Nyhed
12. aug. 2012 | 17:05

Nekrolog: Forvandlingskunstneren

Foto | Lars Høgsted
Henning Moritzen i Thomas Vinterbergs Festen

Den kendte og elskede skuespiller Henning Moritzen døde af hjertestop lørdag på Frederiksberg Hospital.

Af Henrik Østergaard

”Til dig, Christian, vil jeg sige: Det var sgu godt kæmpet, min dreng!”

Henning Moritzen gjorde replikken fra Thomas Vinterbergs Festen udødelig. Rollen som pædofil patriark var et formidabelt comeback for Moritzen efter en lang karriere med et hav af vidt forskellige teater- og filmroller.

”Det forunderlige ved forvandlingskunstneren Moritzen er, at han i skrivende stund er på sin absolutte højde,” skrev Morten Piil i sin bog Danske filmskuespillere om skuespillerens måske bedste rolle.

I går lørdag døde Henning Moritzen af hjertestop på Frederiksberg Hospital. Han blev 84 år gammel.

Det elegante touch
På film mestrede Henning Moritzen både folkekomedien og det seriøse drama.

Han viste sin elegante fornemmelse for den sofistikerede komedie allerede i Danmarks første farvefilm Kispus fra 1956, og i tre film om Poeten og Lillemor fra 1959 til 1961 var han den charmerende digter og familiefar.

I Harry og kammertjeneren spillede han med held Fyrst Igor, en rolle som umiddelbart lå langt fra ham.

Især i den sidste del af karrieren gjorde han sig bemærket i mere afdæmpede og dybe roller. I Kaspar Rostrups Her i nærheden (2000) var han fremragende som bøsse med en kriminel fortid.

Arbejdede med Bergman
Henning Moritzen var igennem det meste af sin karriere fastansat på Det Kongelige Teater, hvor det blev til flere store roller.

Han spillede op imod 60 hovedroller, blandt andet i klassikere som Brechts Svejk i Anden Verdenskrig og i Strindbergs Gustav III.

Arbejdet på teatret gav ham også mulighed for at prøve sine evner af som iscenesætter via sin ven, instruktøren Ingmar Bergman, på den svenske nationalscene Dramaten i Stockholm.

På tv var han blandt andet med i Leif Panduros tv-spil Hjemme hos William, i en rolle Panduro havde skrevet specielt til ham.

Helligede sig filmen
Rollen som Jeronimus i Maskerade på Folketeatret i 2001 blev hans sidste på de skrå brædder.

Derefter besluttede han sig for at hellige sig filmen, hvilket resulterede i en lille, men markant rolle i Christoffer Boes Allegro, i den Oscar-nominerede kortfilm Grisen og som patriark i Rumle Hammerichs Headhunter .

Christoffer Boes Alting bliver godt igen fra 2010 blev hans sidste rolle på det store lærred.

Tre Bodil-statuetter
Henning Moritzen høstede hele fire Bodil-statuetter i sin karriere. De første i 1961 og 1962 for henholdsvis bedste hovedrolle i Forelsket i København og året efter for bedste birolle i Harry og kammertjeneren.

Den tredje Bodil fik han for bedste birolle i Dansen om Regitze , og den fjerde var en Æres-Bodil i 2011, hvor han modtog overvældende, stående ovationer.

Moritzen var i en lang årrække gift med skuespilleren Lise Ringheim indtil hendes død i 1994.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko