The Neon Demon får blandet modtagelse
Den officielle verdenspremiere på Nicolas Winding Refns The Neon Demon har for nogle timer siden fundet sted i Cannes, og mødet med verdenspressen i biografen var temmelig ublid.
Det startede med enkelte buhråb, før filmen overhovedet gik i gang, men det skyldtes bare, at streaming-tjenesten Amazons navn stod på lærredet, fordi det er filmens amerikanske distributør.
Under filmen grinede publikum til tider, og The Neon Demon er med sit portræt af den forfængelige og skønhedsbesatte modeindustri i Los Angeles da også langt sjovere end Only God Forgives.
Til gengæld blev der også hørbart buhet, da filmen sluttede, eller som den engelske avis The Telegraphs filmanmelder Robbie Collin skriver det på Twitter:
”The Neon Demon fik præcis den modtagelse, Refn sikkert håbede på. Dele af publikum råbte bogstaveligt talt ad lærredet.”
Laveste stjernescore
På Ekkos stjernebarometer peger pilen også mestendels nedad, og The Neon Demon har placeret sig på sidstepladsen.
Fem af panelets otte deltagere giver kun en enkelt stjerne. En af dem er den rumænske deltager, Catalin Olaru fra avisen Adevarul, som kun brød sig om billederne i filmens rulletekster.
”De har en Bond-agtig kvalitet fra fordums tid, som er intetsigende, men ikke desto mindre øjenguf – i hvert fald for mit mandlige blik,” skriver han i en sms til Ekko.
Til gengæld er britiske Lee Marshall, der anmelder for både Screen og Ekko, mere positivt stemt og giver tre stjerner, der dækker over karakteren ”god”.
Helt oppe at ringe er panelets anden brite, Damon Wise fra Empire, som ikke bare giver maksimum fire stjerner, men også vælger filmen som sin foreløbige favorit til at vinde Guldpalmen.
Grinagtigt koncept
Filmens mest entusiastiske kritikere skal i det hele taget findes i den britiske lejr.
Magasinet Little White Lies har fået lov til at se filmen før tid og kalder den Refns bedste: ”Kulminationen på hans årtier lange fascination af menneskets natur i dens mørkeste, mest destruktive form.”
The Guardians Nigel M. Smith hælder dog malurt i bægeret med sin tweet: ”Visuelt og lydmæssigt er det Refns mest sublime værk. Historiemæssigt eksisterer den knap nok.”
I den helt negative ende finder vi redaktøren for tyske Kino Zeit, Beatrice Behn.
”The Neon Demon er en absurd Lolita-fantasi i en glittet neonkjole af slowmotion tilsat musikvideo-æstetik fra 90’erne,” lyder hendes tweet.
Lige så utilfreds er anmelderen fra hjemmesiden Rogerebert.com, Barbara Scharres. Hun kalder filmen ”et halvbagt, grinagtigt og prætentiøst koncept”.
Tilsvining vækker nysgerrighed
Den hårde modtagelse især på Twitter har fået de af Nicolas Winding Refns tilhængere, som endnu ikke har set filmen, til at gå på barrikaderne.
”The Neon Demon bliver svinet til. Jeg glæder mig sådan til at se den,” skriver en fan på Twitter.
De længere anmeldelser begynder også at komme op, og de går ligeledes begge veje.
Indiewires Eric Kohn giver den respektable karakter B-, som er et pænt 7-tal på en dansk karakterskala. Og førnævnte Robbie Collin giver filmen fulde fem stjerner i The Telegraph.
Mindre positiv er Varietys anmelder Owen Gleiberman, som skriver: ”Den er ikke kedelig, men der er heller ikke noget under overfladen.”
Og The Hollywood Reporters Todd McCarthy er virkelig ude med riven og kalder filmen ”en dræbende intetsigende og tungt fortalt allegorisk kritik af modeverdenen”.
Kommentarer