Nepo babies indtager Venedig-festivalen

Med gode venner kommer man langt, men med de rette forældre kommer man endnu længere. 

Nepo babies er branchens yndlingsofre for tiden, børn af branchens store navne, der mødes med en halv formodning om, at far eller mor har trukket i snorene. 

Virkeligheden er mere kompleks, for enhver må finde sit eget publikum. Men årets festivalprogram i Venedig byder alligevel på flere film, hvor man når at mistænke instruktørerne for at smøre hjulene med kulturel kapital. 

Som nu Pietro Castellitto, søn af den populære skuespiller og instruktør Sergio Castellito, der som italiener allerede har forlommefordel til hovedkonkurrencen i Venedig. 

Ligesom franskmænd i Cannes og tyskere i Berlin. Man har kun de værtsgaver, man giver sig selv! 

Pietro Castellitto dyster i år med komediedramaet Enea, hvor far og søn, den ene en vredesterapeut og den anden, Enea, en cokesælger med provokerende humor og manglende situationsfornemmelse. 

Handlingen udspiller sig i Rom, hvor Enea og hans tumpede kompagnon giver los til ultrarige Gatsby-fester, mens hans forældre sumper hen i rigdommens ulidelige lethed. 

Pietro Castellitto debuterede med svindlerkomedien The Predators, der vandt manuskriptprisen i sideprogrammet Orrizonti i 2020. Det var mit første år i Venedig, og jeg kom for skade at interviewe ham, selv om jeg ikke brød mig om filmen. 

Han troppede op i et dyrt jakkesæt og med et slapt håndtryk og tog imod et opkald fra sin far, mens oversætteren gengav hans svar i brede vendinger. 

I Enea tager han pis på sig selv som en nævenyttig rigmandslaps og demonstrerer en storladen billedsans. Som i en tidlig scene, hvor vi følger en mågeklat fra højt oppe i skyerne og hele vejen ned på hans pande. 

Det er en meget dyr vittighed, som ikke høstede mange grin i salen. 

Enea er en bedre film end debuten, som festivaldirektør Alberto Barbera skyndte sig at påpege, da han præsenterede programmet. 

Men nogen god film er det ikke. Det meste af tiden er det en enerverende affære, hvor topmålet af humor er en japansk sushikok, der mundknepper laksen, inden han serverer den. 

Julian Schnabels søn
På den anden side af Atlanterhavet har de Olmo Schnabel, hvis uterlige debutfilm Pet Shop Days spiller i sideprogrammet Orizzonti Extra, og hvis far Julian først slog igennem som maler og siden som filminstruktør.

Pet Shop Days starter med den unge mexicaner Alejandro i seng med sin mor, begge fuldt påklædte, men så intime, at vi ikke behøver se mere. Da han kommer op at toppes med sin dominerende far, forsøger Alejandro først at begå selvmord og bagefter køre bort, men kører i stedet sin mor ned.

Snart ser vi ham igen i New York, hvor han holder lav profil, indtil han møder Jack, der arbejder i en dyreforretning, og hvis far har en affære med søsterens tutor. Efter en firkant med et par prostituerede indleder Alejandro og Jack et stormombrust forhold.

Vi ser optagelser fra Julian Schnabels debutfilm Basquiat undervejs, og filmen er befolket af store navne som Willem Dafoe, Peter Sarsgaard, Emmanuelle Seigner og Maribel Verdú.

Hovedrollerne spilles af Dario Yazbek Bernal og Jack Irv, der har været med til at skrive replikkerne, men har alvorligt svært ved at levere dem troværdigt.

”Jeg er altså ligeglad med penge!” vrænger Jack ad sin far – familien bor i en luksuslejlighed på Manhattan – før han tager med Alejandro ud at røve endnu rigere mennesker

I øvrigt uden anden forklædning end en grim paryk.

Pet Shop Days lægger egentlig stærkt ud med at abe efter 90’ernes provoværker som David O. Russells Spanking the Monkey, Todd Solondz’ Happiness og Larry Clarks Kids. Den håndholdte, grynede 16mm-æstetik skaber et sitrende nærvær, selv når resten af filmen kæmper for at holde trit. 

Men ethvert forsøg på at tage Olmo Schnabels debutfilm seriøst falder til jorden i en tredje akt, hvor kausalitet og logik opløses til fordel for overdramatiske dialogscener, der ville kunne have fået en plads i kultfiaskoen The Room. 

Selvhadende bokser
Der er mere gods i Jack Hustons debutfilm The Day of the Fight, som ligeledes spiller i Orizzonti Extra. Den følger en falleret bokser rundt i New York i 1989 på dagen for hans store comeback-kamp.

Engang var ”Irish” Mike Flanagan verdensmester, champ i mellemvægtsklassen, men også en fordrukken hustyran med ondt i mindreværdet og tragedier i bagagen.

Han kørte galt, dræbte et barn, røg i fængsel og mistede familie, venner og selvrespekt. Ulykken gav ham også en aneurisme i hjernen, der som en tikkende bombe kan sprænge ved den næste lige højre. 

Nu er han ædru og går før kampen bodsgang hos sit livs nøglepersoner, der spilles af koryfæer som Steve Buscemi, Ron Perlman og endda Joe Pesci som hans voldelige far, der nu er på plejehjem. 

Engelske Jack Huston er barnebarn af amerikanske John Huston, den legendariske Hollywood-instruktør bag film som Malteserfalken og nevø til skuespillerne Anjelica og Danny Huston. Men han er også en velrenommeret skuespiller med mange vennetjenester til gode, som han indløser fornuftigt i sin episodiske fortælling. 

Dermed ikke sagt, at Day of the Fight er en decideret knockout. 

Michael Pitt – der spiller over for Jack Huston i serien Boardwalk Empire – er angrende bokser med krop og sjæl. Men den selvopofrende mand, der hellere vil være martyr end far, er en patetisk skikkelse. 

På Lidoen kender vi typen efter Darren Aronofskys The Whale, hvor Brendan Fraser æder sig ihjel af pure selvhad – og han var bare homoseksuel. 

Mundvandet løber
Der er som nævnt intet forgjort i, at en håndværker giver sit arbejde i arv. Det er Troisgros-familien i Frederick Wisemans dokumentarportræt Menus plaisir – Les Troisgros et godt eksempel på.

”Ikke alle arkitektsønner bliver arkitekter, ikke alle lægesønner bliver læger,” siger mesterkokken Michel Troisgros i filmen, før han stolt konstaterer: ”Men mine sønner blev kokke.”

Med sit opmærksomme kamera viser den amerikanske dokumentarist, hvordan chefkokken César vender selv de mindste detaljer om menu, indkøb, tilberedelse, tilsmagning og servering med farmand.

Michel spurgte selv sin far til råds – og farfaren sin far – for familiens eksklusive og hundedyre restaurant Troisgros er gået i arv siden Anden Verdenskrig. 

Det kan man kalde bæredygtighed, og filmen dementerer kokkemyten om, at man kun kan holde tempoet, hvis man råber ad køkkenpersonalet. Her er tonen respektfuld og niveauet tårnhøjt – det kunne René Redzepi lære noget af!

Ved at fokusere på hver en del af familieforetagendet skaber den nu 92-årige dokumentarist endnu et fyldestgørende institutionsportræt. Denne gang den franske Michelin-restaurant, hvor hvert måltid er et kunstværk for sig. 

Det er svært at holde mundvandet fra at løbe, som hver ret stykkes sammen af lokale, økologiske ingredienser. 

Et gammel mundheld lyder, at man ikke bør kigge i køkkenet, hvis man er glad for maden. Men dette udtømmende, fire timer lange dyk om bag en af verdens dyreste restauranter giver kun lyst til at booke bord.