens titel er taget fra et nummer af The National og spiller på det fremmedgjorte forhold mellem de to brødre. Matt Berninger skal efter vores interview ind i Grand Teatret og lave Q&A i forbindelse med, at filmen første gang bliver vist under Cph:Dox.

– I A Skin, A Night siger du som det første i filmen: ”Hvem har lyst til at blive eksponeret for åbent kamera?” Og nu sidder vi her og taler om dig og din brors forhold blive udleveret i en dokumentarfilm?

”Det var heller aldrig planen, at den her film skulle laves. Men Tom blev fyret og stod tilbage med de her 200 timers optagelser, og så syntes min kone, vi skulle hjælpe ham med at få den her film ud af det. Men den er bestemt helt imod mine principper om, hvad folk skal se og ikke se.”

Vil ikke møde sine idoler
Matt Berninger virker ikke decideret utilpas over at tale om sin lillebrors udskejelser i filmen, men man fornemmer på sangerens stemme, at emnet skifter til at være meget personligt.

”Vi var selvfølgelig bekymrede for vores image. Tom optog Bryan (The Nationals trommeslager, red.) stå nøgen under bruseren og begyndte at spøge ind til, om Bryan tager stoffer. Det var ubehageligt, da han gik rundt og filmede på den grænseoverskridende måde og så bagefter bragte scenerne i filmen.”

”Personligt vil jeg ikke se mine idoler i backstage-film eller møde dem for den sags skyld. Tag min helt Nick Cave, som jeg har haft mulighed for at hilse på flere gange, men som jeg altid har undgået. I mine øjne er han mytologisk, og sådan vil jeg gerne have det forbliver.”

– Men hvorfor er I så gået på kompromis?

”Da Tom viste os det første råklip, sagde vi god for filmen, fordi han først og fremmest fremstiller sig selv så ærligt og uden filter. Vi indså, at det her ikke er en film om The National, der tåger rundt backstage.”

”De sjove scener er ikke væsentlige. Det handler om Tom, der skal finde et ståsted her i livet og komme ud af sin brors skygge. Mine forældre er jo også med i den og er meget ærlige om, hvordan det er at have to så vidt forskellige børn. Det er netop det, som gør filmen interessant i mine øjne.”

Premiere gjorde far tavs
– Hvordan reagerede dine forældre på filmen?

”Det var stort for dem. De var bekymret for ham, fordi han var stagneret i livet. Pludselig fik de en bedre forståelse, og de oplevede ham stå på scenen til verdenspremieren på Tribeca Film Festival og blive introduceret af Robert De Niro. Jeg kan ikke mindes, at jeg før har oplevet min far blive så tavs og begynde at græde.”

– Efter verdenspremieren var der en kritiker, som sammenlignede den med Rob Reiners fiktive dokumentar om den kiksede rockgruppe i This Is Spinal Tap og antydede, at den flere steder virkede iscenesat. Er det en ærlig film?

”Det er absolut den sande historie, man ser, når Tom tosser rundt i filmen. Men han måtte faktisk genskabe enkelte scener.”

”Da min kone og jeg gik med til at producere den, og Tom skulle skabe en seriøs film ud af råmaterialet, blev han nødt til at filme et par scener om med interviews her og der. Og når der står, at vi er på et hotel i Paris, er scenerne fra hotellet i Berlin. Det er små ting, men det var nødvendigt for at skabe en rød tråd i handlingen.”

Ikke fan af von Trier
Vi bliver kortvarigt afbrudt af den danske distributør, som minder Matt Berninger om tiden. Sangeren skal stå på scenen til lydprøve om under fem minutter, og den stramme tidsplan skal overholdes.

Livet som rockstjerne virker mere seriøst end glamourøst, men Berninger er frisk på, at vi lige runder spørgsmålet af om hans kendskab til danske filminstruktører. Han må dog være et svar skyldig, beklager han efter en tænkepause.

– Hvad med Lars von Trier?

”Helt ærligt, så er jeg ikke særlig vild med ham. Men min kone elsker ham. Faktisk virker kvinder til at være ret begejstret for ham. Jeg kan huske, at jeg i mine unge år gik ud med en del piger, som alle var vilde med Breaking the Waves. Men jeg havde det virkelig svært med den film.”

– Hvorfor?

”Så godt husker jeg den faktisk ikke lige.”

Stemningen virker pludselig helt akavet, men så tilføjer han:

”Okay, jeg er virkelig ikke fan af Lars von Trier. Jeg synes, den her torturhistorie Bess udsættes for er for billig og sensationssøgende. Jeg køber den simpelthen ikke. Du skal ikke bilde mig ind, at det er svært at lave den her type film.”

”Er det her egentlig ikke det værste, som jeg kan sige til et dansk filmmagasin?”