Nej til kulturel automatik

De færreste forbinder bureaukratiske skemaer og pointsystemer med kunst og skabertrang. Men hvis man vil lave danske populærfilm, er der ingen vej udenom.

Filmforliget sidste år flyttede ikke blot penge fra den kunstneriske til den kommercielle støtteordning (kaldet 60/40), fordi kulturministeren mener, at der skal laves flere populærfilm. Der er også, uden at det har vakt særlig opmærksomhed uden for branchen, indført nye retningslinjer for fordeling af midlerne for de kommercielle film.

På Filminstituttet benytter man fra i år et sindrigt pointsystem, der blandt andet er baseret på instruktøren, manuskriptforfatteren, producenten og skuespillernes tidligere billetsalg. Princippet er, at man udregner det samlede antal point for hvert enkelt filmprojekt. De projekter, der scorer flest point, får støtte, mens projekter med færre point bliver afvist.

Film, vi ikke ville have set
Det betyder i praksis, at der fremover vil være adgang forbudt for debutanter og nytænkende initiativer i populærfilmen. Der indføres en kulturel automatik, hvor de, der har, får mere. 

Pointsystemet har imidlertid også den overraskende — og utilsigtede — konsekvens, at en række oplagte filmsucceser ikke vil opnå produktionsstøtte.

I det nye nummer har EKKO regnet på tallene og kan konstatere, at man i dag ikke ville have ladet Tomas Villum Jensen debutere med Kærlighed ved første hik (521.339 solgte billetter), Hans Fabian Wullenweber med Klatretøs (237.255), Jannik Johansen med Rembrandt (279.535) eller Giacomo Campeotto med Møgunger (305.311).

Og faktisk ville man nok heller ikke have sat Susanne Bier i gang med Den eneste ene (843.284), fordi manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakeson dengang nærmest var spillefilmdebutant, og fordi Biers foregående film ikke havde leveret det nødvendige antal solgte billetter!

Direkte visionsløs
Filminstruktøren Ole Christian Madsen, der har succeser som Prag (207.690) og Nordkraft (195.255) bag sig, er ikke begejstret for de nye retningslinjer.

"Jeg synes, 60/40-ordningen er direkte visionsløs. Den er gammeldags, og det dér skema er alt for tyndt. Det er irriterende, at der stort set kun bliver lavet familiefilm, og at man bliver ved med at lave de nostalgiske genindspilninger af for eksempel Far til fire," siger Ole Christian Madsen.

"Man kan sagtens lave kommercielle film, der har visioner. Solkongen var for eksempel en fin folkekomedie, men meget af det, der bliver lavet, er netop de der romertalsfilm, og mange af dem går faktisk slet ikke så godt længere," siger Ole Christian Madsen, som foretrækker at lave sine egne film på konsulentordningen, hvor der er kunstnerisk sparring med en konsulent på Filminstituttet. 

Brug for konsulenter
"Jeg kan bruge en filmkonsulents kritik, og jeg fokuserer i den kreative proces slet ikke på, hvor mange der skal se mine film," fortsætter han. "Det er man nødt til at gøre på 60/40. Og det er blevet værre nu, hvor man med skemaet kun kigger på ting, der kan tælles. Det er en forkert måde at tænke film på. Prag ville for eksempel aldrig være gået igennem 60/40-ordningen, for man kunne ikke se ud af manuskriptet, hvad filmen ville blive til."

"Jeg mener, at man i stedet for et mekanisk pointsystem burde have en kommerciel konsulentordning - med en erfaren konsulent eller to, der ved noget om de kommercielle kvaliteter og kan optimere den ordning," siger Ole Christian Madsen og tilføjer, at der er kommet for stort fokus på, hvem der laver filmene.

"Inden for de sidste par år er der sket det, at man taler om 'hvem' i stedet for om 'hvad', når man taler om film. Jeg kan godt forstå, at man prøver at få noget sikkerhed for, at projektet bliver godt, når man giver støtte, men det er problematisk, at det går ud over de uprøvede folk."

Skæv fordeling
Filminstruktøren Tomas Villum Jensen, der selv står bag store 60/40-succeser som Min søsters børn (412.795) og Solkongen (348.304), er heller ikke glad for ordningen.

"Jeg kunne i princippet være ligeglad, for på papiret er det nemmere for sådan én som mig at få støtte end for en debuterende instruktør eller en debuterende producent. Men det er jeg ikke," siger Tomas Villum Jensen og uddyber:

"Det er i dag nærmest umuligt for en ny instruktør at lave en spillefilm. På 60/40-ordningen skal man have lavet en succesfuld film før. Og det er synd, for der opstår en skævhed, når man hele tiden tilgodeser dem, der har lavet film i forvejen. Det gælder jo også for producenter."

Det er politisk
På Det Danske Filminstitut har man blandede holdninger til pointskemaet, som man er blevet pålagt. "Det står i filmforliget, at støtten skal uddeles på den måde. Det er simpelthen politisk," siger Marianne Moritzen, udviklingschef for spillefilm på Filminstituttet.

"Det er ingen hemmelighed, at vi ikke er glade for den detailstyring, der ligger i dele af filmforliget. På den anden side mener jeg, at det er relevant at se på en instruktør eller en producents baggrund, inden vedkommende får støtte på 60/40-ordningen. Hvis man skal have fat i det helt store publikum på over 175.000, så spiller det ind, hvor mange mennesker man tidligere har kunnet trække i biografen," siger hun.

"Når jeg får en ansøgning om en ny Far til fire-film, giver skemaet en god fornemmelse af, hvor mange billetter filmen vil sælge. Vi kan jo se, hvor mange billetter den forrige i serien solgte. Det er sværere med et nyetableret filmhold med en ny historie. For eksempel ville Niels Arden Oplevs Drømmen (406.290 billetter) nok ikke have fået støtte gennem pointskemaet."

"Men vi er ved at revidere nogle småting i det, som først kommer igennem til ansøgningsrunden i efteråret. Man kan diskutere, om manuskriptforfatterens track record skal spille en rolle, for manuskriptet er jo færdigt og bliver jo også vurderet. Vi regner også med, at der kommer udviklingsstøtte på 60/40-ordningen. Men det er ikke på plads endnu," siger Marianne Moritzen.

Fly og Bier burde søge
En af dem, der har været med til at udvikle filmstøtteordningen, er Morten Hesseldahl, formand for Det Danske Filminstituts bestyrelse. Han mener ikke, at det er noget problem, at man kun ser på de ting, der kan måles og vejes, når der skal uddeles kommerciel støtte.

"Der er åbenbart en bekymring for, at alle 60/40-film bliver kunstnerisk uambitiøse film. Sådan behøver det jo ikke nødvendigvis at være," siger han.

"Det karakteristiske ved 60/40-ordningen er, at Filminstituttet ikke blander sig ret meget i, hvordan filmen skal udformes. Derfor kan jeg ikke forstå, hvorfor der ikke er flere instruktører, som søger ordningen. Filmbranchen er jo blevet meget mere professionel end for ti år siden, og instruktører som Per Fly og Susanne Bier kan sagtens trække masser af folk i biografen. De burde da benytte sig af 60/40! Men der er ligesom en tendens til, at man ikke synes, det er så fint at søge ordningen, fordi filmene kun får støtte ud fra deres kommercielle værdi," siger Morten Hesseldahl.

"De instruktører overlader en hel støtteordning til de mere traditionelle familiefilm, og det er da en skam," mener han.

Objektivt og gennemsigtigt
At nogle af de største succeser i dansk film som for eksempel Den eneste ene og Drømmen ikke ville have kunnet fået støtte gennem 60/40-ordningen, bekymrer ikke Morten Hesseldahl.

"Selvfølgelig kan man hele tiden finde eksempler på succeser, der ikke er kommet igennem det skema, men det diskvalificerer ikke, at man er nødt til at lave et system, der objektivt og gennemsigtigt vurderer, hvordan skattekronerne skal administreres. Der er jo tale om mange penge, som ikke må spildes. Hvis du skulle udlicitere et byggeri til et arkitektfirma, så ville du jo også vælge nogen, som du er sikker på, kan løfte opgaven," siger Morten Hesseldahl.