Netflix bruger milliarder i Europa
I går præsenterede direktøren for Netflix, Reed Hastings, ved et arrangement i Berlin, hvad streamingtjenesten har på programmet i løbet af året.
Her kom det frem, at Tobias Lindholm skal instruere afsnit af David Finchers kommende serie Mindhunter, der kommer på Netflix til oktober.
Men Hastings kunne også fortælle, at den amerikanske streaminggigant gør meget andet end at give arbejde til europæiske instruktører. Netflix har nemlig investeret i omegnen af tretten milliarder kroner i europæiske film og serier, egenproduktioner såvel som co-produktioner med forskellige europæiske aktører.
”Vi laver kunst, der har succes i hele verden,” sagde Reed Hastings ifølge branchemagasinet Variety.
Publikum i hele verden
At Netflix har store ambitioner og lige så store armbevægelser, kunne man se for nylig, da det kom frem, at tjenesten gik efter at få rettighederne til Martin Scorseses næste spillefilm, The Irishman.
Det viste sig at være sværere end som så, men det har ikke fået Netflix til at skrue ned for blusset.
Ved arrangementet sagde Reed Hastings, at tjenesten forventer snart at have 100 millioner abonnenter over hele verden. Indholdschefen for Netflix, Ted Sarandos, tilføjede, at mere end halvdelen af dem, der ser tjenestens europæiske serier, gør det uden for Europa.
”Efter fire år med at producere originalt indhold, hvor vi har filmet i atten lande, ved vi, at gribende serier kan komme alle steder fra, og uanset oprindelse kan de give genlyd blandt publikum i hele verden,” fortalte Ted Sarandos forsamlingen.
Dansk samarbejde
De kommende serier fra Netflix tæller tjenestens første tysksprogede serie. Det er et mysteriedrama med titlen Dark, der kommer senere på året.
Der er også en serie på vej, som er skrevet af David Farr, manden bag Susanne Biers Golden Globe-vinder Natportieren. Farr står for serien Troy om Den Trojanske Krig, der laves i et samarbejde mellem Netflix og britiske BBC.
Den første originale serie fra Netflix var Lilyhammer. Den blev produceret i samarbejde med norske NRK, der viste serien på tv fra 2012 til 2014, mens den kunne streames på Netflix.
Siden har Netflix også været med til at finansiere tredje sæson af Christian Torpes danske serie Rita i samarbejde med TV 2.
Kommentarer