Cannes: Nedtælling med Isabelle Huppert

Ti minutter.

Det er alt, jeg har fået med den prisbelønnede, franske skuespiller Isabelle Huppert, der for mange står som både Claude Chabrol og Michael Hanekes muse. Vi er blevet placeret i et lille lokale et godt stykke fra Croisetten i Cannes.

En lille bar står og glaner i det ene hjørne, 62-årige Huppert kigger ned på sin iPhone. Så ser hun op, og netop som jeg skal til at stille skuespilleren mit første spørgsmål, hæver hun hånden. Jeg tier.

”Hvor er du fra?” spørger Isabelle Huppert.

– Danmark.

”Jeg har været i Danmark, det er et meget smukt land.”

– Bestemt.

”Godt, så kan vi godt starte.”

Jeg ser kort ned på min blok:

– Du har oplevet at blive instrueret af de helt store instruktører igennem din karriere. Hvad fik dig til at …

Mere når jeg ikke at sige, før jeg opdager, at Isabelle Huppert slet ikke hører efter. I stedet har hun vendt ansigtet ned mod den store dør for enden af lokalet, hvor hendes to presseansvarlige står og hvisker om et eller andet.

Ni minutter …

Huppert sidder lidt og skuler, som om hun forestiller sig, at hun kan telepatere stilhed ned til medarbejderne. Så drejer hun langsomt hovedet min vej:

”Undskyld,” siger hun. ”Det har været en lang dag.”

– Det gør ikke noget. Jeg er såmænd bare interesseret i at …

Isabelle Huppert springer op.

Let og elegant er den lille skuespiller med få skridt henne ved sine to pr-folk. Mit franske sprog er ikke udsøgt, men det er ikke svært at forstå, at Huppert giver dem en ordentlig skideballe.

Jeg kigger nervøst på uret og tænker over tiden, som spiller en stor rolle i Joachim Triers Louder Than Bombs.

Her spiller Huppert en krigsfotograf, der efter at have taget livet af sig, hjemsøger sin mand og to børn i deres drømme. Hun er på en gang svævende og helt konkret, og der er både smerte og nærhed i Hupperts rolle.

Syv minutter …

Hun skubber de to lettere befippede pressemennesker ud af døren og beder dem om at banke på, når tiden er gået.

Den lille franske skuespiller tripper hurtigt tilbage til bordet og sætter sig med et træt smil. Hun siger ikke noget. Kigger bare på mig, og jeg forsøger for tredje gang.

– Du er blevet instrueret af store navne som Michael Haneke og Claude Chabrol. Hvordan fandt du lige på at lave en film sammen med en norsk, upcoming instruktør?

”Joachim Trier er visionær. Han arbejder med temaer, der er universelle. Han ser ting, som kun få andre instruktører kan se. Han kan se drømme, men også skabe identitet i disse drømme. Det fascinerer mig.”

– Minder han dig om andre instruktører?

”Han tør vise sin melankoli på en måde, der er meget sjælden. Jeg har arbejdet med store instruktører, ja, men den måde, Joachim allerede i manuskriptet tør åbne sig på, er helt unik. Det var netop denne åbenhed og ikke mindst sårbarhed, der gjorde mig så interesseret i ham.”

– Hvad mener du med det?

”Handlingen er nærmest umulig at forklare i hans historier. Han arbejder i fragmenter og uden kronologi. Hans film sker bare. Man kan allerede på manuskriptplan fornemme, at filmen kan gå i alle retninger, når den når til klipperummet. Det tændte mig helt vildt ved Louder Than Bombs.”

Fem minutter …

– Der findes en smuk scene i filmen, hvor du længe står og stirrer ind i kameraet. Den scene virker som en uendelighed, der alligevel går hurtigt. Var den scene med i første udkast af manuskriptet?

”Hvor længe varer scenen?”

– Hvad mener du?

”Hvor længe varer scenen?”

– Det ved jeg ikke… Måske et lille halvt minut, måske kun atten-tyve sekunder. Kender du svaret?

”Nej, men jeg har hørt bud lige fra tyve sekunder til flere minutter, og det er interessant. Det betyder, at øjeblikket hæver sig over tid og sted. Det har noget umiddelbart over sig. Scenen var ikke skrevet ned, nej. Det var noget, Joachim fandt på. ’Isabelle,’ sagde han mellem to scener. ’Kom lige, vi skal lige lave en stirrescene.’”

– Hvad betyder den scene for dig?

”Den siger noget om tomheden, der er imellem moderne mennesker, hvis jeg har ramt den rigtigt.”

– Det må du uddybe.

”I netop den scene anede jeg ikke, hvad Joachim ville have, men jeg vidste fra min gennemlæsning af manuskriptet, at han ville have et koncentrat af alle de følelser, der eksisterer i hver eneste scene. Derfor valgte jeg at stirre i kameraet og tænke på så mange ting som overhovedet muligt. Men jeg glemte kameraet, og det var vigtigt. Jeg tænkte over mig selv, og derfor tror jeg også, at Joachim har ladet klippet være så langt. Fordi mine tanker besad de fragmenter, som hele filmen består af.”

Tre minutter …

– Ud over hans fragmentariske fortællestil hvorfor var det så interessant for dig at arbejde sammen med Joachim Trier?

”For mig har skuespil altid handlet om at komme til at arbejde med de største instruktører. Det var min motivation for at vælge faget, dengang jeg startede. Jeg ville gerne tæt på de store kunstnere og opleve deres verden. Efter at have set Oslo, 31. august måtte jeg også komme tæt på Joachim. I den film kan jeg se en stor instruktør, og det tiltrækker mig som skuespillerinde.”

– I hvor høj grad bruger du så dine egne erfaringer til at finde ind i dine roller? Du har lige fortalt, at du sidder og tænker over dig selv i én af Louder Than Bombs’ mest kompromisløse scener, så du må trække meget på dig selv i dine roller?

”Ja, mine roller er altid mig, men alligevel overhovedet ikke mig. Jeg ved ærlig talt ikke, hvem jeg ellers skulle trække på end mig selv.”

– Du spiller en krigsfotograf i filmen, så jeg tænker, at du måske har opsøgt en fotograf for at høre om livet og de uhyrligheder, der følger med et sådant job.

”De bedste film sker bare. De er ikke gennemresearchede eller overforberedte. Film må aldrig blive fortænkte, for så bliver alt en konstruktion. Det var også det, jeg faldt for ved Louder Than Bombs. Den er fragmentarisk, men den har stadig en stemning af, at tingene bare sker. Det er jeg vild med.”

Ét minut …

– Så du forbereder dig ikke til film, men lader dem blot ske helt uden forbehold?

”Ja, jeg vil helst vide så lidt som muligt om min rolle, og jeg vil allerhelst undgå at øve mine replikker. Hvis du kan dine replikker for godt, så taber du dine følelser på gulvet. Hvordan skulle noget kunne blive ægte, hvis det er indøvet?”

– Og ligesom Joachim Trier har Haneke og Chabrol vel været helt indforstået med det?

”Ja, for de ved også, at film handler om, at der sker noget. Instruktører kan sætte rammerne op, men så skal der også være et spillerum for skuespillerne. Ellers bliver filmen kun en instruktørskitse. Det ved alle store instruktører.”

Det banker forsigtigt på døren.

”Voila,” siger Isabelle Huppert og smiler mindre træt end for ti minutter siden.