Nyhed
02. aug. 2017 | 16:40

Netflix har gæld på 125 milliarder kroner

Foto | Netflix
Ligesom Pinky Penguin fra animationsserien BoJack Horseman på Netflix er streamingtjenesten dybt forgældet.

Ikke alt er lutter glæde hos den populære streamingtjeneste, der er hjem for hitserier som House of Cards, Orange Is the New Black og BoJack Horseman.

Af David Madsen

På overfladen ligner det en ustoppelig mastodont. Men streamingtjenesten Netflix bløder i bogstaveligste forstand penge i deres evindelige vej mod toppen.

En rapport fra Los Angeles Times viser, at trods imponerende 104 millioner medlemmer på det globale marked, har Netflix erhvervet sig en gæld på omkring tyve milliarder dollars – eller hvad der svarer til cirka 125 milliarder danske kroner.

Ekkos blogger og formand for Danske Biografer, Kim Pedersen, nævnte helt tilbage i 2015, at Netflix med sit enorme forbrug var en boble, der som så mange glamourøse firmaer før dem uundgåeligt ville sprænge.

Ifølge Los Angeles Times skyldes gælden, at Netflix investerer enorme mængder penge i deres originalprogrammer. For Netflix’ administrerende direktør Reed Hastings er der tale om en investering.

”Det er megen kapital i starten, og så får du afkast over mange år,” siger han til avisen.

Netflix skyder med spredehagl
I modsætning til konkurrenten HBO, der følger en decideret regelbog for, hvilke titler de producerer, så skyder Netflix med spredehagl.

Deres titler er alt fra standup-shows, Adam Sandler-komedier og dyre prestigeprojekter som krigsfilmen War Machine med Brad Pitt i hovedrollen.

Herudover er mange af streamingtjenestens populære serier som House of Cards, Orange Is the New Black og samtlige af deres Marvel-serier købt hos andre produktionsfirmaer. Hvor meget de licenser koster Netflix, vides ikke.

Netflix’ ekspansive tilgang har også givet anderledes serier som animationsserien BoJack Horseman og retro-dramaet Stranger Things.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko