Nyhed
23. nov. 2006 | 15:56

Nekrolog: Robert Altman

Ensemblespillets mester slog igennem med M*A*S*H og satte sit personlige præg på amerikansk film i over 30 år.
Af Jonas Varsted Kirkegaard
Hollywood mistede en Rasmus Modsat af rang, da filminstruktøren Robert Altman døde den 20. november, 81 år gammel.

Efter en lang læretid med industrifilm og tv-produktioner kom  gennembruddet i 1969 med den respektløse krigsfarce M*A*S*H. I 1970'erne skabte Altman med afsæt i klassiske genrer som western og — i hovedværket Nashville — musical en række dybt personlige film kendetegnet især ved en bidsk-vittig tone, som nogle elskede og andre afskrev som kynisme.

Altmans komplekse og detaljerige film afspejlede hans høje tanker om publikums begavelse, og han lagde ikke skjul på sin afsky over for Hollywoods tendens til at gå efter laveste fællesnævner.

Der var derfor højere retfærdighed på spil, da han efter en mindre succesfuld periode i 1980'erne gjorde comeback med den sviende Hollywood-satire The Player (1992), som året efter blev fulgt af Short Cuts, et ambitiøst multiplot-studie i menneskelig dårskab.

Instruktørens forkærlighed for improvisation gjorde ham elsket blandt skuespillere, og den sorgmuntre A Prairie Home Companion (2006) skulle blive den sidste af mange stjernespækkede ensemblefilm fra hans hånd. Altman efterlader sig kone og fem børn, samt det uafsluttede filmprojekt Hands on a Hard Body.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko