Netflix holder skrøbelig kvinde på pinebænken

I februar stod Anja Olsen frem og fortalte, at hendes medvirken i Netflix-dokumentaren Into the Deep foregår mod hendes vilje.

Dengang svarede Netflix, at de tager ”omsorgspligten meget alvorligt”, og at ”arbejdet på filmen er stadig i gang”. Men ud over et betydningsløst løfte om, at Anja Olsen vil blive taget med på råd, inden filmen udgives på streamingtjenesten, er der intet sket.

Flere medier har nævnt, at Netflix har opgivet udgivelsen, men streamingtjenesten har ikke selv bekræftet det.

Således holder den amerikanske mediegigant en skrøbelig kvinde på pinebænken, mens man besvarer alle henvendelser fra pressen med remsen: ”Vi har ikke yderligere at tilføje på nuværende tidspunkt.”

Det er helt uacceptabelt. Efter tre måneders betænkningstid burde Netflix have indset, at den svært traumatiserede Anja Olsen naturligvis ikke skal tvinges ind i en film, der truer hendes helbred.

Det tog ikke Netflix mange dage at fyre Kevin Spacey fra House of Cards, så hvorfor kan tjenesten ikke tage sig sammen til at slippe jerngrebet om en syg kvinde?

Kærlighed og støtte
Into the Deep skildrer de frivillige i miljøet omkring Peter Madsen i tiden før og efter ubådsmordet.

Instruktøren Emma Sullivan har forklaret, at hun vil lade de unge, der har fået deres relation til Madsen besudlet af hans forbrydelse og efterfølgende er blevet sværtet til af tabloidpressen, berette deres historie med egne ord.

”De fortjener så meget kærlighed og støtte og forståelse,” sagde den australske instruktør i Weekendavisen ved verdenspremieren på den prestigefyldte Sundance-festival i USA.

Men hvis man er traumatiseret og føler skam over ikke at have gennemskuet Peter Madsen, er det nok ikke nogen indlysende god idé at skulle medvirke i en film, der over for Netflix’ 182 millioner abonnenter knytter én til den psykopatiske kvindemorder for tid og evighed.

Da Anja Olsen lavede samme ræsonnement – efter angstanfald, kollaps, indlæggelse og diagnosen autisme – og mindeligt frabad sig at være en del af filmen, var der ikke megen ”støtte og forståelse”.

Money shot
Selv om Anja havde fået det indtryk, at der var en kattelem, og selv om hun af samme grund ikke ville underskrive den vanlige deltagerkontrakt, fandt det danske filmselskab Plus Pictures’ advokat en juridisk fangarm: Når du stiller op foran kameraet, accepterer du at medvirke, og så behøver vi faktisk ikke din underskrift!

Man kan godt forstå, at der skal være regler, så beregnende magthavere ikke kan sno sig uden om sandhedssøgende journalister. Men Anja Olsen er ingen magthaver. Hun er et skrøbeligt menneske, der tilfældigvis løb ind i Peter Madsen og i en periode var en del af hans univers.

Noget tyder på, at han groomede hende til at være sit offer i ubåden, men hun afslog invitationen til sejlturen. Takket være sin systematiske autisthjerne kunne hun hjælpe politiet med at knække koden til Madsens computer, email og sociale medier, og under retssagen var hun anklagerens kronvidne. En skjult nationalhelt, har en efterforsker kaldt hende.

For vi må ikke glemme, at mange længe troede på Peter Madsens uskyld, og at det bestemt ikke stod skrevet i stjernerne, at hans ugerninger på bunden af havet ville kunne dømmes.

Anja Olsen burde få Dronningens Fortjenstmedalje for sin indsats, men i stedet skal hun med tabloidfascination udstilles på Netflix i en scene, hvor Peter Madsen holder en jernsyl tæt på hendes øje og leger, at han lammer hende. Det er filmens money shot og sandsynligvis årsagen til, at filmskaberne med vold og magt forsøger at fastholde Anja i filmen.

Skriger til himlen
Nogle har argumenteret for, at Into the Deep behandler et kollektivt traume og er et så vigtigt værk, at det menneskelige hensyn må tilsidesættes.

Men for det første er Peter Madsen ikke et kollektivt traume. Breivik er et kollektivt traume for nordmænd, Palme-mordet er det for svenskere, og kz-lejrene er det for Europa. Peter Madsen er bare en gemen, udspekuleret morder, der i sit vanvittige overmod forsøgte at udtænke den perfekte forbrydelse, men fejlede fatalt.

Vi må i dag undre os over, at han med sine meningsløse og hæmningsløst narcissistiske ubåds- og raketprojekter blev et iværksætterforbillede, men noget nationalt traume bliver han aldrig.

For det andet kan en film vel ikke være vigtigere end et menneskeliv. Slet ikke en film, der angiveligt har til hensigt at hjælpe de mennesker, den skildrer.

På den måde bliver filmen om et overgreb selv et overgreb. Kontrasten mellem mål og midler skriger til den himmel, Peter Madsen aldrig kom op i. Det er ikke bare ødelæggende for Into the Deep, men også for den danske dokumentarbranche, der er afhængig af, at mennesker tør stille op og har tillid til, at de bliver ordentligt behandlet.

Hvis ikke Emma Sullivan selv kan se det, så må producenten Mette Heide kunne se det. Og hvis Mette Heide ikke kan se det, så må Netflix kunne se det. Og kan Netflix ikke se det, så må retssystemet hjælpe et ulykkeligt menneske, som er offer for en kynisk jagt på penge og sensation.

Vi vil se Into the Deep, men ikke for enhver pris. Vi vil se en ærlig film med mennesker, der selv har lyst til at fortælle om Peter Madsen. Med dem tager vi gerne turen ned i dybet.