Nyhed
10. jan. 2022 | 11:08

Netflix triumferer ved yderst aparte prisfest

Foto | Netflix
Unge Kodi Smit-McPhee (tv.) og stjernen Benedict Cumberbatch spiller over for hinanden som to forknytte cowboys i den kritikerroste og prisvindende The Power of the Dog.

Jane Campions western vinder og den danske Oscar-kandidat Flugt bliver forbigået ved Golden Globe-uddelingen, der af førende branchemedie kaldes den underligste prisfest nogensinde.

Af Nicki Bruun

Natten til mandag dansk tid løb årets udgave af Golden Globe-uddelingen af stablen.

Det plejer at være en aften fuld af stjernemøder og glamour, men i år var scenen en noget andet. Prisfesten var en skygge af sig selv – officielt på grund af coronakrisen, og uofficielt fordi organisationen bag er faldet i unåde i Hollywood.

Der var hverken publikum eller vært ved prisuddelingen. Den blev heller ikke vist for millioner af tv-seere på kanalen NBC, som den ellers plejer. Sammenslutningen af internationale filmjournalister i Los Angeles (HFPA) blev sidste år kritiseret af folk som Scarlett Johansson og Tom Cruise for at være en sexistisk forening, hvor mangfoldighed er en by i Rusland.

Alligevel blev der delt priser ud til nogle af det forgangne års bedste film og serier.

Aftenens store vinder blev Jane Campions Netflix-film The Power of the Dog. Den vandt prisen for bedste drama, mens Campion blev kåret som bedste instruktør.

Ekkos anmelder har givet filmen fem stjerner, og den blev nummer to på vores årsliste over de bedste amerikanske film i 2021.

Også Steven Spielbergs musical-filmatisering West Side Story kunne fejre en stor aften. Filmen vandt foran blandt andre det omdiskuterede og stjernespækkede Netflix-hit Don’t Look Up i kategorien for bedste musical eller komedie, mens det også blev til flere skuespilpriser.

På seriefronten blev det til priser til HBO-serierne Succession og Hacks, der vandt for henholdsvis bedste drama- og komedieserie. De kom begge på Ekkos liste over sidste års bedste serier. Det samme gjorde Amazon-serien The Underground Railroad, der løb med prisen for bedste miniserie.

Se liste med alle vinderne!

Overraskende vinder
Danske Jonas Poher Rasmussens animerede dokumentar Flugt var nomineret til prisen for bedste animationsfilm, men måtte se sig slået af Disney-filmen Encanto.

Den danske film var ikke nomineret i kategorien for bedste ikke-engelsksprogede film. Her blev det – måske lidt overraskende – ikke italienske Paolo Sorrentinos sprælske Netflix-film The Hand of God, der tog sejren.

Prisen gik i stedet til japanske Ryusuke Hamaguchis drama Drive My Car, der begejstrede kritikerne på sidste års Cannes-festival. Filmen får dansk biografpremiere den 31. marts.

Den er også kandidat til den kommende Oscar-uddeling, hvor Flugt er i spil til hele tre priser, hvis den danske film bliver nomineret i alle kategorierne.

Oscar-nomineringerne bliver afsløret den 8. februar.

Til fest i badekåbe
Den største historie om nattens Golden Globe-uddeling er dog selve showet.

Det førende branchemedie Variety skriver, at det var ”den mærkeligste prisfest nogensinde”. Hvor der normalt er trafikkaos og demonstrationer, kunne man i år vade lige ind på hotellet Beverly Hilton, hvor prisfesten blev holdt.

Her stod medlemmer af HFPA iført kjoler og jakkesæt, men der var ingen kendisser blandt de kun 200 festdeltagere, som alle havde mundbind på under hele showet.

Varietys udsendte til prisuddelingen beskriver en sigende scene, hvor et par gæster på hotellet kommer spadserende iført badekåber midt mellem de festklædte filmjournalister. På vejen fra hotellets pool var det lykkedes dem at lande i den beskedne festivitas.

Undervejs blev der alligevel klappet, når priserne blev delt ud, uden at der var nogen til at modtage dem. Folk som Arnold Schwarzenegger og Jamie Lee Curtis havde dog indspillet små videoer, som blev vist i løbet af aftenen.

HFPA er stadig ved at gå bodsgang i Hollywood, så måske kan næste års Golden Globe vende tilbage til fordums storhed.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko