Nedtælling

Den klassiske tragedie opererer med tidens enhed. Handlingens forløb svarer til det setes forløb: Ødipus når frem til den erkendelse, der får ham til at blinde sig selv, i løbet af halvanden time. Antigone dør inden for samme tidsrum.

Sådan er det hele vejen, indtil Shakespeare begynder at forplumre de dramatiske vande. Sandet i timeglasset løber stærkere eller langsommere — alt efter den store Bardes forgodtbefindende.

Men den tragiske tid — det vil sige den tid, som afgør handlingens vendepunkter og endelige konklusioner — har fået en renæssance i senmodernitetens thrillerkultur. Allerede i de gamle James Bond-film i 1960'erne blev det en gimmick at afmontere atombomben om kap med et digitalur. Tiden var for den vestlige civilisation blevet digitaliseret og dermed en trussel. Ingen bombe, intet sprængstof, blev antændt af skiver med romertal.

Jack Bauers ur
Den digitale verden er en nedtælling til ragnarok, kulturens nulpunkt og undergang.
Utallige actionfilm har som pointe netop kapløbet mod tiden og det at standse tiden. Som eksempelvis John McTiernans fabelagtige Die Hard: With a Vengeance, hvor hele plottet er bundet op omkring en række tidsfrister, som Bruce Willis og Samuel L. Jackson skal overholde, hvis ikke New York skal ryge i luften.

Fox Broadcastings succes-serie 24 timer har udvidet og udviklet denne "tiden som terror" til noget nær det sublime. I hvert fald for millioner af fans, som i flere ombæringer har overværet agent Jack Bauer redde verden om kap med noget nær nanosekunder.

Man kan sige, at et af de mesterlige greb, som filmmediet har i sin fortællekunst, er evnen til at modellere tid. Og det giver serien på forhånd afkald på — men kun på skrømt. Ret beset temporal narrefisse.

Tiden — de 24 timer — er på klassisk vis den tid, som serien fortæller det fortalte i. Det vil sige, at skiven på dit ur, mens du ser på sagen, stort set gerne skulle svare til den tid, Jack Bauers ur viser. Det er snedigt lavet. Og som alt andet er det også en manipulation af seerens tidsfornemmelse.

I det sidste dobbeltafsnit af serien i sæson 3 i Danmark (TV 2) påstår historien således, at alt foregår fra klokken 17 til 19. Oven i købet bliver denne tid nu og da vist i selve plottets gentagne brug af split screen.

Serien er meget sofistikeret i sin brug af vores forventninger om tidens overholdelse, og et godt eksempel er Jack Bauers ur: I hans tid er der tid til kærlighed, venskab, ære, familie og konflikter med hans overordnede. Denne tid kunne vi kalde for menneske-tid. Vi er med, føler og lider tidsmæssigt med Jack Bauer og hans forhindringer.

På den anden side er der terrorismens tid, som er en nøgen tid. Et digitalur vil på et tidspunkt sende et missil mod USA. Det er en renset tid uden alle de følelsesmæssige accenter, som Jack Bauers ur er plettet af. Terrorister har med andre ord tiden på deres side, mens Jack Bauer hele tiden må kæmpe mod den.

Forherliger tortur
Men samtidig er Jack Bauer en helt. Og det, som karakteriserer en thrillerhelt — eksempelvis James Bond — er, at han både har tid til det tidløse, kærlighed for eksempel, og samtidig via kløgt og mod kan standse tiden. Det er denne brug af tid, som gør 24 timer enestående. Især hvis man interesserer sig for tid som episke elementer og kognitive genretræk i fortællinger.

Den geniale russiske litteraturforsker Mikhail Bakhtin har yderst løsagtigt kaldt denne side af tid for en "kronotope". Det vil sige, at tiden definerer fortællingens sted og rum, for eksempel eventyrtid: "Der var engang" fortæller med det samme, at vi er i et eventyr, som ikke udspilles i en eksakt menneskelig tid. Og vi kan spørge, hvornår Jack Bauer skal afmontere terrorismens våben, og får et digitalt svar: Inden 24 timer. Derfor er 24 timer blevet til den episke energi i selve plottets fremdrift, ja så meget, at uden denne er historien tyndere end den danske regerings argumenter for at blive i Irak.

Serien har dermed tidsmæssigt sat sig uden for en ideologisk sammenhæng og synkront givet alibi til de nødforanstaltninger, som er på grænsen af menneskerettighederne. Nemlig brugen af tortur. 24 timer er faktisk en af de serier, som er blevet kritiseret for sin antiterroristiske forherligelse af afhøringsmetoder, som vi henfører til totalitære stater.

Læg mærke til, at tiden i serien bliver en tyrannisk indikator, som ophæver den tidløse humanisme. Hvis ikke Bauer og kompagni med alle midler inden for det afmålte døgn når at standse den terroristiske tid, er tiden løbet fra ham. Og som Bertolt Brecht et sted har sagt, så er karakter et spørgsmål om tid: Før eller siden krakelerer din karakter under tidens pres. Dette er terrorismens våben. Og det er dette våben, Jack Bauer skal afmontere.

Civilisationens tid er cyklisk, human og følger stort set menneskets rytme. Det er den tid, vi kender fra den gamle urskive med viserne. Det er den tid, der afbildes på et solur i haven. Og med romertal på bornholmeruret. Et døgn afløses af et nyt døgn, hvor vi går i seng lidt senere end hønsene og står op næsten synkront med solen. Det er derfor, vi har noget, der hedder vintertid og sommertid. Dagene forkortes og forlænges for at gøre virkeligheden mere human for det arbejdende menneske.
Sådanne hensyn tager terrorismen ikke. Og allerede dermed har terroristerne ifølge tv-seriens bagmænd sat sig uden for tidens tolerance og den globale menneskelige sammenhæng (vi ser frem til den dag, hvor Jack Bauer får en overordnet stilling på Guantanamo-basen på Cuba, det rette opbevaringssted for tidens terroristiske time bandits).

Cowboy uden ur
Paradoksalt nok er Jack Bauer som heltetype "cowboyen uden ur". I den første blev han svigtet af sin kone og sin datter i forskellige former for ledtog med skurkene. Derved er han frisat. Han skal ikke hjem til den varme mad. Thi for rigtige helte er tiden altid en kvinde.

Men undervejs i serien bliver han på forskellig vis underlagt tiden. Blandt andet i sæson 3, hvor han i en periode har et betydeligt narkotikaproblem. Derved skifter han type til en ekstremt tidsbunden persona. For det, der karakteriserer eksempelvis en typisk svigagtig type som narkomanen, der altid er parat til at sælge sin bedstemor for stof, er netop dennes biologiske tid: Stof virker i X antal timer, og derefter må han have noget nyt.
Således også med seeren. 24 timer er vanedannende og bekræfter en ny tendens i amerikansk seriekultur, nemlig at gøre selve den episke metode vanedannende som et narkotikum. 24 timers tidsmæssige æstetik gentages i større målestok i serien Prison Break, som TV 3 viser for tiden.

Disse serier er sådan set propagandistiske beredskabsfilm a la dem, vi kender fra den sidste verdenskrig. Tid er ikke kun penge, men også liv. Skal vi nå at undgå katastrofen, er der ikke tid til pjat endsige kærtegn.