Nyhed
13. juni 2016 | 17:37

The Neon Demon flopper i Danmark

Foto | Gaumont Film Company
Den smukke Elle Fanning fra Nicolas Winding Refns The Neon Demon har overordentligt svært ved at trække danskerne i biografen.

Med blot 1.953 solgte billetter efter den danske biografpremiere i torsdags fortsætter Nicolas Winding Refn nedturen siden Drive.

Af Lasse Ryom

Det er ikke opmærksomhed, som det har skortet på for Nicolas Winding Refn og hans The Neon Demon, der i maj dystede om Guldpalmen ved verdens førende filmfestival i Cannes.

Alligevel er interessen for at indløse billet til den stiliserede kannibalgyser til at overse.

Siden i torsdags, hvor filmen havde dansk premiere i 35 biografer, er der blot solgt 1.953 billetter. Det svarer til et gennemsnit på 56 personer per biograf over fire dage eller tretten betalende tilskuere om dagen. 

Næppe over 10.000
Dermed fortsætter nedturen for Nicolas Winding Refn efter hittet Drive, der i 2011 vandt instruktørprisen i Cannes og solgte 98.056 billetter herhjemme.

Efterfølgeren Only God Forgives formåede i 2013 kun at trække 26.424 danskere i biografen. Og med den skuffende start kommer The Neon Demon næppe over 10.000 solgte billetter.

Det vil – som det fremgår af nedenstående skema – placere den i selskab med Refns tre dårligst sælgende film: Valhalla Rising (8.050), Fear X (6.018) og Bronson (3.077).

Forvirrede kulturjournalister
Formentligt er de skuffende besøgstal ikke noget, der bekymrer Nicolas Winding Refn synderligt.

I hvert fald sagde han forleden til Berlingske, at han er ligeglad med, hvad andre mener, så længe han har det sjovt med at lave filmene.

”Hvis du bare vil have underholdning, så tænd for fjernsynet, så får du alt det, du orker. Filmbranchen er i dag blevet reduceret til en maskine, hvor hele økonomien drejer sig om nogle få megablockbustere, der tjener milliarder,” sagde han og langede ud efter kritikerne:

”I den virkelighed render filmkritikere og kulturjournalister forvirrede rundt og frygter, hvad fremtiden bringer. Fordi de er de første, der ryger i den maskine.”

Britisk forbud?
Nicolas Winding Refn snakker ikke højt om, hvordan økonomien har været ved at lave The Neon Demon, men har tidligere meldt ud, at finansiering til hans næste film allerede er på plads, fordi Amazon tilsyneladende er meget tilfredse med samarbejdet.

Under Cannes-festivalen blev filmen modtaget med buhråb og hård kritik, men den havde også sine fortalere, især blandt de britiske anmeldere. 

Imidlertid er det ikke sikkert, at de kommer til at opleve filmen i hjemlandets biografer. Filmen skal vurderes af det britiske kassificeringsorgan BBFC, og her har den britiske premierministers særlige rådgiver konkluderet, at filmen er voldelig og bør forbydes i Storbritannien.

Det samlede budget for The Neon Demon er 52 millioner kroner, hvoraf Det Danske Filminstitut har støttet med et pænt beløb på 7,5 millioner kroner.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko